»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

De 10 bedste film vi så på Cannes-festivalen 2017 – med Robert Pattinson, hiphop og danskerkant

De 10 bedste film vi så på Cannes-festivalen 2017 – med Robert Pattinson, hiphop og danskerkant
Sean Bakers 'The Florida Project' med Willem Dafoe
30 film nåede vores filmredaktør at indtage under Cannes-festivalens 10 dage. Her er hans favoritter, som alle forhåbentligt får glæden af i de danske biografer gennem det næste års tid.

2017 vil ikke gå over i historien som det største år i Cannes-festivalens nu 70-årige historie. Jeg har selv savnet filmen, der sparkede benene helt og aldeles væk under mig, og jeg har ikke haft de følelsesmæssigt uforglemmelige oplevelser, som jeg har haft under mine fire hidtidige festivaler.

Men stadig må man sige, at Cannes-festivalen holder et højere niveau end alle andre festivaler. Mellemvarerne i Cannes vil være højdepunkter så mange andre steder. Og vi har været forskånet for alt for mange stinkere.

Med 30 film på 10 dage rumsterer mange af dem stadig i hjernen på mig, og ikke alle er faldet helt på plads. Men lige nu står de her tilbage som årets bedste oplevelser.

10. ’Patti Cake$’

Årets crowdpleaser. Instruktør Geremy Jasper er selv opvokset som en hvid, hiphopbesat fyr i New Jersey, og det er i høj grad hans egen historie – tilsat en god gang melodrama og komik – han fortæller med ’Patti Cake$’, der også var et stort hit på Sundance-festivalen.

Den overvægtige white trash-pige Patti drømmer om at slå igennem som rapper, men mobbes ud af rapbattle-scenen. Hun giver dog ikke så nemt op, og sammen med to venner kæmper hun sig frem mod det store gennembrud, mens det står klart, at fortællingens vigtigste pointe er, at hun skal finde sig selv.

Det er som sådan forudsigeligt nok, men filmen er fortalt med en smittende energi og humor, så man skiftevis griner og klapper sig igennem Pattis udfoldelser.

’Patti Cake$’, der blev vist i parallelsektionen Director’s Fortnight’, er heldigvis købt hjem til Danmark. Jeg har skrevet mere om filmen HER.

9. ’A Gentle Creature’

Havde det ikke været for den sidste, åndssvage halve time af ukrainske Sergej Loznitsas ’A Gentle Creature’, havde den nok været i top tre.

Første lange del af filmen er en hypnotiserende, allegorisk roadtrip i Ruslands øde provins, hvor en kvinde møder både næstekærlighed, kynisme og et absurd kafkask system, da hun prøver at aflevere en pakke til sin mand, der sidder i fængsel.

Kvinden siger nærmest ikke et ord gennem hele filmen, og hun fungerer nærmest som en naiv engelskikkelse, mens både patriotiske ekssoldater, idealistiske advokater, alkoholiske mænd og storbarmede koner træder i karakter for øjnene af hende og os.

Det er langt hen af vejen en kærlighedserklæring til det russiske folk, men i den grad også en kritik af et land i fordærv. En kritik, som i sidste akts forstyrrende drømmeagtige sekvenser bliver alt for tydeligt sat i scene.

Meyerowitz stories

8. ’The Meyerowitz Stories’

Kan man ikke med Noah Baumbachs neurotisk newyorkerjødiske, Woody Allen-imiterende stil, kan man heller ikke med ’The Meyerowitz Stories’. Men for os andre var filmen en af festivalens hyggeligste, små to timers godt samvær med en dysfunktionel familie af tvivlende narcissister med Dustin Hoffmans kunstnerpatriark i spidsen.

Samspillet mellem Hoffman, Adam Sandler, Ben Stiller, Emma Thompson og Elizabeth Marvel som familiemedlemmerne sprudler af overskud. Og jeg har ikke grinet mere til nogen film i år end af ’The Meyerowitz Stories’, mens Baumbach tilmed bevarer en kærlighed til karaktererne og en særlig sørgmodighed alle excentriciteterne til trods.

Jeg har skrevet mere om filmen, der snart kommer på Netflix, HER.

