Louis C.K. i storform hos ‘SNL’: Se hans åbningsmonolog om høns, giraffer og racisme

I nat var Louis C.K. vært for ‘Saturday Night Live’, hvor han har slået sine folder som komiker med en lang række mindeværdige (og sjældent stuerene) sketches. C.K. var sidst vært i 2015, hvor hans åbningsmonolog var tæt på at overskride det folkelige sketchshows grænser, men selvom den mesterlige komiker i nat skruede en lille smule ned for blusset, var han stadig i provokerende hopla.

Selvom C.K. tog udgangspunkt i en række observationer af dyr – høns er paranoide, giraffer har det vildt over deres lange halse, og elge ser kronisk overraskede ud – fik han nemlig flettet et par stikpiller om hverdagsracisme og dyresex ind i sine jokes.

Til slut bevægede han sig ind på mere harmløst – men stadig særdeles underholdende – territorium ved at udpensle, hvor usle navnløse moteller kan være, og hvor besværlig en hotelgæst han er.

Læs også: Louis C.K. har et godt argument for, hvorfor der bør laves mere porno