‘The Leftovers’ sæson 3: Dommedag nu i sidste omgang af kompromisløst serieværk

‘The Leftovers’ sæson 3: Dommedag nu i sidste omgang af kompromisløst serieværk
4 6
TV-serie
Hovedforfatter

Damon Lindelof og Tom Perrotta

Medvirkende

Justin Theroux, Carrie Coon, Amy Brenneman, Kevin Carroll, Christopher Eccleston, Scott Glenn, Margaret Qualley, Liv Tyler, Chris Zylka, Jovan Adepo, Jasmin Savoy Brown

Spilletid

8 afsnit af 60 min.

Premiere

Den 17. april på HBO Nordic

’The Leftovers’ er en af vor tids mest kompromisløse serieværker.

Hvis det ikke allerede stod klart, så gør det få minutter inde i tredje sæson, der ligesom den forrige åbner med en prolog, løsrevet fra tid og sted. I douchede farver tilsat munter musik venter nogle ukendte Amish-lignende mennesker håbefuldt på dommedag. Hvor? Hvornår? Hvem? Og hvorfor?

For dét skal serien hyldes. Ikke som underholdning fyldt med klare svar eller en alternativ selvhjælpsmanual til, hvordan livet skal leves efter en ufattelig tragedie. Men som et uforligneligt portræt af menneskelig insisteren på at finde indhold og retning i en meningsløs verden.

Spørgsmålet er dog, hvad det hele handler om. Sådan konkret.

I fortællingens hovedplot befinder vi os tre år efter, at de hvidklædte Guilty Remnant indtog byen Miracle. Oprøret var anført af Evi og Meg (Jasmin Savoy Brown og Liv Tyler), der sammen med de andre storrygere forsvinder umiddelbart efter ”kuppet” (tak!).

Kevin (Justin Theroux) og Nora (Carrie Coon) er stadig i et forhold, der umiddelbart emmer af hengivenhed og romantiske skumbade. Men noget ulmer under overfladen. For Kevin leger med plasticposer i soveværelset, og Nora har armen i gips. Vi må og kan ikke glemme! Vel?

Kevin har svært ved at fortrænge, at han i anden sæson blev slået ihjel – og genopstod – to gange. Og Noras familietragedie er et traume, der nægter at give slip. Det er nu syv år siden. Minus 13 dage.

Kevin, Nora og Miracle er også plaget af en nært forestående dommedag. Frygten bunder i den teori, at jorden vil gå under præcis syv år efter The Rapture, altså om de førnævnte 13 dage. Det står skrevet i ’The Book of Kevin’, der er forfattet i samarbejde mellem den nu skingrende vanvittige og næseblødende prædikant Matt Jamison (Christopher Eccleston) og hans lærling Michael (Jovan Adepo).

»Du ser godt ud med det skæg«, siger Matt til Kevin med reference til, at han ligner Jesus. For i ’The Book of Kevin’ fremgår det nemlig også, at Kevin er en ny Jesus, der potentielt kan frelse verden.

Er du med?

Der er også en parallelverden, hvor Kevin ikke har Jesus-skæg, og hvor man skal scanne sin penis for at få adgang til atomvåben. Hvorfor? Fordi alle i dag kan få lavet en ansigtstransplantation, selvfølgelig. Og der er også en maskine, der kan teleportere de efterladte til det sted, hvor The Departed er.

Er du stadig med?

Tredje sæson er ligesom de to foregående sæsoner langt fra fejlfri. Den tangerer ofte det fjollede (jævnfør ovenstående penisscanning) og er decideret provo i sin lidt for hyppige brug af lalleglad populærmusik, der skal modsvare seriens dystre grundtone. Hvilket er dobbeltdumt, når Max Richters originale soundtrack hører til blandt tv-historiens mest storslåede. Et eksempel på, hvornår ’The Leftovers’ er bedst, er nemlig, når Richters musik får fuld skrue i et nyt strygerarrangement i den alvorlige slutning på første afsnit. Det er et vaskeægte ’Leftovers’-moment: Højstemt, overraskende og virkelig trist på samme tid.

Et større problem er dog, at tredje sæson på en gang både er for lang og for kort. For lang i enkelte afsnit, for kort i sin helhed.

Den tidligere succesformel – at dedikere hele afsnit til finurlige sideplots og -karakterer (tænk særligt på første sæsons ’Two Boats and a Helicopter’) – bliver anstrengt og unødvendig, også fordi slutningen af anden sæson faktisk var lykkedes med at samle sine fragmenter i et geografisk og fortællermæssigt Miracle.

Særlig skingert er femte afsnit, ’It’s a Matt, Matt, Matt, Matt World’, hvor Matt går amok på en færge, roder sig ind i en sexkult og kommer op at slås med en mand, der udgiver sig for at være Gud.

Afstikkerne medfører denne gang, at fokus og tid fordufter fra hovedfortællingen: At Kevins opvågnen som en ny Messias muligvis ikke – i seriens univers – er helt hokuspokus. Og når man så samtidig vælger at sprede historien ud over flere tider og kontinenter…

Midt i al sin transcendens af tid og rum lykkes det dog heldigvis Damon Lindelof at skabe regulær spændingsfremdrift, særligt hen mod slutningen af seriens ultimative dommedagsklimaks.

Oven i det kommer den også med en præcis diagnose af og en opsang til vores tid, der sandt for dyden også flirter med dommedagsudløsere som masseødelæggelsesvåben, syge demagoger og klimakaos.

I næstsidste afsnit og med fingeren på en atombombeknap proklamerer en genopstået karakter, hvis identitet ikke skal afsløres her:

»Må Gud have nåde med din sjæl. Hvis der er en gud? Hvilket der ikke er!«

Det er langt fra en entydig forklaring på alle seriens gåder, men alligevel en opsummering af det, som ’The Leftovers’ interesserer sig for: Det lille lys af frelse midt i meningsløsheden – med eller uden en Gud.

Og det er vel også en slags svar.


Kort sagt:
’The Leftovers’ fuldendes som triologi med et fokus på en mulig genkomst af Messias 2.0: Kevin Garvey – nu med Jesus-skæg. Men hvor og hvem er Gud? Og hvad er meningen med The Rapture? Og alting? Serien mister momentvis orienteringen i fortællingen og dens store spørgsmål, men vinder i sidste ende på fortsat narrativt mod, et soundtrack fra en anden verden og en kompromisløs evne til at få dig til at reflektere over livets skønhed og lidelse.

Anmeldelse baseret på 7 ud af 8 afsnit.