Når man går på opdagelse i listerne fra de mere end 100 danske filmfolk, der har afgivet deres stemmer i vores store rundspørge om de bedste film siden årtusindskiftet, vil man måske opdage, at man kender mange af titlerne i forvejen.
Men prøv så at klikke ind på Mads Mikkelsens liste (som også kan ses herunder). Mikkelsen er programredaktør på CPH:DOX-festivalen og er dermed ikke blot en glødende cineast, han lever også af at se en hulens masse film, i arbejdstiden gud bedre det.
Og hans valg af 20 udenlandske og 10 danske film stikker i den grad ud fra mængden. Man skal således ikke skamme sig, hvis man ikke kender hovedparten af de udvalgte film. Eller måske skal man netop?
Mads Mikkelsen, hvad har været dine personlige kriterier i din udvælgelse?
»Det er film, der har gjort indtryk på mig. Men ens yndlingsfilm om mandagen kan let være nogle andre om tirsdagen. Der er noget fundamentalt absurd over den slags lister, som jeg faktisk godt kan lide.
I alle tilfælde er den type afstemninger en anledning til at diskutere ikke kun hvilke film, der står ud, men også hvorfor. Og så handler det pludselig ikke kun om de enkelte film, men om hvilke idealer, man gerne vil støtte og forsvare. Dybest set vil jeg til enhver tid gerne forsvare, hvad man kunne kalde et horisontalt filmsyn – altså at film er et medium med et uendeligt potentiale på tværs af genrer og formater, hvilket på en måde går stik imod tanken om lister, hierarkier og kanons og dermed imod at finde de 10 eller 20 ’bedste’ film.
Smag kan hurtigt blive en form for selvcensur, der forhindrer én i at opdage nye ting, og måske er personlig smag i virkeligheden noget, man skal forsøge at skille sig af med. Jeg er ikke særligt vild med tanken om, at et udvalg af ens yndlingsfilm helst skal være en slags selvportræt. På den anden side er det spændende at se, hvad der kommer ud af den slags afstemninger, fordi de jo også tegner et øjebliksbillede af en filmkultur – i dette tilfælde den danske. Og det var sjovt at bidrage med en liste«.
Hvor ser du alle disse film, som jo for de flestes vedkommende ikke har været i ordinær dansk biografdistribution?
»Så vidt jeg ved, er der ingen af filmene på min liste, som ikke har været vist i København inden for de sidste fem år. Det skulle da lige være Serge Bozons ’Mods’, men den skal jeg nok sørge for snart bliver vist.
Men altså, det handler bare om at være der, når det sker. For mig at se er en filmvisning en begivenhed i sig selv, lidt på samme måde som for eksempel en koncert er det. På den ene side er det jo fantastisk, hvor let det er blevet at komme til at se de film, man hører og læser om, men på den anden side er der en risiko for, at det særlige ved filmvisningen som en begivenhed går tabt, hvis man bare tænker: ’Nå ja, den kan jeg bare se derhjemme engang’.
For det kan man ikke altid – og slet ikke med den slags film, som jeg har tilladt mig at fremhæve her«.
Hvor mange film ser du på et år?
»Omkring tusind. Men det ville være ideelt bare at se én film hver dag. Det burde alle gøre. Eller to: en om morgenen og en om aftenen«.
Særligt din udenlandske liste bærer præg af titler, som den almene filmseer næppe vil kende. Er det ikke lidt snobbet?
»Nej. Sådan en liste er jo netop en anledning til at opdage noget nyt. Hvis man endelig skulle tale om snobberi, så er hele kanontanken med at udråbe mestre og mesterværker jo indbegrebet af hovski-snovski. Det kan hurtigt blive sådan lidt museumsagtigt at hylde de samme film igen-igen.
