Årtusindets bedste film

  • Historien om den bedste film siden 2000:

    Daniel Day-Lewis skabte ægte frygt i PTA’s mesterlige monument over USA’s dødssynder

    Author
    Tekst
    Published
  • Over 100 danske filmfolk har udråbt ’There Will Be Blood’ til årtusindets hidtil bedste film. Paul Thomas Andersons olieepos er både et uafrysteligt studie af USA’s vrangsider og en basalt menneskelig forfaldshistorie. Og så er det en banebrydende filmisk bedrift. Vi dissekerer filmen og dykker ned i historien bag.

    Spoilers: Læs kun denne artikel, hvis du allerede har set ’There Will Be Blood’. 

    Manden hakker hul i USA’s hud og ser det sorte blod sive frem. Han har brækket benet, og han er strandet i ødemarken, men fundet fortrænger smerten. Han beruses af den klæbrigt sorte materie, der flyder i jordens indre under de uendelige, triste vidder.

    Og det er kun toppen. I undergrunden ligger kolossale kamre af olie, som kun mænd med virkelyst og kynisme kan nå. Det sorte blod er magt. Og sort blod løber i deres årer.

    Det er dem, der fører USA ind i det 20. århundrede.

    Paul Thomas Andersons ’There Will Be Blood’, der netop er blevet kåret som årtusindets bedste film af over 100 danske filmfolk i Soundvenues store afstemning, er ikke bare fortællingen om disse mænd, det er beretningen om USA’s forkullede sjæl, om grådigheden og hykleriet, der fordærver dets kerne – som olien under landskabet. Det er et vildt og voldsomt storværk, der her ti år efter sin udgivelse har erobret en plads i den amerikanske filmkanon – og nu topper listen over de bedste film siden årtusindeskiftet ifølge danske filmfolk.

    Bag den ligger en fortælling om en auteur med en mægtig vision, en rockguitarist, der smadrede soundtrackets konventioner, og en gådefuld hovedrolleindehaver, der spredte frygt i dele af castet.

    Mesterværk ved første blik

    Ulig andre genistreger fra den amerikanske filmhistorie er det dog ikke en film, der med tiden har vokset sig stor i den kollektive bevidsthed. Den blev født stor. »Et fuldbyrdet kunstværk«, skrev New York Times, »en af de mest originale amerikanske film nogensinde«, skrev Time, og sådan lød konsensus over hele kritikerpanelet, ikke blot i USA, men verden over.

    Filmen lagde sig hurtigt i førerfeltet, da Oscar-kandidaterne blev linet op, men da filmåret skulle opgøres i Kodak Theatre, hev den alligevel kun to statuetter hjem. Én til hovedrolleindehaver Daniel Day-Lewis, én til filmfotograf Robert Elswit. I de tunge kategorier kronedes ’No Country for Old Men’ i stedet som den store triumfator.

    there will be blood 3

    Daniel Day-Lewis i hovedrollen som Daniel Plainview.

    Det er fristende at drage paralleller mellem de to film. De blev begge optaget på Californiens dampende vidder, så tæt på hinanden, at Coen-brødrene måtte afbryde optagelserne, da røg fra boreriggens eksplosion i ’There Will Be Blood’ drev ind på settet. Og så udspiller de sig begge i en trøstesløs mandeverden, hvor frelsen er fjern, og skæbner går til grunde i den udbrændte jord.

    Men hvor ’No Country for Old Men’ omfavner nihilismen med vanlig Coen’sk kynisme, finder ’There Will Be Blood’ mennesket bag misantropien. Det gør den i Daniel Plainview, Day-Lewis’ maniske oliepioner, hvis udsyn formørkes, i takt med at han tapper jorden for djævelens sorte blod.

    Der er ikke en scene, der ikke handler om ham. Og der er dårligt en scene, hvor hans had ikke eskalerer, og muligheden for sjælefred ikke svinder længere bort. Men Paul Thomas Anderson nuancerer dæmonen, der dræber sin ærkefjende og forkaster sin søn, og sidestiller fuldbyrdelsen af den amerikanske drøm med hans fejlslagne søgen efter familie.

    Derfor hjemsøger ’There Will Be Blood’ ikke kun som hudfletning af USA’s vrangsider, men som en basalt menneskelig forfaldshistorie.

    Magtmanden uden familie

    Plainviews vrede raser allerede, da han møder frikirkeprædikanten Eli Sunday, hvis families land han forsøger at gafle. Der er olie under de tørre marker, men det er ikke uden gnidninger, at tyrannen får fravristet Sunday-familien grunden. Det er startskuddet til en årelang rivalisering mellem Eli og Plainview, religionens og kapitalismens brusende urkræfter. Men en endnu større konflikt raser i Plainviews indre. Mellem blodets bånd og magtens korruption.

