Cannes-highlights dag 2: Vi har set filmen, der bliver Tarantinos nye yndling

Cannes-highlights dag 2: Vi har set filmen, der bliver Tarantinos nye yndling
Takashi Miikes 'Blade of the Immortal' med den japanske stjerne Takuya Kimura.
Vores filmredaktør rapporterer fra Cannes-festivalen, hvor en af amerikansk films store instruktører skuffer, en japansk mester underholder gevaldigt med sin film nr. 100, og en intens dystopithriller sine steder på niveau med ’Children of Men’ også trænger sig på.

1. En overlegen samuraifilm

Han ved det ikke selv endnu, men ’Blade of the Immortal’ bliver Tarantinos yndlingsfilm fra 2017.

Bag den står den hyperaktive japaner Takashi Miike, der efter sigende med denne runder sin film nummer 100 (!) og gerne spytter et par titler ud om året. Det ville være irriterende, hvis han ikke gjorde sig umage (*host* Woody Allen *host*), men heldigvis rammer han som regel skiven og bevæger sig sømløst mellem genrer som horror (’Audition’, ’Itchi the Killer’), action (’Shield of Straw’, der var i Cannes-hovedkonkurrence) og samuraifilm (’13 Assassins’).

Hans nye bevæger sig netop i samuraigenren, baseret på en hyperpopulær manga af samme navn. I den møgblærede, sorthvide åbningssekvens dræber samuraien Manji omtrent 200 gangstere, der har dræbt hans søster, men ikke uden at han både mister et øje og en hånd i bedste Jaime Lannister-stil.

Efter kampen bereder han sig på at dø, men en 800 år gammel kone injicerer ham med blodorme, der heler hans sår og gør ham de facto udødelig.

Nogle år senere trækkes han ud af sit deprimerede flodbredsotium af en pige, der har set sin far blive dræbt og sin mor voldtaget af en brutal sværdkæmpergruppe, der har skumle planer om at overtage alle landets kampsportsskoler.

De knytter et ømt og humoristisk bånd, der hæver historien over det gennemsnitlige voldsorgie, men det er de velkoreograferede blodige scener mellem Manji og hans modstandere, der gør filmen forbandet underholdende. Hver enkelt bad guy er udsmykket og portrætteret, som var det ’Mad Max’ eller en Roberto Rodriguez-film, og selvom filmen med sin to timer og 20 minutter lange spilletid trækker for længe ud (men det har langfilmsmageren Tarantino ikke noget imod), formår den igen og igen at overraske med overlegen visuelt flair, sprød dialog og fandenivoldsk mytologi.

Det er en film, der yderst tilfredsstillende løfter den samuraiarv, som Tarantino modellerede sin egen ’Kill Bill’ efter.

Julianne Moore i Todd Haynes' 'Wonderstruck'

Julianne Moore i Todd Haynes’ ‘Wonderstruck’

Annonce

2. Todd Haynes laver karrierens svageste film

Er der to ting, man kan regne med i denne filmverden, er det, at Todd Haynes laver vellykkede film. Fra mesterværket ’Safe’ fra 1995 til Bob Dylan-filmen ’I’m Not There’ og forrige års udsøgte lesbiske kærlighedsdrama ’Carol’.

Men stimen bliver desværre brudt i hans nye film, ’Wonderstruck’. Filmen bygger på en populær young adult-bog af Brian Selznick, som også skrev romanen bag Scorseses ’Hugo’. Hugo gjorde hovedbanegården i Paris i 30’erne til en forunderlig eventyrverden for dens 12-årige hovedperson, og noget lignende er på spil i ’Wonderstruck’, blot i New York og i to forskellige tidsperioder.

Vi følger drengen Ben, der i 70’ernes Minnesota mister sin mor (Michelle Williams), bliver døv efter en ulykke og stikker af mod New York for at finde sin far, som han aldrig har kendt. Og parallelt følger vi et andet døvt barn, pigen Rose, der i 20’erne flygter fra sin strenge far for at opsøge en stumfilmsdiva (Julianne Moore) på Broadway, som hun forguder.