Desuden bliver videokunst, dokumentarfilm, børnefilm, kortfilm, eksperimentalfilm og til en vis grad også genrefilm altid overset. Det er med til at begrænse ens horisont i stedet for at udvide den. Hvis jeg selv falder over en eller andens top 10, og der er ni film, jeg elsker, og én, jeg aldrig har hørt om, så vil jeg selvfølgelig se den, jeg aldrig har hørt om.
Men det er også vigtigt for mig, at man altså ikke behøver at have set alt eller være en form for ’ekspert’ for at sætte pris på de særlige film. Det handler kun om nysgerrighed. Alle film er for alle«.
Men du spiser ikke mange popcorn, når du ser film, gør du?
»Det er ikke nogen forbrydelse at spise, mens man ser en film«.
’Don’t Touch the Axe’ er nummer 1 på din udenlandske liste. Hvorfor?
»’Don’t Touch the Axe’ er en kærlighedshistorie. Den er en af de sidste film af den franske instruktør Jacques Rivette, som er den filmskaber, der nok har gjort det største indtryk på mig.
Han er en af de få kunstnere, der virkelig fortjener at blive kaldt et geni. Men det er nu ikke derfor, at den er med her. Det ville selvfølgelig være oplagt at forvente, at ens nummer 1 skulle være en film, der rummer ’alt’, som for eksempel ’Citizen Kane’. Eller ’The Tree of Life’ eller ’Interstellar’ for den sags skyld… Og det gør den ikke.
Jeg har kun set den én gang, og det er blandt andet en film, som understreger, at alle film har to liv: Ét når man faktisk ser dem, og ét når filmen finder sin egen form i ens erindring. Det kan være to helt forskellige ting, og jeg synes faktisk, at filmen, som man husker den, ofte er bedre end den faktiske film.
Et andet eksempel er Jim Jarmusch’ ’Only Lovers Left Alive’, som jeg synes var fin, mens jeg så den, men som siden er vokset til at være en enestående film for mig. Og sjovt nok har jeg snakket med flere, som har det på samme måde med den.
Desuden er jeg optaget af tanken om, hvordan erfaringen fra en filmskabers tidligere værker er indlejret i de film, der følger, og på det punkt er Jacques Rivette virkelig interessant. Og i samme omgang, hvordan erfaringen fra de film, man har selv har set, er med til at forme oplevelsen af hver ny film, man ser. Det er alt sammen meget romantisk«.
’Direktøren for det hele’ er nummer 1 på din danske liste. Det er ellers en af de få Trier-film, der ikke har mange tilhængere. Hvorfor foretrækker du den frem for hans andre nyere film?
»Der bliver lavet alt for få satirer. ’Direktøren for det hele’ er en film, der punkterede den opblæste og i sidste ende katastrofale kultur, der dominerede op til (og siden skabte) finanskrisen. Det er en af de få Lars von Trier-film, der ikke vil være et mesterværk. Og det klæder den.
Den saboterer jo nærmest sig selv med de der computergenererede kameravinkler. Jeg vil hellere have en film, der satser alt og ramler på det, end en film, der intet risikerer, fordi den gerne vil være et tidløst mesterværk. Jeg kan ikke lide mesterværker. Den danske filmkritik burde interessere sig mere for de indre modsætninger og selvmodsigelser i film, for den slags kan føre én nogle nye steder hen. Det en ikonoklastisk præmis, men jeg tror for eksempel, at det er derfor, at Paul Verhoevens ’Elle’ slet ikke er blevet værdsat som fortjent i Danmark«.
Er den samlede udenlandske liste simpelthen for sikker og mainstream til din smag?
»Jeg synes ikke, at min egen smag er så vigtig. En film er en film, uanset om den er mainstream eller avantgarde. Det handler om, hvad man selv bringer med sig, når man ser den. Men jeg var ærligt talt lidt overrasket over, at der ikke var en eneste film, jeg (og sikkert mange andre) ikke kendte og havde set i forvejen, når I nu har spurgt over hundrede mennesker om deres top 20«.