    Sunday-konflikten bryder først ud i lys lue, da Plainviews adopterede søn H.W. mister hørelsen i en gaseksplosion. »Hvorfor kan du ikke kurere min søn«, spørger han, mens han ydmygende bader Eli i en oliepøl. Senere får Eli sin rival til at krænge hjertet ud i kirken, da han lader sig døbe i bytte for et stykke land. »I have abandoned my child!« brøler han igen og igen på prædikantens kommando, inden han på ny pakker sårbarheden væk under hylsteret.

    Blodets bånd er hans ømme punkt.

    Først da hans bror Henry opsøger ham, deler han ud af sine natsorte tanker, og da han erfarer, at Henry er en svindler, dræber han ham i raseri. Han blev svigtet af sin familie, og nu har han svigtet sin egen søn – adopteret eller ej.

    Gaseksplosionen, der frarøver H.W. hørelsen, er skæbnesvanger. I stedet for at kere sig om sin søn spæner Plainview rundt i flammehavet og jubler ekstatisk over det springvand af olie, der styrter op fra undergrunden. I mørket bevæger kameraet sig nærmere hans olieindsvøbte ansigt, der emmer af determineret vanvid, hvor det burde fortrække sig i sorg.

    Scenen er ikke blot et filmisk mirakel, men en tematisk hjørnesten i portrættet af Plainview: Det er her brydekampen i hans indre tipper endegyldigt over til den magtsyge pioner, der lader mennesket – og familiemanden – drukne i en oliepøl.

    Til slut påstår han, at han bare udnyttede H.W. som et sødt ansigt i jagten på olie, men han lyver. Smerten bag ondskaben har rod i tabet af familie, i det svigt han qua sin sygelige hunger efter succes førte videre fra en generation til en anden.

    Hvis man ser godt efter, opdager man endda en tåre falde fra hans venstre øje, da han forlader H.W. på togstationen kort efter eksplosionen.

    Hvad gør drømmeren, når han opnår sin drøm?

    Plainview er ikke mindst Daniel Day-Lewis’ kreation. Den notoriske method actor forberedte sig på karakteren i tre år, hvor han blandt andet vandrede rundt med tre forskellige hatte i flere dage, før han valgte den rigtige og rålyttede til optagelser af John Huston, instruktøren af blandt andet ’The Treasure of the Sierra Madre’ (Paul Thomas Andersons yndlingsfilm), så han kunne udvikle Plainviews bryske røst.

    Han optog prøverne på en ældgammel diktafon og sendte dem til Anderson, der først syntes, det var karikeret, men senere så lyset. Værre var det velsagtens for Day-Lewis’ kone og børn, der pludselig fik en oliebaron som far hjemme i Irland: »De blev drevet en smule til vanvid af at bo med Plainview hele tiden«, har Day-Lewis sagt til Independent.

    Før Day-Lewis førte Plainview ned i sin method-kværn, skabte Anderson karakteren ud fra en simpel nysgerrighed. Han havde læst Upton Sinclairs polemiske ’Oil!’ og siden studeret fotografier fra pionertidens oliefelter, hvor de vejrbidte ansigter greb ham inderligt. Her var mænd, der drog ud i intetheden for at realisere deres drømme. De hakkede og sled og levede ensomt i telte, indtil de måske – måske ikke – fik det sorte blod på fingrene. Det var en selvopofrende form for opportunisme med store vindere og tabere.

    For Anderson var spørgsmålet dog, hvad vinderne egentlig vandt. Hvad sker der, når drømmeren opnår sine drømme? Oliemænd som Plainview var arbejdere af natur, de levede med mudder på fingrene, spiste ved bål og sov i telte, men når deres oliefelter for alvor begyndte at producere, rykkede de ind i dekadente villaer med marmorgulve (oliemanden Edward Dohenys palæ udgør rammen om klimakset i ’There Will Be Blood’).

    ’There Will Be Blood’s sidste akt indeholdt oprindeligt en scene, hvor Plainview bor i et telt i sin villa, laver bål og går på toilettet i spande i et febrilsk forsøg på at emulere tiden før rigdommen. Så meget for den amerikanske drøm.

    Den amerikanske brydekamp

    Kapitalismens korrumpering af det menneskelige er smerteligt aktuelt i en tid, hvor yuppiernes helt tegner USA udadtil. Som hos Trump er konkurrence Gud hos Plainview, og sejrens sødme er ækvivalent med modstanderens ydmygelse. »I have a competition in me«, siger han. »I want no one else to succeed«.