7. ’BPM’

Første del af ’BPM’, der på fransk hedder ’120 Battements’ (begge dele refererer til hjerteslag i minuttet), foregår stort set udelukkende i et lille auditorium, hvor de unge i en parisisk aids-aktivistgruppe diskuterer deres forgangne og kommende aktioner, filmet i fin demokratisk stil a la Guldpalmevinderen ’Klassen’, som instruktør Robin Campillo da også skrev manus til.

Det er et fascinerende indblik i, hvordan den meget uhomogene gruppe selv skal prøve at komme overens med konsekvenserne – de private såvel som politiske – af deres sygdom. Men stærkest bliver filmen, da den efter en lovlig lang optakt zoomer ind på det nye medlem Nathan og den radikale Sean, der udvikler et forhold.

Afbrudt af smukke lyriske intermezzoer og med en lang række smukke fest- og demonstrationsscener skildrer filmen både vitaliteten i gruppens aktiviteter og sorgen, der rammer dem. Filmens sidste del er hjerteskærende.

Annonce

6. ’You Were Never Really Here’

At skotske Lynne Ramsay er en af Europas største nulevende instruktører, slår hun fast med sin første film siden ’We Need to Talk About Kevin’.

Det er hendes første flirt med genrefilmen funderet i historien om en hitman, der får til opgave at redde en kidnappet pige. Allermest har han dog selv brug for at blive reddet, og Joaquin Phoenix forankrer karakterens tunge skridt med stor fysikalitet. Det er en både lun, rørende og voldelig oplevelse, en lyrisk thriller med et fænomenalt score af Jonny Greenwood.

5. ’Okja’

Jeg var helt og aldeles fornøjet af Bong Joon-hos eventyrligt vanvittige film om en pige, som sætter alt ind for at redde den supergris, hun har været med til at opfostre, men som den multinationale Miranda Corporation med en forrygende Tilda Swinton i spidsen har andre planer med.

Der er en fantastisk visuel fortællelyst i ’Okja’, og så er forholdet mellem pigen og grisen bare rørende. Blandt andet fordi skabningen er lavet med noget af det flotteste CGI, jeg har set.

Det stikker lidt af i antikød-paroler, men filmen bør tages som et hæsblæsende eventyr i arven efter ’E.T.’, tillagt en god portion koreansk galskab.

4. ’The Square’

Jeg var en lillebitte smule skuffet umiddelbart efter visningen af Ruben Östlunds ambitiøse ’The Square’. Efter at have siddet med fornemmelsen af et fuldtonet mesterværk i første halvdel af filmen, samledes trådene ikke helt, som man kunne have håbet.

En uges tid senere er jeg bedre i stand til at anerkende filmens forcer og se bort fra dens svagheder (primært at Östlund er mere interesseret i den enkelte scene end i den samlede fortælling). ’The Square’ har vel i omegnen af 15 sublime sekvenser, og adskillige af dem ville blande sig helt i toppe, hvis jeg skulle samle festivalens bedste enkeltscene. Heriblandt det meget omtalte set piece, hvor en performancekunstner agerer abe til et fint middagsselskab og går linen så langt ud, at de tilstedeværende reagerer med frygt.

Der er utallige fine iagttagelser af det hykleri, som ligger millimeter under vores privilegerede livs overflader, og så er spidningen af både medierne og kunstverden altså spot on. Hvad angår det sidste elskede jeg for eksempel, hvordan dele af et moderne kunstværk med en række pyramideformede jordbunker på gulvet bliver støvsuget af en intetanende rengøringsmand.

Östlund har måske lidt for meget på hjerte med ’The Square’, men han har også mere at sige end de fleste filmskabere – og en helt unik stil, der gør ham til en af Europas mest interessante instruktører lige nu.

3. ’Good Time’

Når man elsker genrefilm med emotionel dybde og filmisk slagkraft, kommer Safdie-brødrenes ’Good Time’ som kaldet.

Historien om et brødrepar, der sendes ud på et helvedesridt efter et bankrøveri er rå og autentisk, filmet udelukkende i New Yorks gader og med klare reminiscenser om 70’er-film a la Scorsese. Robert Pattinson har aldrig været bedre i hovedrollen, og efter de hæsblæsende, illusionsrige begivenheder, der optager det meste af fortællingen, rammer Safdie-brødrene samtidig en sørgmodig nerve i beskrivelsen af et ulige brødreforhold.

