Cannes-highlights dag 1: Will Smith lover at gå tidligt i seng, men kan vi nu regne med det?

Cannes-highlights dag 1: Will Smith lover at gå tidligt i seng, men kan vi nu regne med det?
Jurymedlemmer Will Smith og Jessica Chastain med jurypræsident Pedro Almodovar under mødet med pressen onsdag i Cannes.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
Årets Cannes-festival er i gang, og hovedkonkurrencen har allerede budt på et uforglemmeligt øjeblik. Vores filmredaktør Jacob Ludvigsen rapporterer fra årets vigtigste filmbegivenhed de næste 10 dage.

1. Big Willie & en spansk mester, hånd i hånd

Cannes er filmkunst, men også konkurrence, og det kan måske nok vække anstød hos nogle, men selv synes jeg, at de to ting går op i en højere enhed under festivalen: Kunsten får ekstra shine med konkurrencens skosværte som værktøj.

Så fra i dag og frem til lørdag den 27. maj er det store spørgsmål: Hvem vinder Guldpalmen? Og skal man gætte kvalificeret, er man nødt til at sætte sig ind i hovedet på den jury, der – efter sigende uden indblanding fra festivalledelsen – uddeler priserne, når årets 19 film i hovedkonkurrencen er løbet over lærredet.

Det største underspørgsmål er således: Hvad tænker Pedro Almódovar, Spaniens største nulevende instruktør bag film som ’Alt om min mor’, ’Tal til hende’ og ’Volver’, der leder årets smagsdommerpulje som jurypræsident?

Almodóvar er især kendt for sine excentriske, livlige film med stærke kvinderoller, og det er nærliggende at tro, at den underspillede, ultrajordnære betonrealisme, som indimellem har domineret festivalen, ikke falder i hans smag.

»Jeg kommer til at se de her film gennem min egen personlighed som filter«, sagde han ved juryens pressemøde i dag og slog fast, at han håbede på en emotionel oplevelse i den kaliber, som publikum havde, da de i sin tid så ’La Dolce Vita’ og ’Apocalypse Now’ på festivalen.

Det kunne tale for koreanske Bong Joon-hos tilsyneladende ret fabulerende ’Okja’ (en pige og hendes fantasivæsenven!) eller Yorgos Lanthimos’ ’The Killing of a Sacred Dear’ (der skulle være endnu mere vanvittig end forgængeren, ’The Lobster).

Men det kan også være lige omvendt. Indimellem oplever man, at juryformændene har travlt med at slå fast, at de ikke kan sættes i filmkunstnerisk bås – eller at de er mindre tilbøjelige til at falde for film, der minder om deres egne, måske fordi de på et underbevidst plan mener, at de selv kan gøre det bedre (well, det er jo spekulation, det her).

Dertil kommer, at Almódovar skal brydes med en mildt sagt broget juryforsamling af blandt andre den artfilmsensible skuespiller Jessica Chastain, euro-auteurs som Paolo Sorrentino (’Den store skønhed’) og Maren Ade (’Toni Erdmann’), den koreanske mester Park Chan-wook (’Oldboy’) og freaking Will Smith.

Will Smith i en Cannes-jury? Det lyder weird, men under pressekonferencen tog han sit ansvar på sig:

»Jeg tror, at sidst jeg så tre film på én dag, var, da jeg var 14 år! Men jeg vil være seriøs, jeg går tidligt i seng og er klar kl. 8.30 om morgenen til de første visninger«.

Ja ja, det siger vi andre også altid på førstedagen af Cannes. Vi holder øje med dig, Big Willie!

Drengen, der forsvinder i russiske Andrej Zvyagintsevs 'Loveless'.

Drengen, der forsvinder i russiske Andrej Zvyagintsevs ‘Loveless’.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
Royal Beer

2. En mavepuster af de sjældne

Ikke meget mere end 10 minutter var der gået af hovedkonkurrencens allerførste film, før jeg fik en mavepuster af en kaliber, som jeg ikke har oplevet meget længe i biografen.

Boris og Zhenya skal snart skilles, og de skændes, så det brager i køkkenet. Ingen af dem vil have forældremyndigheden over deres 12-årige søn Alyosha, send ham på kostskole og derefter i hæren, foreslår Zhenya kynisk. Det er en giftig samtale, og man aner nok, hvor det bærer hen: At Alyosha lytter med.

Alligevel er det et hjertevridende chok, da det afsløres: Kameraet flyder i en langsom, glidende bevægelse med moren ud på toilettet, og da hun lukker døren efter sig, står Alyosha der, grædefærdig, fuldstændig ulykkelig, men forknyt, før kameraet følger med den intetanende mor ud af rummet igen, uden at hun opdager sin søn.

