Da British Film Institute og dets hoforgan, Sight & Sound, for nogle år siden offentliggjorde en opdateret udgave af dets tilbagevendende, vældig prestigiøse liste over verdens 250 bedste film (udvalgt af en perlerække af filmkritikere fra hele verden), var det slående, hvor få film fra det 21. århundrede, der var blevet plads til.
Nogle vil sikkert drage den drastiske konklusion, at filmen i dag ikke står lige så stærkt som i kunstformens yngre dage, og at det er så som så med fornyelsen, iderigdommen og lidenskaben i et filmlandskab, der er domineret af superheltefilm og franchises. Som om disse suger alt liv og næring ud af den del af branchen, der endnu er optaget af at fortælle relevante historier om det nære liv og de mest meningsfulde problemstillinger.
Andre vil mene, at det at udnævne en film til at være en klassiker har overmåde meget at gøre med afstand i tid. Det er altså tiden, der går, der bestemmer, hvornår og i hvor høj grad en film kan gøre sig fortjent til prædikatet klassiker. På den måde er det ikke så mærkeligt, at kritikere har en tendens til at overse det nye og friske.
Tre gange Iñárritu vil føre til protester
Man kan måske lidt forenklet sige, at disse to holdninger repræsenterer henholdsvis en pessimisme og en optimisme på filmkunstens vegne.
Personligt kan jeg godt dele pessimisternes bekymring over, at de store filmselskaber i dag næsten eksklusivt producerer blockbusterfilm baseret på allerede eksisterende materiale. Det er en forstemmende udvanding af filmkunstens mangeartede udtryksformer og mulighed for at sætte det mangfoldige, moderne liv i perspektiv.
Men omvendt: Nye produktionsformer skyder frem, og de store konglomeraters ensidige fokus giver plads til en demokratisering længere nede i fødekæden. Mindre produktionsselskaber laver den slags mid-budget movies, som de store selskaber tidligere tog sig af. Nye distributionskanaler og nemmere adgang til indhold er kommet til. Man kan spørge sig selv, om film som ’Mommy’ eller ’Fish Tank’ (der begge er at finde på vores top 50) havde nået så vidt ud for 15-20 år siden?
Kaster man et blik på de 50 udvalgte titler fra det 21. århundrede, der er resultatet af en stor Soundvenue-afstemning blandt over 100 danske filmfolk, er det alt i alt svært at bevare en alt for grundfæstet pessimisme. For er der da ikke tale om en glimrende udstilling af stor filmkunst?
Meget få filmentusiaster vil formentlig brokke sig over inklusionen af fire Michael Haneke-film. ’Pianisten’, ’Skjult’, ’Amour’ og ’Det hvide bånd’ udgør en potent kvartet af film fra den knarvorne østrigske auteur, som der dårligt kan ses bort fra (de er tilmed alle placeret i listens bedre halvdel). Lidt mere overraskende er det måske, at franske Jaques Audiard er repræsenteret med både ’Profeten’ og ’Smagen af rust og ben’, mens andre markante franske instruktørnavne som Olivier Assayas, Claire Denis (mere om hende senere) og Leos Carax (hvor er ’Holy Motors’?) er forbigået.
Der vil nok knytte sig lidt flere protester over inkluderingen af hele tre Alejandro G. Iñárritu-titler. Det er for eksempel ikke lykkedes mig at finde ’Babel’, Iñárritus flette-fabel om menneskelig miskommunikation (med en i øvrigt middelmådig Metacritic-værdi på 69) på en eneste international liste.
Syntes man (som undertegnede), at Akademiet begik en blodig uretfærdighed ved at bortdømme ’Boyhood’ til fordel for ’Birdman’ ved Oscaruddelingen for to sæsoner siden, er det værd at notere sig, at filmfolket mener, at det altså er et problem, der er til at overse. ’Birdman’ har nemlig sneget sig helt op som nummer 17 (’Boyhood’ troner dog over den som nummer 3).
