10 highschool-film med kultstatus, du ikke må snyde dig selv for

10 highschool-film med kultstatus, du ikke må snyde dig selv for
Den debuterende instruktør Kelly Fremon Craigs vellykkede ungdomsfilm ’The Edge of Seventeen’ er af mange blevet sammenlignet med John Hughes 1980’er-klassikere som ’Sixteen Candles’ og ’The Breakfast Club’. I næste uge lander filmen, der har multitalentet Hailee Steinfeld i hovedrollen, i de danske biografer. I den anledning stiller vi skarpt på en række af highschool-filmens uomgængelige hovedværker.


10. ’Easy A’
’Easy A’ fra 2010 er med lethed en af de senere års klogeste highschool-komedier. Will Glucks raffinerede bud på genren katapulterede Emma Stone direkte ind på a-listen over de mest interessante, nye Hollywood-navne, og rollen som den lige dele godhjertede, spydige og nørdede Olive Penderghast hører til blandt Stones bedste.

Med afsæt i Nathaniel Hawthornes roman ’Det flammende bogstav’ fra 1850 og med kærlige referencer til 1980’ernes ungdomsfilm og John Hughes i særdeleshed, drejer Gluck med ’Easy A’ en begavet fortælling om dobbeltmoral, promiskuitet og rygtesmederi blandt highscool-teenagere. Rygtet siger nemlig, at Olive har haft sex. Det har hun ikke, men når nu rygtet alligevel ruller, kan hun lige så godt spille med på det.

Olive drømmer om, at hendes liv var mere som en 1980’er-film. Med ridderlige mænd a la John Cusack, Patrick Dempsey og Judd Nelson til at feje benene væk under hende. Sådan er ’Easy A’ fuld af metareferencer og ærbødige nik til genrens grundpiller. Og så har jeg ikke engang nævnt, at Stanley Tucci og Patricia Clarkson spiller Olives forældre. Bedste. Casting. Nogensinde.

9. ’Napoleon Dynamite’
I Jared Hess’ 2004-kultklassiker ’Napoleon Dynamite’ er übernørden Napoleon så akavet, at du ikke kan gøre andet end elske ham, heppe på ham og grine med ham. Og det til trods for, at der egentlig ikke er så meget at grine af i Napoleons liv.

Dag efter dag bliver han mobbet af de andre i skolen, storebroderen Kip går ham på nerverne og han har ingen skills. Hvordan skal han nogensinde score en date, når han hverken har nunchaku skills, buejagt skills eller hacker skills? I hovedrollen som titlens Napolen Dynamite ses John Heder i en præstation, der er rendyrket deadpan.

’Napoleon Dynamite’ gjorde ironiske slagords-t-shirts cool (’Vote for Pedro’) og havde i tilgift en antihelt, der bar alt for store briller, moonboots og hvis primære transportmiddel var en gammel racercykel. Filmen har med andre ord fungeret som en tjekliste for en hel generation af hipstere.

Men lige bag den geniale mærkelighedskomik, mærker du Jared Hess’ hjerte banke for alle de udstødte, akavede underdogs, der er en fast del af fortællingen om highschool-livet.

8. ’Mean Girls’
Med Tina Feys skarpe manuskript i ryggen, er Mark Waters komedie ’Mean Girls’ fra 2004 en af highschool-genrens sjoveste og mest citerbare film.

17-årige Lindsay Lohan spiller outsideren Cady, der som klassens nye pige gør sit bedste for at passe ind i en amerikansk high school. Det er dog på ingen måde let, når man har været hjemmeskolet og boet det meste af sit liv i Afrika. I et virvar af tøjkriser, pigehierakier og klikedannelser bliver hun optaget i den populære venindegruppe The Plastics. Her rivaliseres der indbyrdes på ødelæggende selvhad og giftig intriganthed – og Cady må passe på ikke at synke nede på samme niveau som de andre, onde piger.