Vel nok den bedste amerikanske indie-genrefilm siden ’Drive’. Jeg har skrevet mere om den HER.

2. ’The Florida Project’

Sean Baker slog igennem med ’Tangerine’, der særligt vakte opsigt ved udelukkende at være optaget på en iPhone, men også skilte sig ud med sin særlige energi i portrættet af transkønnede desperadoer i Los Angeles.

Denne solbeskinnede nerve og kærlighed til outsiderne fordobler han i sin nye, vidunderlige film ’The Florida Project’, der blev vist i parallelsektionen Director’s Fortnight’ og er en stemningsfuld slice of lice-fortælling om menneskene – og særligt børnene – på et white trash-motel i Floridas forstæder tæt på Disneyland.

Her leger de charmerende møgunger, den seksårige Moonee og lidt ældre Scooty sig ud af deres skolefri kedsomhed ved at spytte på biler, sætte ild til ting og i det hele taget gøre livet surt for de andre beboere på motellet. Den enes mor hustler sig igennem tilværelsen frem mod næste husleje, mens den anden knokler hårdt på en café, mens børnene klarer sig selv og får et eventyr ud af en hverdag med fastfood og fattigdom.

Sean Baker har castet fantastiske amatører i de bærende roller, mens Willem Dafoe er knaldgod som motelmanageren, der som helikopteren, der konstant hænger i luften over dem, våger alfaderligt over udskuddene, når alt fra pædofile tosser til myndigheder lægger vejen forbi.

Filmen er beslægtet med Harmony Korines tidlige film, og der er et sjældent nærvær i scenerne med de uimodståeligt genstridige børn, de måske bedste børnepræstationer i en amerikansk film siden ’Beasts of the Southern Wild’. Samtidig er det langt fra grå socialrealisme: Det er en fantastisk farverig film takket være Floridas evige sollys, de knaldfarvede facader og smagløse Disney-outlets, ligesom historien har en klar dramatisk opbygning med et medrivende klimaks og en tydelig post-finanskrisekritik indlagt i områdets forladte nybyggerier.

’The Florida Project’ er måske – især efter en lang festival (det var den sidste film, jeg så) – lidt lang i spyttet mod midten, men til gengæld er slutningen den mest sprudlende og gribende, jeg har overværet på årets festival.

1. ’Loveless’

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at festivalens første konkurrencefilm også skulle vise sig at være den bedste. Men i et år, hvor det enestående mesterværk i ’Son of Saul’/’Den store skønhed’/Mommy’-klassen aldrig kom, står Andrej Zvyagintsevs film for mig som den oplevelse, hvor følelse, filmsprog og tematisk slagkraft går op i den højeste enhed.

Zvyagintsev er ude i en svær øvelse med ’Loveless’: Han lægger ud med at tegne de to hovedkarakterer – skilsmisseramte forældre til en 12-årig dreng, der forsvinder – som røvhuller uden sidestykke. Men i løbet af filmen og deres søgen efter deres søn formår han alligevel at humanisere dem og fortælle noget almenmenneskeligt om kærlighedens væsen, samtidig med at han udstiller et inkompetent russisk system.

Produktionsdesign og locations er sjældent formidabelt, og man får en intim fornemmelse for både de nyrige facader og det faldefærdige murbrokker, der ligge lige bag. Og så har filmen den følelsesmæssigt suverænt mest overrumpende enkeltscene under årets festival, som jeg har skrevet mere om her.

Special mentions:

Selvom festivalen var fattig på mesterværker, var der gode film i hobetal. Et særligt kip med flaget skal gå til Taylor Sheridans rå og smukke thriller ’Wind River’ med Jeremy Renner og Elizabeth Olsen på mordopklaring i et sneklart indianerreservat, den intense, men lovlig religiøse flygtningeallegori ’Jupiter’s Moon’, Takashi Miikes udknaldede og underholdende samuraifilm ’Blade of the Immortal’, Yorgos Lanthimos’ dystre, provokerende og tankevækkende ’Killing of a Sacred Deer’ og den opfindsomme, apokalyptiske actionfilm ’Buschwick’.

Læs også: Cannes dag 10 – Joaquin Phoenix’ fysiske transformation er vild, og så er han sødere end sit rygte