Alle ’Alien’-filmene – rangeret fra værst til bedst

Alle ’Alien’-filmene – rangeret fra værst til bedst
Sigourney Weaver som Ellen Ripley i 'Aliens' fra 1986.
I mange år udmærkede ’Alien’-franchisen sig ved sin strikse én film per instruktør-politik, men med først ’Prometheus’ og nu den aktuelle ’Alien: Covenant’ vender Ridley Scott tilbage til rummet små 40 år efter sin genredefinerende film. Men hvilke ’Alien’-film står tilbage bedst i dag? Cameron, Fincher, Jeunet – eller Scott selv?

6. ’Alien vs. Predator’ (2004) & ’Alien vs. Predator: Requiem’ (2007)

De to crossover spinoffs om ’Alien vs. Predator’ er baseret mere på tegneserierne og computerspillene end filmophavet, og de to film må i højere grad betragtes som selvstændige film end egentlige dele af den samlede ’Alien’-mytologi.

Men er man ude efter en omgang ’Alien’-tjubang, går man alligevel ikke helt galt i byen med den første ’Alien vs. Predator’, som selv ’Aliens’-instruktør James Cameron fandt ganske underholdende i sin tid.

Skrevet og instrueret af popcornfilmmageren Paul W.S. Anderson leverer filmen præcis det, titlen lover – masser af galaktisk infight – inklusive en gæsteoptræden fra Lance Henriksen (Charles ’Bishop’ Wayland i ’Aliens’ og ’Alien3).

Den fordummende historie om et underjordisk tempel på Antarktis, et hundredårigt Predator-overgangsrite og jordens mulige undergang vil vi skåne jer for at gå yderligere ind i. Den rædderlige ’Alien vs. Predator: Requiem’ fortjener heller ikke mange ord med på vejen – andet end den blotte konstatering, at de to crossovers simpelthen er under niveau sammenlignet med resten af franchisen.

Alien- Resurrection

5. ’Alien: Resurrection’ (1997)

Den fjerde ’Alien’-film var ikke, som titlen ellers antyder, en genopstandelse for franchisen. Den er derimod, når det kommer til stil og tone, en meget anderledes oplevelse end sine dystre forgængere.

Den senere ’Amelie’-instruktør Jean-Pierre Jeunets fortolkning af sci-fi-universet tilføjer en kitschet og humoristisk bundklang, men Joss Whedons fjollede manuskript bliver spillet for straight til, at filmen for alvor ender som en selvrefleksiv 90’er-metaperle eller en effektiv actionblockbuster.

Ripley genskabes som en klon af sig selv og udvikler sig fra den jagede til at blive den jagende. Men pjattede oneliners (»Who do I have to fuck to get off this boat?«), en nu berømt basketball-scene og en helt ny og nærmest vulgær udvikling af xenomorph trækker ’Alien: Resurrection’ i en mærkværdig, grotesk retning, hvor den taber den oprindelige ’Alien’-ånd på gulvet.

Dermed ikke sagt, at filmen ikke har sine øjeblikke. Hvem kan for eksempel glemme den berygtede slutning, hvor filmens xenomorph – bogstavelig talt – bliver suget ud i verdensrummet med hud og hår?

Prometheus

4. ‘Prometheus’ (2012)

En ’Alien’-film uden xenomorph? Ridley Scotts ambitiøse forløber til sin oprindelige ’Alien’ delte vandene ved premieren i 2012, men ’Prometheus’ er ikke helt så dårlig, som mange gør den til.

Filmens grandiose visuelle side er en stilsikker cinematisk fornøjelse, og jo, xenomorphs hæslige, sølvglinsende tandsæt er i den grad savnet, men ’Prometheus’ leverer faktisk vellykket ’Alien’-splat – som Noomi Rapaces famøse kejsersnit og Sean Harris’ vilde alien-mutation.