Instruktører, der er repræsenteret med mere en én film:
Michael Haneke: ’Pianisten’, ‘Amour, Skjult’, ‘Det hvide bånd’
Alejandro G. Iñárritu: ‘Babel’, ‘Amores Perros’, ‘Birdman’
Jaques Audiard: ‘Smagen af rust og ben’, ‘Profeten’
Paul Thomas Anderson: ‘Punch-Drunk Love’, ‘There Will Be Blood’
Det er til gengæld slående, at Iñárritus omtrent lige så berømte landsmand, Alfonso Cuarón, slet ikke optræder på listen. Der er hverken blevet plads til ’Og din mor… ’ eller ’Children of Men’.
Ingen kærlighed til komedier
Hvor vidt fravalget af ’Children of Men’ – nummer 13 på BBC’s lignende liste (valgt af et kritikerpanel) fra sidste år – afslører en manglende dansk forkærlighed for sci-fi-genren, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men der er for eksempel heller ikke blevet plads til ’Mad Max: Fury Road’ (nummer 19 hos BBC).
Måske er vi ikke helt solgt til postapokalyptisk action herhjemme? Brexit eller Trump burde nok have gydet vandene, men måske der skal et nukleart stand-off med Nordkorea eller en sejr til Le Pen til for at vække os fra køkkenrealismens slummer? Nuvel, dansk omfavnelse eller ej, ’Children of Men’ fremstår som 00’ernes måske mest fremsynede dystopi.
Til gengæld er den smallere kunstfilm-udgave af sci-fi repræsenteret ved ’Under the Skin’. Måske det er en fordel ikke at sælge mange biografbilletter og ikke at have dyre budgetter, når man arbejder med det overnaturlige? Omvendt: Hvis snobberi-faktoren virkelig havde spillet en stor rolle, var der næppe blevet plads til den første ’Ringenes herre’-film, der er udvalgets klart mest publikumsvenlige inklusion (med ’The Dark Knight’ på en andenplads).
Sci-fi-genren er dog rigt repræsenteret sammenlignet med komedien, der scorer et stort rundt nul. Bevares, der er mange ganske sjove film inkluderet på listen, ligesom der er en del titler, der flirter med komedieelementer, men der er ingen rendyrkede komedier at finde.
Vi må konkludere, at selv hærdede filmkendere, heller ikke i år 2017, medtænker komedier, når de bedes pege på deres favoritfilm. Komediegenren fremstår formentlig ikke ’vægtig’ nok. Den er god nok til adspredelse, men når det gælder livets store spørgsmål, så kommer komedien til kort. Ægte filmklassikere er åbenbart ikke gjort af komediestof. Men ærlig talt: Havde det ikke været forfriskende med et par ’rene’ komedietitler? Hvad med for eksempel ’Frances Ha’, ’Knocked Up, ’Mean Girls’, ’Bridesmaids’, ’Shaun of the Dead’ eller, for pokker da, ’Borat’?
Fravalget af komedier er ikke overraskende. Da BBC offentliggjorde den førnævnte top 100 over de bedste film i det nye årtusinde sidste år, var der ikke en eneste komedie iblandt. De danske filmkendere fortjener derfor ikke mere end en blid opsang!
Dominerer USA?
Fire ud af fem film på Soundvenues top 5 er amerikanske, men ellers er dominansen langt fra så entydig, som man kunne have forventet/frygtet.
Det er faktisk under halvdelen af de udvalgte film, der er engelsksprogede, så på den måde er film i høj grad stadig at betragte som en global kunstart – og i hvert fald i langt højere grad end for eksempel populærmusikken, hvor den engelsksprogede bias fortsat er langt mere udtalt. Diversiteten er så udpræget, at kategorien ’andre sprog’ (film på sprog, der kun er repræsenteret én gang på listen) scorer næsthøjest: 9
Top 50-filmene opdelt efter sprog:
Engelsk: 21film
Andre sprog*: 9
Fransk: 8
Flersprogede**: 3
Tysk: 3
Spansk: 3
Svensk: 3* For en god ordens skyld: norsk, ungarsk, polsk, japansk, koreansk, persisk, græsk, italiensk og rumænsk
** Der er tale om ’Babel’, ’In the Mood for Love’ og ’Sauls søn’.
Hvem er blevet snydt?
