Geniale parodier i ‘SNL’-quiz: Se Jimmy Fallon og Harry Styles skeje ud som John Travolta og Mick Jagger

I nattens udgave af ‘Saturday Night Live’ havde Jimmy Fallon midlertidigt forladt sin post hos ‘The Tonight Show’ for at agere vært og naturligvis også medvirke i en masse af showets sketches.

Én af dem var udformet som et lettere tidsforvirret quizshow, hvor fire berømtheder fra 1977 dystede imod fire ditto fra 2017. På 1977-holdet optrådte Liza Minelli (Cecily Strong), Diana Ross (Sasheer Zamata) samt John Travolta og Mick Jagger i henholdsvis Fallon og den musikalske gæst Harry Styles’ skikkelse.

Imens Fallon rammer den ungdommelige Travoltas diktion og mimik lige på kornet, gør også eks-One Direction-medlemmet Styles en hæderlig komisk indsats med sin efterligning af Jaggers løstsiddende kæbeparti. Imens stråler Kate McKinnon på 2017-holdet med sin udgave af en tøvende Kristen Stewart.

Hvem der egentlig vinder quizzen med de obskure spørgsmål og svar, er underordnet…

Læs også: Louis C.K. i storform hos ‘SNL’: Se hans åbningsmonolog om høns, giraffer og racisme