Det er et øjeblik, man umuligt kan vriste af sig, og det sætter mesterligt resten af Andrej Zvyagintsevs ’Loveless’ op: Dagen efter skænderiet ser vi Boris og Zhenya hygge sig og dyrke sex med hver deres nye kæreste uden at skænke deres søn en tanke. Men et døgns tid efter ringer sønnens skolelærer, og det står klart, at Alyosha er sporløst forsvundet.

Vi er herfra efterladt med de usympatiske forældre, men med billedet af Alyosha friskt i erindringen er ens empati alligevel sikkert forankret et sted i baggrunden. Den resterende spilletid står i eftersøgningens navn, og filmen bevæger sig fra Boris og Zhenyas nyrige omgivelser i Moskva ud i byens frostkolde og faldefærdige kulisser, der illustrerer arven efter Sovjet. Sjældent har jeg set en film, der så omhyggeligt arbejder med sine locations og sit production design, der tilføjer den lavpraktiske eftersøgning et større metaforisk lag.

Ligesom den russiske instruktørs forrige film, den ligeledes fremragende ’Leviathan’, handler ’Loveless’ nemlig også om det russiske samfunds forfald, men mens ’Leviathan’ især udstillede det kafkask absurde bureaukrati, sætter ’Loveless’ også spot på den enkeltes moralske ansvar: De kærlighedsløse forældre, hvis apati modstilles med en frivillig forening, der tager ansvaret for efterforskningen, mens de officielle myndigheder svigter.

Forældrenes ligegyldighed over for drengen er måske lidt for tykt tegnet op, men konklusionen er subtilt hjerteskærende, det er teknisk sublimt, og jagten efter svar er åndeløst spændende. ’Loveless’ kunne sagtens fortjene en pris.

Cotillard

Marion Cotillard i Arnaud Desplechins åbningsfilm ‘Ismail’s Ghosts’

3. Cotillard og Gainsbourg redder åbningsfilmen hjem

Men ét er konkurrencen, noget andet er den røde løber og de stjerner, der tiltrækker verdenspressens opmærksomhed i en bredere forstand end de russiske artfilm. Og Marion Cotillard, Charlotte Gainsbourg, Mathieu Amalric og Louis Garrel er en fransk powerkvartet, som det har været umuligt for festivalen at stå for.

Åbningsfilmen på Cannes-festivalen er typisk en meget u-Cannne’sk Hollywood-basker af svingende kvalitet – fra ’Mad Max: Fury Road’ til ’The Great Gatsby’ – eller en stjernespækket fransk sag… af svingende kvalitet.

I år er valget faldet på den erfarne Cannes-darling Arnaud Desplechins ’Ismail’s Ghosts’ med førnævnte frækfranske stjernepalet.

Amalric spiller filminstruktøren Ismail, hvis liv – og forhold til den søde Sylvia (Gainsbourg) – vendes på hovedet, da hans tidligere elskede Carlotta pludseligt dukker op efter 21 års fravær. En dag forsvandt hun ud af det blå og efterlod Ismail og sin familie i dyb sorg, før de mange år senere erklærede hende død. Men nu er hun tilbage, lyslevende – og indrømmer over for Sylvia bramfrit i en af filmens overskudshumoristiske scener, at hun har et entydigt mål: Hun vil stjæle Ismail tilbage.

Så enkelt går det nu ikke i fortællingen, der ud over trekantsdramaet viser dele af filmen, Ismail er ved at skrive: En historie inspireret af Ismails egen bror om en ligeledes forsvundet superdiplomat/-spion (Garrell).

De to spor – det virkelige og det fiktive – kædes uelegant sammen, og Desplechin har svært ved overbevisende at levere det flagrende genrekryds mellem Hitchcock’sk gådefuldhed a la ’Vertigo’, fransk, højtråbende, meget selvbevidst sædekomedie og selvoptaget metafilm.

Bedst er filmen, når Gainsbourg og Cotillard tørner sammen. To dragende kvinder, der får det til at smuldre i Ismaels indre – og på hver deres måde skaber nærvær med nærmest brysk uforudsigelighed og gådefuld melankoli. Det bliver ikke meget bedre end Gainsbourg og Cotillard i fransk skuespilkunst – well, skuespilkunst anywhere – i disse år, bare ærgerligt at Desplechin er mest optaget af Ismails blik som surrogat for hans eget.

Læs også: Det kommer alle til at snakke om på årets Cannes-festival

Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til under årets Cannes-festival – med Joaquin Phoenix, Nicole Kidman, Adam Sandler og Claes Bang