I forhold til den forventede amerikanske dominans er det faktisk værd at bemærke, at mange af tidens bedste amerikanske filmskabere ikke er fundet værdige til listen:
Markante amerikanske instruktører, der ikke er repræsenteret på listen (og oplagte titler, der derfor missede cuttet):
Wes Anderson: ‘The Royal Tenenbaums’, ‘Moonrise Kingdom’, ‘The Grand Budapest Hotel’
Todd Haynes: ‘Far From Heaven’, ‘Carol’
Kathryn Bigelow: ‘The Hurt Locker’, ‘Zero Dark Thirty’
Kenneth Lonergan: ‘You Can Count on Me’, ‘Margaret’, ‘Manchester by the Sea’
Quentin Tarantino: ‘Inglourious Basterds’, ‘Django Unchained’
Martin Scorsese: ‘The Departed’, ‘The Wolf of Wall Street’
Andre amerikanske sværvægtere som Richard Linklater og David Fincher er kun repræsenteret med én titel hver (henholdsvis ’Boyhood’ og ’Zodiac’). Det er lettere overraskende, at både ’Before Sunset’ (eller ’Before Midnight’) og ’The Social Network’ er blevet vejet og fundet for lette. Ang Lee er kun repræsenteret med ’Brokeback Mountain’. Hvor er mon ’Tiger på spring, drage i skjul’? Og Coen-brødrene er kun inkluderet i det fornemme selskab for Oscarvinderen ’No Country for Old Men’ (hvad med nummer 11 på BBC’s tilsvarende liste, ’Inside Llewyn Davis’, eller ’A Serious Man’?).
Er kvinderne med?
Det er værd at hæfte sig lidt ved navnet Kathryn Bigelow. Hendes ’The Hurt Locker’ og ’Zero Dark Thirty’ er ofte at finde på internationale pendanter til vores liste. Det giver anledning til et oplagt spørgsmål: Hvor er kvinderne?
Kvindelige instruktører på listen:
Sofie Coppola: ‘Lost in Translation’
Maren Ade: ‘Min far Toni Erdmann’
Lynne Ramsey: ‘Hvad med Kevin?’
Andre Arnold: ‘Fish Tank’
Hvem mangler fra dette selskab? Ja, Bigelow, åbenlyst. Men hvad med franske Claire Denis? Hendes film som ’35 Shots of Rum’ og ’White Material’ er gerne i spil til lister a la denne. Men Denis nyder åbenbart ikke samme anseelse i danske filmfolks bevidsthed. Måske Cinemateket skulle lave en opdateret retrospektiv kavalkade af Denis’ filmografi, som de gjorde i 2009?
Andre kvindelige kandidater kunne have været Marjane Satrapi (’Persepolis’), Debra Granik (’Winter’s Bone’), Lucrecia Martel, Agnes Jaoui, Sarah Polley (’Stories We Tell’) eller Kelly Reichardt (for en hel række af seværdige film).
De kontroversielle valg (og fravalg)
Det er også en overraskelse for mig, at der er blevet plads til Stephen Daldrys ’The Hours’, der er en ganske vellykket (og, ikke mindst, velspillet) filmatisering, men også en kende parfumeret og artig i forhold til de film, der omgiver den i dette selskab. Daldry er vel mestendels kendt for at levere smagfuld Oscar bait.
I en helt, helt anden boldgade finder vi Gaspar Noés franske ’Irreversible’, der med en Metacritic-værdi på bare 51 er listens mest kritikernedsablede indslag. Det kan nok ikke være anderledes med en film, der indeholder et godt bud på filmhistoriens mest ubehagelige voldtægtsscene og, i øvrigt, er blevet betegnet som en af filmhistoriens mest homofobiske film.
Det er under alle omstændigheder lettere opsigtsvækkende, at film som ’Hvad med Kevin? ’ og ’Irreversible’ – der begge spiller på chokfaktoren – er valgt på bekostning af mere etablerede arthouse-favoritter som Pedro Almodóvars ’Tal til hende’, Fernando Meirelles ’City of God’ og Abbas Kiarostamis ’Certified Copy’ (hvis danske titel, ’Mødet i Toscana’, måske har virket som en automatisk turn-off på feinschmeckersegmentet herhjemme!? Der er i hvert fald tale om falsk varebetegnelse).