20’er-segmentet er i sig selv fortalt som en stumfilm, i sorthvid og med Carter Burwells henførende klavermusik. Og i det hele taget har Haynes en udsøgt stilbevidsthed, hvor ikke et hår sidder forkert, og hvor også 70’ernes Harlem vækkes funky til live.

For fans af bogen er der formentlig ikke en finger at sætte på forløsningen, men for os andre er der et altoverskyggende problem: Historien. Den er drivende sentimental og voldsomt fortænkt, og Haynes er for afdæmpet en instruktør til at give sig fuldstændigt hen til eventyret, som Scorsese gjorde med ’Hugo’. Man skal tro på magien, hvis man skal tro på usandsynlighederne, og man savner simpelthen de modhager, der plejer at være i Haynes’ film, hvor den perfekte facade altid forstyrres af voldsom psykisk tumult.

'Jupiter's Moon'

‘Jupiter’s Moon’

3. ’Children of Men’ i den skinbarlige virkelighed

»En dårlig udgave af Iñárritu«.

Sådan hørte jeg en journalist beskrive Kornél Mundruczós vilde og vanvittige Guldpalmekandidat ’Jupiter’s Moon’ med reference til instruktøren bag ’Birdman’ og ’The Revenant’. Men det er fake news:

Filmen om et vaskeægte mirakel i en ungarsk, flygtningekaotisk virkelighed er en af den slags film, der får en halvdårlig modtagelse blandt det ultrakritiske Cannes-publikum, men vil få lovprisende anmeldelser, når den senere rammer arthousebiograferne på et tidspunkt, hvor det står klart for enhver, at den i bogstaveligste forstand løfter sig langt over de film, der ellers optager biografkredsløbet.

I sin bedste stunder er filmen den bedste filosofiske thrillerdystopi med flygtningeallegorisk pondus siden ’Children of Men’, og som Cuaróns nyklassiker brillerer den med en række voldsomt intense long takes, der forstærker rådvildheden, der hersker omkring vores hovedperson. Nå ja, og så er der en mand, der svæver i luften som en anden Superman.

I centrum er lægen Stern, der arbejder i en flygtningelejr og tjener ekstra skillinger ved at smugle nødstedte ud i det ungarske samfund. Modsat mange af hans landsmænd tror Stern ikke det fjerneste på gud, men hans manglende tro udfordres, da han får patienten Aaryan ind, som i filmens første åndeløse scene prøver at krydse grænsen til Europa, men skydes ned af politimanden Laszlo under sin flugt. Hvorefter han ud af det blå ophæver tyngdekraften og stiger til himmels.

Stern udnytter Aaryans særlige evner på den mest kyniske facon med et groft svindelnummer over for sine patienter for at tjene penge, der skal købe aflad over for den efterladte familie til en patient, som ulykkeligt døde på hans operationsbord.

Trods de usle motiver knytter Stern og Aaryan et sært far-søn-lignende bånd, der sættes på prøve, da Aaryan mistænkes for et terrorangreb.

I instruktørens sidste film, perlen ’White God’, gik coming of age, horror og melodrama op i en højere enhed i historien om en pige og hendes hund, og genrerne clasher ligeledes i ’Jupiter’s Moon’. Med sine hektiske billeder fra flygtningelejre og hospitaler udspiller den sig nærmest som en postapokalyptisk sci-fi-film, selvom udgangspunktet er den skinbarlige virkelighed i et flygtningepresset Europa. Hvilket er en pointe i sig selv.

Kameraarbejdet er sublimt i de dramatiske actionscener, men så sandelig også i de metafysiske svævesekvenser, hvor Aaryan stræber opad mod skyerne som en anden engel.

Man skal nok selv kunne svæve op og falde ned på filmens religiøse overtoner, men som knaldcrazy politisk allegori med humoristisk afbræk og som rendyrket thriller underbygget af en stærk metallisk lydside er ’Jupiter’s Moon’ en temmelig storslået oplevelse.

Læs også: Cannes dag 1 – Will Smith lover at gå tidligt i seng, men kan vi nu regne med det?

Læs også: Det kommer alle til at snakke om på årets Cannes-festival