Satiren er tyk og birollerne overordentligt velbesatte i ’Mean Girls’. Og så er det simpelthen fornøjeligt at se Plastic-pigerne Amanda Seyfried, Rachel McAdams og Lacey Chabert overgive sig til deres lede roller som bitchende bagtalelsker i lyserødt.

7. ’Fucking Åmål’
Indrømmet. Der er langt fra en svensk grundskole til en amerikansk high school, men Lukas Moodyssons revolutionerede teenageportræt ’Fucking Åmål’ fra 1998 fortjener alligevel en plads på listen over de allerbedste skoleungdomsfilm.

Provinshullet Åmål hænger både den indelukkede Agnes og populære Elin langt ud af halsen. »Varför måste vi bo i fucking jävla kuk-Åmål?« raser Elin og er lige ved at dø af kedsomhed der i skolens kantine. Agnes, derimod, er hemmeligt forelsket i Elin og det går jo ikke i en lille by som Åmål.

Elins desperate udlængsel og Agnes’ så fine og helt igennem akavede springe-ud-historie gør ’Fucking Åmål’ ekstremt relaterbar. Replikkerne er som sakset ud af ægte ungdomsliv anno 1998 (»Jag vill gå på rave«) og nøglescenerne foran skoleskabene og i kantinen transporterer dig med garanti direkte tilbage til din egen skoletid.

Så har du fået nok af det pangfarvede, amerikanske high schhol-univers, er Moodyssons gulkornede realitetstjek en decideret øjenåbner.

Annonce

6. ’Rushmore’
Stol trygt på Wes Anderson til at gøre en bebrillet nørd til sin akavede highschool-helt.

I den finurlige ’Rushmore’ fra 1998 spiller Jason Schwartzman vidunderknægten Max Fischer, der ser ét formål med livet: at få så meget ud af skoletiden som menneskeligt muligt. Max er formand for så godt som alle privatskolens klubber og går op i tillidshvervene med liv og sjæl. Altså lige indtil han bliver forelsket i lærerinden Miss Cross og må kæmpe mod Bill Murray om hendes gunst.

Enhver highschool-film med Murray på rollelisten er selvsagt seværdig, og Wes Andersons excentriske coming of age-fortælling vender opfindsomt op og ned genrens konventioner. I tilgift får Schwartzmans Max med største selvfølgelighed skoleblazeren, hornbrillen og et grønt velourjakkesættet til at se godt ud.

5. ’Clueless’
»As if!«

Alicia Silverstone er lige så sød, som hun er blæst i Amy Heckerlings helt igennem 1990’er-perfekte komedie ’Clueless’. Nok er filmen løst baseret på Jane Austens vittige Kirsten Gifteknivs-fortælling ’Emma’, men det er Cher (Silverstone) og vennernes farvestrålende highschool-hverdag i Beverly Hills, der cementerer filmens status som stilskabende ny-klassiker.

Filmens instruktør, Amy Heckerling, beviste allerede med debuten ’Fast Times at Ridgemont High’ (1982) – også en klassisk highschool-film – sin særlige evne for at portrættere tidens ungdom med ironisk vid og bid. Helt i tråd med midt-1990’erne, byder ’Clueless’ derfor også på både kopierbare håndtegn, Dolce & Gabbana outfits, murstenstunge mobiltelefoner i guldkæder og knæhøje skolepigestrømper. Og hvad ville en highschool-film være uden en makeover? I ’Clueless’ er det stoneren Tai (nu afdøde Brittany Murphy), der får uvurderlige modetips af Cher. Og vi tager alle sammen stadig noter.

4. ’Dazed and Confused’
Richard Linklaters marihuanainducerede ensemblefilm om sidste skoledag på Lee High School i Austin, Texas anno 1976 skal du bare lade dig rive med af. Skolen er slut, så hvad skal der nu ske? Svaret er alting og ingenting.