Og, undskyld mig, men hvor pokker er Dardenne-brødrene forsvundet hen? Hvor er Mike Leigh? Der er heller ikke en eneste russisk film på listen (der er ellers adskillige fremragende kandidater at tage af: ’The Return’, ’Leviathan’, ’Russian Ark’ etc.).
Det er også slående, at thailandske Apichatpong Weerasethakul, hvis ’Tropical Malady’ og Guldpalmevinderen ’Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives’ begge er inkluderet på både Sight & Sounds og BBC’s lister, ikke finder plads på vores liste. I det hele taget står asiatisk film sløvt og er kun repræsenteret af en beskeden trio:
Asiatiske film:
Wong Kar-Wai: ‘In The Mood for Love’
Park Chan-wook: ‘Oldboy’
Hayao Miyazaki: ‘Chihiro og heksene’
Foruden Weerasethakul kunne man måske have forventet, at film som Edward Yangs ’Yi Yi’ (der er helt oppe som nummer 8 på BBC’s liste), og ’Forår, sommer, efterår, vinter og forår… ’ (Kim Ki-duk) kunne have gjort sig gældende.
Føler Asien sig underrepræsenteret, kan det afrikanske kontinent passende spørge: Hvad med os? Nu myldrer det ikke just med afrikanske film på biografrepertoiret herhjemme, men maliske Abderrahmane Sissakos Oscar-nominerede ’Timbuktu’ (nummer 36 hos BBC) havde bestemt ikke trukket ned kvalitetsmæssigt.
Ikke helt uventet er der blevet plads til en lille håndfuld skandinaviske film (tre svenske og en norsk). Der er tale om ret oplagte kandidater, som det ville have været en møjsommelig opgave at bytte ud med fire lige så indlysende alternativer:
Skandinaviske film:
Roy Andersson: ‘Sange fra anden sal’
Tomas Alfredson: ‘Lad den rette komme ind’
Ruben Östlund: ‘Force Majeure’
Joachim Trier: ‘Oslo, 31. august’
Det kunne selvfølgelig have været interessant at se, hvad en åbning for danske titler kunne have gjort ved listens udseende. I den forbindelse kan det være værd at nævne, at Lars von Trier som regel optræder med ’Melancholia’ (men også ’Dogville’) på internationale lister, mens Joshua Oppenheimers danskproducerede ’The Act of Killing’ (nummer 14 hos BBC) også set med internationale briller tilhører nyklassiker-segmentet.
Apropos Oppenheimer og dokumentarfilm: Der er kun blevet plads til Werner Herzogs ’Grizzly Man’ på vores top 50, så den megen tale om dokumentargenrens gennemslagskraft i de senere år har altså endnu ikke medført en større omvæltning i den måde filmkendere og -udøvere vurderer film på.
Måske ’I Am Not Your Negro’ vil være med, næste gang vi laver en liste? ’The Act of Killing’ havde som allerede antydet formentlig været med, hvis den ikke havde været forhåndsudelukket.
Ligesom de skandinaviske titler synes nemme at pege ud, kan man sige det samme om de tre animationstitler, der er blevet foretrukket. Det vil næppe overraske mange, at ’Wall-E’ og ’Chihiro og heksene’ er fundet værdige, mens ’Inside Out’ er blevet foretrukket frem for andre værdige Pixar-titler, såsom ’Up’ og ’Ratatouille’. De to førstnævnte er også at finde på BFI/Sight & Sounds all-time-liste.
Blockbusters ude i kulden
Kigger man på tværs af de internationale lister, der deler udvælgelseskriterier med vores, så er der to film, der skiller sig ud. Man (det vil sige det globale publikum af filmkendere) er tilsyneladende enige om, at ’Mulholland Drive’ og ’In the Mood for Love’ er vaskeægte klassikere, der også vil stå stærkt om rigtigt mange år.
’There Will Be Blood’, vores nummer 1, befinder sig i laget lige under sammen med blandt andet ’The Tree of Life’, ’Chihiro og heksene’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’.
Hvad siger man internationalt?