    Hans opgør med den falske profet Eli er USA’s forvirrede brydekamp mellem det grådigt egoistiske og fundamentalt religiøse. Paul Thomas Anderson har fortalt, at han gik til filmen, som var det en boksekamp mellem en præst og en oliemand, og slagudvekslingerne er både højspændte og urkomiske. For eksempel i dåbsscenen, hvor Plainview parerer Elis ydmygelser med sarkasme, slås til tælling i få sekunder, inden han genfinder fatningen på ny. Det er mageløst spillet og instrueret.

    Eli Sunday er samtidig en fænomenal karakter, fordi han inkarnerer kernesynden i USA’s skyggeside: hykleriet. Han er en »vessel for the holy spirit«, proklamerer han højstemt, inden han år senere afsværger Gud foran Plainview i jagten på økonomisk støtte. Kapitalisten slog prædikanten. Men de tabte begge til sig selv.

    Når man kører igennem det sydlige USA’s trøstesløse ingenmandsland og faldefærdige flækker, er det et billede, man genkender.

    Diabolske Day-Lewis

    Boksekampen gik ikke stille for sig på settet.

    Kel O’Neill (’Domino’, ’Pulse’) var kørt i stilling som Eli Sunday, indtil han pludselig smækkede med døren. Paul Dano, der allerede var castet som Elis bror, Paul Sunday, fik dermed en dobbeltrolle blot fire dage før optagelserne, og Sunday-brødrene blev gjort til enæggede tvillinger.

    Rygterne vil vide, at O’Neill blev så intimideret af Day-Lewis’ metoder, at han flygtede i skræk, noget, både Day-Lewis og Anderson senere har afvist. Men når man hører Danos beskrivelse af ’There Will Be Blood’-settet, skulle det ikke undre, om det havde hold i virkeligheden. Fjendtligheden mellem Eli og Plainview forplantede sig i virkeligheden, hvor de to skuespillere, foranlediget af Day-Lewis’ tilgang, holdt afstand til hinanden, og da klimakset skulle i kassen, måtte Dano springe for sit liv, da hans medspiller begyndte at fyre bowlingkugler hans vej.

    »Bowling-scenen er en af de mest intense oplevelser, jeg har haft. Det er helt sløret for mig. Jeg husker kun varmen, sveddråberne, og at jeg så vidt muligt forsøgte at undvige de bowlingkugler, der blev kastet mod mig«, har Paul Dano sagt til Village Voice.

    there will be blood 5

    ‘There Will Be Blood’

    Kel O’Neill var ikke den eneste, der frygtede Day-Lewis før optagelserne. Dillon Freasier, drengen bag H.W., blev fundet på en skole nær Marfa i Texas, hvor filmen blev skudt, og den unge amatør vandt rollen foran adskillige trænede barneskuespillere. Da hans mor så Day-Lewis i Scorseses ’Gangs of New York’, blev hun så skræmt af hans bistre slagter, at hun nægtede at sende sin søn afsted til settet. Hun måtte tvangsindlægges til ’Uskyldens år’, før hun så, at der var mere end vold og vederstyggeligheder til Day-Lewis’ person.

    Gad vide, hvad hun tænkte, da hun så ’There Will Be Blood’?

    Resten af filmholdet var tilsvarende dedikeret. De spiste bøf og drak vodka hver onsdag i klipperummet, og forsvandt så langt ind i filmen, at der opstod et stort tomrum, da det hele var ovre. I hvert fald for Paul Thomas Anderson, for hvem ’There Will Be Blood’ siden er blevet lidt af en skygge. Hverken ’The Master’ eller ’Inherent Vice’ har løftet ham ud af den.

    »På mange måder vil jeg ønske, at jeg stadig lavede filmen. Der er mange af os, der har haft svært ved at give slip«, sagde Anderson til A.V. Club kort efter filmens premiere.

    ”What!?”

    Fra første frame mærker man, at ’There Will Be Blood’ er et hjertebarn for Paul Thomas Anderson, et kunstværk, der konstant finder næring i en særlig auteurs særlige vision. Nok er den – løst! – baseret på Sinclairs ’Oil!’, men i sidste ende er ’There Will Be Blood’ løsrevet for alle forlæg og filmiske tendenser. Den står som en excentrisk visions grandiose afkom.

    Tag de første 15 minutter, et næsten ordløst billeddigt fra det 19. århundredes døende fase, hvor Plainview brækker benet i jagten på det sorte guld og senere adopterer H.W. fra sin afdøde kollega. De første billeder er hjemsøgende. Golde bjerge toner frem til lyden af Jonny Greenwoods infernalske strygere, inden tonerne bliver blidere og en ubestemmelig ynde tilføres svævende indstillinger af borearbejdet, derude hvor mænd taler med deres hænder.