’Dazed and Confused’, der er fra 1993, rammer klokkerent følelsen af åbne veje, total forvirring og evig fest. Fortællingen bugter sig løst af sted, vistnok med en fest som karakterernes mål, og filmen er et tidligt eksempel på Linklaters umiskendelige slacker-stil.
Med nøje udvalgte skæringer af Aerosmith, The Runaways, KISS, Foghat og et væld af 1970’ernes andre, store rockbands, er det eklektiske soundtrack et lille mesterværk i sin egen ret. Her er musik at cruise til, ryge sig høj til og snave igennem til. Om det er 1976, 1993 eller 2017, så holder Alice Coopers ’School’ Out’ stadig som den ultimative langfinger til the man.

3. ’Heathers’
Uden ’Heathers’ ingen ’Clueless’ eller ’Mean Girls’. Med yderst unge udgaver af Winona Ryder, Christian Slater og Shannon Doherty i hovedrollerne, skabte Michael Lehmann i 1988 en kulsort, blodig satire om teenageselvmord, kliker og gruppepres. Ja, ’Heathers’ hører helt sikkert hjemme i kultsektionen hvad angår highschool-klassikere.
Skulderpuderne er lige så sylespidse som replikkerne, når Veronica (Winona Ryder) gør oprør mod resten skolens klike af populære piger – titlens Heather’ere. Den ene mere minde og -citérbare replik følger frydefuldt den anden, og gør Lehmanns kyniske komedie til en af 1980’ernes mest originale bud på en ungdomsfilm:

»Dear Diary, my teen-angst bullshit now has a body count.«
»Well, fuck me gently with a chainsaw. Do I look like Mother Teresa?«
»What is your damage, Heather?«

Vælg selv din favorit.

2. ’Ferris Bueller’s Day Off’
Med til livet som highschool-studerende hører selvsagt den lejlighedsvise pjækkedag. Den vildeste, filmhistorien endnu har set, må være ’Ferris Bueller’s Day Off’. Allerede året efter succesen med ’The Breakfast Club’ skabte John Hughes således endnu en uomgængelig klassiker i kanonen over highschool-film.

Filmen handler om den sidsteårsstuderende Ferris (Matthew Broderick), der har legendestatus på skolen for sine pjækkeevner. Sammen med bedstevennen Cameron og kæresten Sloane iværksætter han en indviklet plan, der slet og ret skal resultere i den ultimative pjækkedag for de tre. Inklusiv en knaldrød Ferrari Spyder, et dyrt restaurantbesøg og en meget offentlig gang karaoke til The Beatles ’Twist and Shout’.

Søndagsbarnet Ferris snører hele verden om sin lillefinger, og i Brodericks charmerende skikkelse blev han en decideret highschool-helt for en hel generation. Selvbevidst, stilsikker og med tungen sikkert placeret i kinden. ’Ferris Bueller’s Day Off’ tåler stadig mange, mange gensyn.

1. ’The Breakfast Club’
Sportsidioten, nørden, ungdomsforbryderen, den populære pige og outsideren. Modpolerne er til at få øje på i John Hughes mesterstykke fra 1985, hvor fem highschool-elever modvilligt må bruge en lørdag (gisp!) på eftersidning på skolens bibliotek, men forenes i deres fælles foragt for den autoritetstro rektor. Sådan skal en rigtig highschool-film skæres.

I rollerne ses en håndfuld af 1980’ernes berømte og berygtede skuespiller-brat pack; Emilio Estevez, Anthony Michael Hall, Judd Nelson, Molly Ringwald og Ally Sheedy. Med Hughes dialogbårne manuskript i ryggen får de alle som én plads til at udfolde deres respektive karakterer – og vi får lov til at tro på en bedre verden uden kliker og stereotyper.
Teenager eller ej; du vil med garanti kunne finde (mindst) én at spejle dig i. Hvad enten det er Ally Sheedys sortklædte enspænder eller Judd Nelsons cool rebel. ’The Breakfast Club’ en en tidløs identifikationsmaskine.

Læs også: Scorsese, Lynch og Anderson: »Dem, der føler sig for vigtige til reklamer, er dem, der kun laver lortereklamer«