Nummer 1:
BFI/Sight & Sound:* ‘Mulholland Drive’
BBC: ‘Mulholland Drive’
Film4: ‘Mulholland Drive’
Cinemaholic: ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’
IMDb: ‘There will be Blood’
Metacritic: ‘Boyhood’Nummer 2:
BFI/Sight & Sound:* ‘In the Mood for Love’
BBC: ‘In the Mood for Love’
Film4: ‘Yi Yi’
Cinemaholic: ‘In the Mood for Love’
IMDb: ‘Nader og Simin – en seperation’
Metacritic: ‘Moonlight’*BFI’s liste er en all-time-liste, og der er derfor medtaget de højest placerede film fra perioden 2000 og frem
Generelt må man sige, at der er ganske betragtelig kontinuitet på tværs af de forskellige internationale lister, som man kan dykke ned i. I en internet-tidsalder er det ikke så mærkeligt, at den globale filmsmag er forholdsvis homogeniseret. Når man danner sig sin egen mening, skæver man til, hvad andre synes. Vi lader os ikke direkte diktere af andres smag, men indirekte foregår der en umærkelig, men gennemtrængende påvirkning. Vi er meget bevidste om, hvilke film vi bør se og bør kunne lide.
Det er interessant, at de store blockbusterfilm glimrer ved deres næsten totale fravær. På den måde er der endnu (og trods filmbranchens eget forsøg på at tvinge en ensretning igennem) stadig tale om, at ’størst’ og ’bedst’ er to forskellige ting. Havde listen været sammensat af det menige filmpublikum, havde der helt sikkert befundet sig flere ’populistiske’ film på menuen.
Måske det i virkeligheden ikke er så sært, at mennesker, der som vores jury beskæftiger sig professionelt med film, ser en større dyd i den type film, som de skal grave lidt for at finde frem til, frem for dem de får serveret, som var de kvæg ved et fodertrug.
Måske er der både knyttet en bunke realisme og idealisme til valget af favoritfilm. En realisme i forhold til, hvilke film man kunne forestille sig, at man selv kunne lave eller medvirke i, og en idealisme i forhold til, hvad der kendetegner den gode film. De to ting smelter helt naturligt sammen.
En liste som denne, der i sagens natur kunne have været sammensat på et utal af måder, åbner op for hundredvis af små og lidt større spørgsmål. Til de små hører for eksempel dette: Havde man for 10 eller 15 år siden bedt en europæisk filmkender om at udpege kontinentets største filmskaber, havde kampen nok stået mellem Almodóvar, Dardenne-brødrene eller vores egen von Trier. Den liste vi står med i dag, viser tydeligt, at Michael Haneke aktuelt er den ukronede konge af europæisk film.
Almodóvar? Er hans street cred røget i bund oven på en serie halvsløje film (foruden hans medvirken i Panama Papers-miseren)? Eller synes spanierens patenterede kulørte farvepalet, stærke kvinder, transkønnede og melodramatiske fagter mindre originale, mindre vovede, i en tidsalder, hvor identitetspolitik er blevet en selvfølge? Uanset hvad: Det er overraskende, at ’Tal til hende’ (og, i mindre grad, ’Volver’) ikke er fundet værdige.
Men det er i virkeligheden noget af det forfriskende ved lister som denne: At de, uanset den specifikke sammensætning, ansporer til diskussion og debat – og at man måske bliver gjort opmærksom på, at der er vægtige film i omløb, man mangler at få set. Alene ud fra den vurdering, er listen en ubetinget succes, der i tilgift minder én om, at filmen fortfarende er en særdeles levende kunstform.
Skal man kaste lidt malurt i bægeret og spille djævelens advokat, kan man dog stille følgende million dollar question: Siger en fornem liste mere om fornemmelsen for stærk kvalitet hos den kyndigste del af filmpublikum end om den overordnede filmbranches evne til og interesse i at levere en vare, der matcher nævnte præferencer? Eller sat (mere drilsk) på spidsen: Hvad er 50 glimrende film i en verden af 5000 halvbagte ligegyldigheder?
Læs også: Se alle de individuelle toplister
Læs også: Lars von Trier om årtusindets bedste film – »jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«