‘Jackie’-instruktør skal instruere Tom Hardy i den racebetonede ‘The True American’

‘Jackie’-instruktør skal instruere Tom Hardy i den racebetonede ‘The True American’

Instruktør Pablo Larraín har siden slut-00’erne slået sit navn fast som Chiles vel nok største instruktør. Hans Pinochet-trilogi med ‘Tony Manero’ (2008), ‘Post Mortem’ (2010) og ‘No’ (2012) vækkede den internationale filmscenes opmærksomhed, og sidste år beviste han med sin amerikanske debut ‘Jackie’, at hans talent ikke begrænser sig til hjemlandets trygge omgivelser.

Deadline kan nu fortælle, at instruktørens næste projekt ligeledes bliver i det engelsksprogede og med den stærkt ombejlede Tom Hardy i hovedrollen.

‘The True American’ er baseret på Anand Giridharadas’ bog af samme navn fra 2014 og fortæller en sand historie om den muslimske immigrant Rais Bhuyan, der dagene efter 11. september oplever et raceladet terrorangreb på egen krop. Mark Stroman (måske Tom Hardy?) skyder mod immigranter og ender med at dræbe to. Bhuyan overlever, men kæmper stik modsat forventningen for, at Stroman ikke bliver idømt dødsstraf.

Projektet var tidligere tilknyttet ‘The Hurt Locker’-instruktøren Kathryn Bigelow, der nu i stedet er annonceret som producent på filmen.

Læs mere: Interview: Tom Hardy vaper først og spørger bagefter

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af