’Feud: Bette and Joan’: Serie om legendarisk stjerne-infight er amerikansk samfundssatire med schwung

’Feud: Bette and Joan’: Serie om legendarisk stjerne-infight er amerikansk samfundssatire med schwung
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Ryan Murphy, Jaffe Cohen, Michael Zam

Medvirkende

Jessica Lange, Susan Sarandon, Alfred Molina, Judy Davis, Stanley Tucci, Catherine Zeta-Jones, Kathy Bates, Kiernan Shipka, Sarah Paulson

Spilletid

Otte afsnit af ca. 50 minutter

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

Mens amerikansk mainstreamfilm stadig vægrer sig ved at tildele kødfulde hovedroller til andre modne kvinder end Meryl Streep og Helen Mirren – og generelt over en bred kam nedprioriterer østrogendrevne fortællinger uden for romcom og komediegenrerne –  giver serieskaberen Ryan Murphy ’det glemte’ Hollywood-segment oprejsning på hjemmeskærmen, hvor Jessica Lange, Kathy Bates, Angela Basset og nu Susan Sarandon giver deres yngre kolleger baghjul i antologiserierne ’American Horror Story’ og den nye ’Feud’.

Ligesom ’American Horror Story’ og den ditto Murphy-skabte ’American Crime Story’ fortæller hver sæson ’Feud’ en selvstændig historie baseret på virkelig begivenheder, og først på tapetet er dramatiseringen af Hollywood-rivalinderne Joan Crawford og Bette Davis’ problematiske samarbejde på kultgyserfilmen ’Whatever Happened to Baby Jane?’ i 1962.

I hovedrollerne som henholdsvis Crawford og Davis, to tidligere sexsymboler, der i deres karrierers efterår jagter et comeback, står vor tids forhenværende filmdronninger Jessica Lange og Susan Sarandon for en metaironisk legemliggørelse af filmbyens tidløse aldersfascisme, hvor kvindelige stjerners værd fortsat i det 21. århundrede gøres kontant op i rynker og kragetæer: Mens gråsprængte mandlige skuespillere boltrer sig på lærredet i alt fra Woody Allen-film til svulstige actionbrag, anses det for anderledes ’modigt’, når ældre skuespillerinder lader kameraet kortlægge ansigtshudens folder.

Susan Sarandon, left, with Jessica Lange in “Feud.” “Television has stepped into the void that movies left for actresses,” Lange says. MUST CREDIT: Suzanne Tenner, FX

I deres storhedstid i 1930’erne og 40’erne scorede Joan Crawford og Bette Davis ofte top billing på filmplakaterne over deres mandlige medspillere og trak millioner af amerikanere i biografen til Oscar-vindende klassikere som ’Mildred Pierce’ og ’All About Eve’. Storbarmede, affekterede Crawford og knaldperle-satiriske Davis med sovekammerøjnene kunne ikke have været mere forskellige både professionelt og privat og hadede hinandens fortrin – Crawfords mandetække vs. Davis’ kunstneriske talent – i en kamp på egoer, der ofte spillede ud i sladderpressens spalter.

»Hun har knaldet med alle mandlige stjerner på nær Lassie«, sagde Davis blandt andet om Crawford, mens denne svarede igen med: »Stakkels Bette, hun ser ud, som om hun aldrig har haft en lykkelig dag – eller nat! – i sit liv«.

Begge brillerede i stærke, selvstændige roller, der ramte en nerve hos datidens kvinder, og lagde sig endda ud med Hollywoods magtfulde studiebosser og kontraktsystemer i kampen for selvbestemmelse over karriererne.

I sidste ende var begge skuespillerinder imidlertid stadig produkter af deres mandschauvinistiske branches idealer, og da femme fatale-typens filmæra i 50’erne blev afløst af Hitchcock-blondiner og bombshells, blev Crawford og Davis væltet af podiet til de bittersøde toner af Marilyn Monroes »Diamonds are a girl’s best friend!«.