Det højtravende plot står desværre ikke helt distancen i udforskningen af eksistentialistiske og religiøse spørgsmål, og fortællingen om de blege Engineers ender kryptisk, rodet og uforløst.

Selvom ’Prometheus’ langt fra er den film, man havde kunnet håbe på, kan den dog ende som en vigtig hjørnesten i ’Alien’-sagaen, hvis Ridley Scotts filmplaner får lov til at blive rullet ud.

Alien3

3. ’Alien3’ (1992)

»Jeg kunne ikke lide manuskriptet, men jeg elsker Alien. Så ja, jeg slog til, naivt, og tog til Pinewood Studios for at blive udsat for rituel sodomi i to år«.

Sådan har instruktør David Fincher i et interview med Collider beskrevet produktionen af sin spillefilmdebut, ‘Alien3’. Finchers pinsler førte heldigvis til en ganske solid film (især hvis man ser det senere Assembly Cut), og vi vil faktisk gå så langt som at kalde den tredje film i serien om de syrespyttende aliens et undervurderet værk.

Filmen føles som et step-down i sammenligning med sin storslåede actionforgænger (’Aliens’), men som isoleret sag er ’Alien3’ en traumatiserende bedrift, som, hvor meget Fincher end vil løbe fra det, er præget af instruktørens signaturstil: den dystre film noir. Det klaustrofobiske og gudsforladte fængsel skriger nemlig af sortrandet håbløshed.

Ripley statueres i filmens stærke, tragiske slutning som en sand martyr, og på den måde er ’Alien3’ triumfren på heltindens karakterbue. Så mens filmen til tider føles som en skuffelse (især i kampene mod en blegnæbet xenomorph), er det den perfekte karakterforløsning for Ripley, når hun springer ud i flammehavet, mens en ny alien borer sig ud igennem hendes bryst.

Alien

2. ’Alien’ (1979)

Ridley Scotts startskud på franchisen om de ikoniske aliens begynder med rumskibet Nostromo og et nødsignal. Men det er faktisk ikke så meget den simple, men nervepirrende fortælling som alt det uden om og omkring filmen, der har gjort ’Alien’ til et mesterværk.

Genistregen ligger i den særegne, gennemførte visuelle stil, lyddesignet, ophøjelsen af science fiction- og horrorgenren, den nervepirrende suspense-opbygning, et stærkt cast og den seje, handlekraftige kvinderolle.

Ej at forglemme den frygtindgydende xenomorph – det måske fedeste monsterdesign nogensinde og det helt store es i Ridley Scotts ærme.

’Alien’ er i dag, 38 år efter sin premiere, stadig en imponerende oplevelse og en satans effektiv gyserfilm.

Aliens

1. ’Aliens’ (1986)

Det er nærmest umuligt at vælge mellem franchisens to første film. Men når valget falder på den andenfødte, ’Aliens’, skyldes det mest af alt, at filmen på mange måder føles som storebroren til ’Alien’.

På flere parametre overskygger det storslåede actionepos ’Aliens’ forgængeren i overgangen fra pirrende horror til hårdslående action med introduktionen af den frygtindgydende alien-dronning og den kolossale finale, der står som en af actiongenrens stærkeste kunststykker.

James Cameron, der allerede havde markeret sig med ’Terminator’, konsoliderede sin position med ’Aliens’, hvor der ikke blev sparret på noget, slet ikke citatvenlige one-liners (»Get away from her, you bitch!«).

’Aliens’ er på mange måder franchisens svendestykke, der for alvor har været med til at præge eftertidens billede af filmene og deres indflydelse – og ikke mindst ophøjelsen af Sigourney Weaver og Ripley som 80’ernes allerstørste kvindelige badass-ikon med en morderlig blidhed og et iskoldt overlevelsesinstinkt.

»That’s it, man. Game over«.

Læs også: Nyt klip fra ’Alien: Covenant’ tager dig igennem hele følelsesregistret