’Sweet Dreams’: I Italien er der ingen over Mamma
Mor er den bedste i verden. Ikke mindst i Italien, hvor mamma synes at have en helt særlig plads i hjerterne på landets sønner. For os udenforstående kan det tætte mor/søn-bånd komme til at virke næsten grinagtigt, men for italienere er der intet at grine af. Ingen kan måle sig med mamma.
Med erindringsdramaet ’Sweet Dreams’, baseret på Massimo Gramellinis selvbiografiske bestseller, udruller veteranen Marco Bellocchio fortællingen om journalisten Massimo, hvis liv i den grad formes af det faktum, at han mister sin elskede mor som bare niårig knægt.
Lille Massimo nægter at tro på, at moren er død, og situationen bliver ikke bedre af, at familien omkring ham tilsyneladende ikke fortæller hele sandheden. Fortielserne smitter således af på ham, og i skolen fortæller han blot, at moren er flyttet til New York. Men hvad er sandheden om hendes død?
Tilbage står de ophøjede minder om en smuk og hengiven mor. Minder som Massimo aldrig slipper, og som Bellocchio iscenesætter med en smittende varme: Drengen og moren, der danser fjollet til kæk 60’er-pop i den trange stue. Drengen og moren, der leger gemmeleg i lejligheden. Drengen og moren, der ser uhyggelige serier i fjernsynet i tætomslynget sofasymbiose. Så uudsletteligt et indtryk gør gyseren ’Belphegor – spøgelset fra Louvre’ på Massimo, at han livet (og filmen) igennem hjemsøges af den maskebærende skurk i virkningsfulde sort-hvid klip.
Moren virkelige død og tv-fiktions chok-gys hvirvles sammen og traumatiserer ham dybt – og det er det egentlig ikke noget at sige til: ’Belphegor’ er skideuhyggelig den dag i dag.
’Sweet Dreams’ er sat sammen af utallige hop frem og tilbage i tid. I nutiden møder vi den nu 40-årige Massimo, der har arvet familiens gamle lejlighed. Oprydningen bringer minderne frem, men instruktør Marco Bellocchio stykker uelegant erindringsglimtene sammen.
Særligt mudret er tilbageblikkene på Massimos voksne liv som journalist op igennem 1990’erne. Det ene øjeblik er han smart-i-en-fart-fodboldjournalist, for i det næste at dække belejringen af Sarajevo. Privatlivet består tilsyneladende af tilfældige affærer og panikanfald. Rollen som den sorgtyngede og mutte Massimo giver med andre ord ikke Valerio Mastandrea meget at arbejde med.
Til gengæld løber den altid seværdige Emmanulle Devos med al opmærksomheden i en lille, men saftig birolle som dullet overklassemor til en af teenage-Massimos kammerater. Henslængt på en divan bedyrer hun, at hun vil vogte over sønnen, til han er mindst 20 år (!). Franske Devos glimt i øjet her er tiltrængt i en film så overlæsset med alvorstunge moderbindinger.
Da journalisthvervet på den lokale avis i Torino fordrer Massimo at svare på et brev fra en læser, der er så træt af sin gamle mor, at han drømmer om at tage hende af dage, sætter Marco Bellochhio sentimental trumf på ’Sweet Dreams’: Massimo leverer en moderlig lovsang så drivende rørstrømsk, at jeg grinte.
Kort sagt:
Ikke et ondt ord om Italien, men ’Sweet Dreams’ svælger alvorstungt i familietraumer og moderbindinger, som kun en italiensk film formår. Marco Bellocchios erindringsdrama rummer få, men kærlige glimt af ægte barnelykke, men er uelegant fortalt.
Læs også: ’Springtur i Toscana’: Halvskøre kvinder på roadtrip i italiensk prisvinder