    Den første rigtige sætning ytres 15 minutter inde i filmen. Havde filmholdet holdt sig slavisk til manuskriptet, var der angiveligt gået en halv time.

    ’There Will Be Blood’ indgår på den ene side naturligt i Andersons oeuvre, på den anden side stikker den ud. Den borer videre i instruktørens favorittemaer som religion og dysfunktionelle familier – biologiske eller ej – og sætter ligesom flere af hans øvrige film faderfiguren under lup (’Hard Eight’, ’Boogie Nights’, ’Magnolia’, ’The Master’).

    Men ser man bort fra det finurlige Adam Sandler-sidespring ’Punch-Drunk Love’, markerede den også et brud med ensembleoverfloden fra ’Boogie Nights’ og ’Magnolia’. ’There Will Be Blood’ graver dybt i én mands psyke, uden afvigelser. Den matcher de nævnte genistreger i storhed, men vidner samtidig om en filmskaber, der er modnet uden at have mistet sin vildskab.

    Anderson nedtoner den stilistiske selvhævdelse og undgår de halsbrækkende kameratricks fra både ’Magnolia’ og ’Boogie Nights’. Hans kamera svæver stadig som salig Robert Altman i velmagtsdagene (’Nashville’, ’Short Cuts’, ’The Player’), men her stirrer det stædigt ind i karaktererne og finder sprækkerne i deres skjold. Den sparsomme klipning giver tid og rum til skuespillerne og alt det, der ikke siges.

    Da boreriggen eksploderer, er det et frygteligt chok, der bryder trancen, og Jonny Greenwoods slagtøj støjer først, efter det værste er overstået.

    Da Greenwood sendte musikken til Anderson, udbrød instruktøren: »What!?« Radiohead-guitaristens score er på alle måder ekstremt, sine steder som taget ud af en horrorfilm, andre gange voldsomt pumpende, når det ikke melankolsk besynger ødemarkens bedrøvede skæbner. Det varsler Plainviews undergang og indkapsler både det indre og ydre landskabs uendelige ensomhed. Grænsen mellem rædsel og elegi er flydende.

    Et fyrtårn i amerikansk filmhistorie

    ’There Will Be Blood’ er stor og mægtig i sit udtryk som den amerikanske selvforståelse, og det har fået visse kritikere til at stemple den som selvsmagende filmonani.

    Nok kaster den sig hovedkulds ind i temaer som kapitalisme og religion, ja, hele det værdimæssige morads, som det moderne USA er funderet i, men selv i de mest tragiske stunder krydrer filmen de larmende følelser med en ikke ubetydelig dosis humor. Som når Plainview bringer den nu ikoniske milkshake-metafor på banen:

    Nogle kalder det overspil, jeg vil kalde det et mesterligt iscenesat opgør mellem to forbandede skæbner, kilet ind i randzonen mellem bibelsk tragedie og absurd komik. Den koleriske frikirkepræst skriger, og oliemanden brøler. USA’s dæmoner i fuldt vigør. Den klassiske musik, der bryder stilheden, refererer sigende til Stanley Kubrick (’A Clockwork Orange’, ’The Shining’), en mester udi det tragisk-absurde overdrev.

    Som Kubricks største værker er ’There Will Be Blood’ samtidig en film, der kan bære det bombastiske udtryk. Den fortjener en plads i den amerikanske filmkanon ved siden af ’Citizen Kane’, ’The Deer Hunter’ og ’Taxi Driver’, fordi det er en film, der både fængsler som menneskelig tragedie og som kompleks hudfletning af den amerikanske folkesjæl.

    Og fordi det er en filmisk bedrift, der er løsrevet fra tidens tendenser. Den tårner sig op i filmhistorien, nu og om 100 år.

    I samarbejde med Cinemateket viser Soundvenue ‘There Will Be Blood’ i en flot 35mm-kopi den 3. maj – læs mere HER.

    Læs også: En suveræn dansk nummer 1 – Derfor er ’Dogville’ så god – og sådan blev den til

    • Årtusindets 25 bedste danske film

    • Årtusindets 50 bedste udenlandske film

  • Streaming uden afbrydelser

Stem på årtusindets bedste film

Giv din mening til kende

Peg på din favoritfilm fra perioden 2000-2017 – en dansk såvel som en udenlandsk – i felterne her til højre. Vi trækker lod om 1 x Samsung 40" 4K UHD Smart TV og 2 x Apple TV 4, doneret af vores temapartner Hiper, blandt alle deltagerne. Resultatet offentliggøres 24. april.