’Dear White People’ sæson 1: Amerikansk college-serie fænger også selvudnævnt farveblinde

’Dear White People’ sæson 1: Amerikansk college-serie fænger også selvudnævnt farveblinde
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Justin Simien

Medvirkende

Login Browning, Brandon P. Bell, Deron Horton, m.fl.

Spilletid

10 afsnit á 30 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

Før jeg så ’Dear White People’, gennemgik jeg nærmest som en politisk korrekt refleks antallet af mine sorte venner, og jeg var ærligt talt skuffet over resultatet: en halv. Og så er jeg oven i købet engang i en gymnasiebrandert kommet til at fortælle hende, at jeg synes, hun ligner Hella Joof (I made the mistake so you don’t have to).

På dén pinligt hvide baggrund er det en bedrift i sig selv, at Netflix’ nye serie om sorte college-studerendes kamp mod daglige racebaserede ydmygelser og misforståede hensyn lykkes med at tage selv den blegeste seer ved hånden.

En blackface-fest for de hvide elever på Ivy League-universitetet Winchester er ramme for fortællingen. Samantha White (Logan Browning) er formand for skolens Black Student Union og bruger sit kontroversielle uni-radioprogram, ’Dear White People’, til sarkastisk at spidde racismen på skolen. Festen er en protest mod Samanthas kritik, hvor hendes hvide medstuderende med sovsekulør i ansigtet vil bevise, at Samantha og hendes sorte venner er alt for nærtagende og humorforladte.

Det ender imidlertid i en stor skandale, og sagen bliver ekstra speget, da resten af skolen erfarer, at Sams fuckbuddy/kæreste er hvid. Hvor oprigtig kan hendes kritik af The Black Condition på campus så være?

Serien bygger på Justin Simiens egen film, der blev et hit i indie-kredse i 2014 og beskrev situationen omkring blackface-festen fra en hel række forskellige perspektiver, der dog ikke alle sammen kom til fyldestgørende udfoldelse i det korte format.

Annonce

Det får de bedre lov til her, og Simiens serieversion er indrettet, så vi i hvert afsnit ser forløbet omkring festen fra en ny karakters øjne, så der kommer mere kød på både historie og karaktergalleri. Det stærke cast – udskiftet i forhold til filmen – får virkelig lov at brillere. Skaberne lykkes fermt med at gøre seriens komplekse, spraglede raceproblem nærværende og relevant.

Samantha prøver at balancere sin ideologiske racekamp med sin forelskelse i den hvide Gabe (John Patrick Amedori). Skolens sorte jock Troy (Brandon Bell) kæmper for sin fars anerkendelse, mere end han kæmper racekampen. Og særligt stærkt står det følsomme portræt af skribentspiren Lionel (DeRon Horton), som prøver at skjule sin forelskelse i netop Troy, mens han på skolebladet afslører detaljerne bag den skandaløse fest.

Med subjektive drømmesekvenser om Troy og skuespil i topklasse i næsten ’Skam’-agtige nærbilleder kommer vi ind i hovedet på Lionel, så hans berøring med seriens racekonflikt effektfuldt bliver bundet ind i hans personlige coming of age-historie.

Seriens svageste punkt er dens cellofanagtige kunstighed. I varm, lækker belysning og med en sprogbrug, der er næsten renset for bandeord, bliver hele Ivy League-æstetikken næsten klinisk renset for kant, og selv om det er en pointe, at racismen pibler frem under al pænheden, ender det samlede udtryk lidt for tandløst.

Men er man som mig en stolt, dansk selvudnævnt farveblind med sådan cirka en halv sort ven, kunne besættelsen af amerikanske raceforhold nemt have fået én til at føle det, der der står på en af hovedpersonernes t-shirts: »I litterally cannot!«. Heldigvis har karaktererne facetter nok til at gøre fortællingen relevant for andre end sorte college-studerende.


Kort sagt:
Selv for den blegeste kulturradikale type, der aldrig for alvor har været tvunget til at forholde sig til race før, er ’Dear White People’ en fængende oplevelse. Med indfølte og rørende karakterskildringer overkommer det stærke cast seriens kunstige overflade.

Anmeldt på baggrund af fire afsnit.

Læs også: Netflix-serie kritiseres for racisme mod hvide – instruktøren tager til genmæle