’Bette and Joan’ åbner i start-60’erne, hvor Crawford, fast besluttet på ikke at gå i glemmebogen i en alder af 56 år, selv pitcher romanen ’Whatever Happened to Baby Jane’ til filminstruktøren Robert Aldrich (Alfred Molina) og foreslår Davis som sin co-star i historien om to ældre Hollywood-søstre fastlåst i et farligt jalousi- og afhængighedsforhold.

feud_101_0770R
Annonce

Materialet er både personligt og eksplosivt, men Warner Brothers-grundlæggeren Jack Warner (geniale Stanley Tucci i en herligt slesk rolle) kræver overtalelse. »Would you fuck ’em?«, spørger han per automatik Aldrich og ikke just retorisk. Begge mænd har allerede været der, mange år tilbage, men nu har Warner kun hånlig ynk til overs for midaldrende Crawfords desperate forsøg på at flirte sig til sin vilje og afskriver Davis som en emsig »cunt«.

Alligevel godkendes projektet – intet skræmmer mandlige publikummer som sindssyge kvinder på krigsstien! – og Aldrich får hænderne fulde med sine to stjerner, der begge er fast besluttede på at overstråle den anden på settet, mens sladderjournalisten Hedda Hopper (Judy Davis) gladelig optrapper konflikten – direkte ansporet af Jack Warner og Aldrich selv.

Jo ondere en catfight, jo bedre publicity for filmen, lyder mændenes ræsonnement, der som bekendt stadig gælder i Hollywood i dag: Medierne elsker en potentiel bromance (Brad Pitt + George Clooney, Leonardo DiCaprio + Jonah Hill etc.), hvorimod kvindelige skuespillere angiveligt står i kø for at falde hinanden i ryggen med kløerne ude.

»Hey, det var mænd, der byggede piedestalen, ikke mig!«, spytter Hopper, da Crawford anfægter medieintrigerne – for kort tid senere selv at give efter for smædekampagnen og trashe sin medspiller i pressen, da rygtet om en Oscar-nominering til Davis begynder at florere. Skuespillerinderne er så styrede af maskulin dominans, at end ikke deres tanker længere er deres egne.

Susan Sarandon rammer Davis’ mimik og iltre temperament på kornet, mens Jessica Lange, en Ryan Murphy-veteran udi larger than life-karakterer, spiller Crawford med en voldsomt teatralsk energi og panikken boblende under den brede, bævende læbestiftsmund. Det er en anspændt performance grænsende til det groteske, men både Lange og Murphy er sig klicheerne bevidste og styrer akkurat uden om det freakshow-portræt af stjernen, datiden skadefro reducerede hende til.

feud_101_0051R-1600x1600

Akkurat som Crawford og Davis gjorde det for over et halvt århundrede siden, har både Lange og Sarandon talt dunder mod manglen på roller til kvinder på +50, der ikke falder i bedstemorkategorien, og ’Bette and Joan’ opleves dermed som en vigtig kønspolitisk dissektion af Hollywoods rigidt patriarkalske hierarki, pakket ind i en glamourøs illustration af to af La La Lands mest ikoniske skuespillerindes fald fra Olympen.

Få kan forvandle kitch og kropskontroverser til amerikansk samfundssatire med samme visuelle schwung som Ryan Murphy, og afskriver man ’Bette og Joan’ som glittet formiddags-tv, har man misset pointen.

Publikums nysgerrighed efter at se Crawford og Davis i nærkamp gjorde ’Baby Jane’ til en succes, der vandt Davis Oscar-nomineringen for sit portræt af den vanvittige, forhenværende barnestjerne Baby Jane. Filmen er i dag kendt som en af skuespillerindes bedste, men for Crawford, som satsede alt på, at ’Baby Jane’ skulle blive hendes store comeback, blev gyseren karrierens sidste hit, der utilsigtet affødte en hel subgenre af lidet flatterende hagsploitation-gysere.

Bitter selvironi løber af væggene i ’Bette og Joan’, men sammen med kvindedrevne seriesucceser som ’Big Little Lies’ og Jane Fonda og Lily Tomlins ’Grace & Frankie’ på Netflix sætter Jessica Lange, Susan Sarandon og Ryan Murphy en signifikant streg under det faktum, at underholdningsindustrien langt om længe har udviklet en værdig kunstnerisk platform for kvindelig alderseksistentialisme over ’Girls’-generationen.

Anmeldt på baggrund af fem afsnit.

Læs også: ‘Døde piger lyver ikke’: Netflix-serie om en piges selvmord er medrivende og vigtig