Hvad tænker du, når du ser ’There Will Be Blood’ som nr. 1?
»Jeg synes også, at ’There Will Be Blood’ er en fremragende film. Så det er da fint at se, at der er en kritisk konsensus omkring den. Men altså, det var heller ikke ligefrem nogen overraskelse. Jeg var til gengæld overrasket over, at en film som ’Holy Motors’ slet ikke var med, også selvom den heller ikke var på min egen liste«.
Fylder trangen til underholdning for meget i filmverden?
»Nej, det er film, der fylder for meget i underholdningsverdenen«.
Men har du ikke også selv behov for nogle gange bare at læne dig tilbage i Imperial og se en flok superhelte kollidere med nogle bygninger?
»Jo, jeg ser også mange rabalderfilm. Man sidder godt i Imperial. Nogle gange er det lidt som at være til et rave party, hvor alle sidder ned«.
Hvis folk skal fange den slags film, du fremhæver på din liste, hvor skal de så gå hen?
»Der er mange muligheder: For det første er der jo Cinemateket på en god måned, men ellers er der Husets Biograf og de små filmklubber og selvfølgelig de forskellige filmfestivaler. Kunsthal Charlottenborg har lige indrettet en permanent biograf til film af kunstnere.
Mange idealistiske, små selskaber udgiver spændende film i små oplag på dvd, på samme måde som pladeselskaber i undergrunden udgiver LP’er. Og så er der streaming-sites som Mubi, der giver independent-film en chance for at møde et nyt publikum – og omvendt.
Men dybest set synes jeg bare, at man skal tage nogle chancer, når man går i biografen. Soundvenues afstemning handlede om at udvælge årtusindets bedste film, men der er altså stadig 983 år tilbage af årtusindet«.
Mads Mikkelsens udenlandske liste:
1: Don’t Touch the Axe (Jacques Rivette, 2007)
2: Colossal Youth (Pedro Costa, 2007)
3: Melancholia (Lav Diaz, 2008)
4: The Creators of the Shopping Worlds (Harun Farocki, 2001)
5: Road to Nowhere (Monte Hellman, 2010)
6: Notre musique (Jean-Luc Godard, 2004)
7: Ten (Abbas Kiarostami, 2002)
8: O fantasma (João Pedro Rodrigues, 2000)
9: Syndromes and a Century (Apichatpong Weerasethakul, 2006)
10: Marseille (Angela Schanelec, 2004)
11: Leviathan (Lucien Castaing-Taylor & Verena Paravel, 2012)
12: The Intruder (Claire Denis, 2006)
13: Mods (Serge Bozon, 2002)
14: La liberdad (Lisandro Alonso, 2001)
15: Ten Skies (James Benning, 2004)
16: Journey to the West (Tsai Ming-Liang, 2014)
17: Inland Empire (David Lynch, 2006)
18: Kuichi-san (Maiko Endo, 2011)
19: La commune (Peter Watkins, 2000)
20: As I was Moving Ahead I Occasionally Saw Brief Glimpses of Beauty (Jonas Mekas, 2000)
Mads Mikkelsens danske liste:
1: Direktøren for det hele (Lars von Trier, 2006)
2: Ønskebørn (Birgitte Stærmose, 2009)
3: De fem benspænd (Lars von Trier & Jørgen Leth, 2003)
4: Det røde kapel (Mads Brügger, 2009)
5: The Good Life (Eva Mulvad, 2010)
6: Silkevejen (Jytte Rex, 2004)
7: Sorg og glæde (Nils Malmros, 2013)
8: I Touched Her Legs (Eva Marie Rødbro, 2010)
9: Valhalla Rising (Nicolas Winding Refn, 2009)
10: Båndet mareridt (Iselin Toubro, 2012)
Læs også: Christina Rosendahl gør status på dansk film siden årtusindskiftet: »Jeg gad godt se en dansk ’Borte med blæsten’«