’Voice from the Stone’: Emilia Clarke burde holde sig til ’Game of Thrones’

’Voice from the Stone’: Emilia Clarke burde holde sig til ’Game of Thrones’
2 6
Instruktion

Eric D. Howell

Medvirkende

Emilia Clarke, Marton Csokas, Caterina Murino, Edward Dring

Spilletid

90 min.

Premiere

Kan streames fra de store tjenester

Kan Emilia Clarke kun præstere, når hendes hår er sølvfarvet, og hun har tre drager ved sin side?

Indtil videre ser det sådan ud. Hun har forsøgt sig med romcom-genren i den mislykkede ’Mig før dig’, i actionhjørnet med kæmpefiaskoen ’Terminator Genisys’, og med ’Voice from the Stone’ bevæger hun sig ind i horror-thrillerens mørke. Men her fungerer hun desværre heller ikke.

’Voices from the Stone’ er den tidligere stuntmand Eric D. Howells anden spillefilm og er baseret på den italienske forfatter Silvio Raffos roman. I et efterkrigsramt Italien, hvor landskaberne er smukke, melankolske og altid omringet af en sløret tåge, rejser den unge, bedårende og ensomme sygeplejerske Verena (Emilia Clark) fra familie til familie for at hjælpe psykisk ustabile børn. Den næste i rækken er drengen Jakob, der nægter at tale.

Jakob (Edward Dring) har ikke snakket, grint eller grædt, efter hans mor døde for syv måneder og seksten dage siden – og det skal Verena få ham til. Jakobs far, Klaus (Marton Csokas), bærer på en dyb sorg over tabet af hans smukke kone og muse, som han lader gå hårdt og disciplinært ud over sønnen. Som da Jakob rejser sig fra middagsbordet, og Klaus befaler ham tilbage blot for at lade ham sidde i et par sekunder og derefter lade ham gå.

Årsagen til drengens stilhed er, at han er overbevist om, at han kan høre sin mors stemme i væggene, som han hver aften sidder og lytter til. ’Voice from the Stone’ er en spøgelseshistorie rig på gyser-floskler. Som da det viser sig, at den overpyntede Lilia, der hver aften børster Verenas hår, har været død i flere måneder, og man har gættet det allerede fra første gang, man så hende. En død kanin på toilettet, drengen der konstant bliver væk og det store labyrinthus skaber heller aldrig sindsoprivende uhygge.

Emilia Clarke veksler mellem engelsk og italiensk, og på trods af at hendes udtale er overbevisende, er hendes præstation det ikke. Hun knytter aldrig et troværdigt bånd med hverken drengen eller faren, og filmens forsøg på at vise, at hun bliver suget mere og mere ind i morens sjæl, kommer mere til udtryk i hendes garderobe, end i hendes skuespil.

Når Jakob er i fare, virker hun aldrig rigtigt bange for, om der skulle være sket ham noget. Og når hun siger replikker som »Du skræmte mig, Jakob. Men du fik mig til at indse noget. Jeg kan ikke forlade dig«, virker det komisk frem for nervepirrende.

Intensiteten stiger en anelse, da der opstår seksuelle spændinger mellem Klaus og Verena, der, tilfældigvis, ligner den afdøde mor på så mange facetter, at han endelig kan vende tilbage til sit aflagte erhverv som stenhugger – med Verena som nøgenmodel. Men en hed seksuel fantasiscene, hvor der krydsklippes mellem Verena der vrider sig i sin seng, og Klaus, der hugger og hugger i en stenblok, virker malplaceret, og hele romancen falder til jorden.

Verenas mentale sammenbrud bliver aldrig foldet ordenligt ud. Der sker alt for meget, alt for hurtigt. Og alligevel skraber filmen bunden af kedsomhedskisten.


Kort sagt:
I et melankolsk og tågeramt Italien skal sygeplejersken Verena få drengen Jakob til at tale, efter han har været stum i syv måneder og seksten dage som følge af hans mors død. Emilia Clarke er væsentlig bedre som Daenarys i ’Game of Thrones’, og instruktør Howell burde holde sig til sin stunt-karriere.

Læs også: Emilia Clarke lander kvindelig hovedrolle i kommende Han Solo-spin-off