Da jeg sidste år spåede om Cannes-vinderne, skrev jeg, at kun én ting var sikkert, nemlig at jeg ikke ville få ret. Og det fik jeg ret i.
Det er notorisk svært at spå om vinderen af Guldpalmen og de øvrige priser på verdens fornemste festival.
For det første er det umuligt at regne smagen ud hos en jury, der består af så forskelligartede filmmennesker som formand Pedro Almodóvar, Will Smith, Jessica Chastain, Paolo Sorrentino (’Den store skønhed’ og Maren Ade (’Toni Erdmann’). Man aner ikke, hvilke præferencer de har, og hvilke kompromiser de indgår bag lukkede døre. Og juryens valg stikker ofte i en helt anden retning end kritikernes konsensus, som sidste år hvor anmelderdarlingen ’Toni Erdmann’ ikke fik en eneste pris.
For det andet er reglerne sådan indrettet, at en film kun kan vinde én pris på festivalen. Man kan således ikke vinde både Guldpalmen og en skuespillerpris, og gætter man forkert ét sted, vælter dominobrikkerne derfor. Undtagelsen er, at man godt kan vinde prisen for bedste manuskript eller Juryens Pris sammen med en skuespillerpris. Hvilket gør det endnu mere tricky.
Endelig kan man for det tredje sige om årets festival, at der ikke er én film, som har hævet sig markant over mængden og kørt sig i stilling som en indlysende Guldpalmekandidat. Mange gode film – ingen uomtvistelige mesterværker.
Godt så. Alle undskyldningerne er kørt i stilling. Lad os komme til sagen.
Guldpalmen: ’Loveless’
Min fornemmelse er, at juryen vil vælge en film, der siger noget om samtiden på den ene eller anden facon. Vi lever i en tid, hvor det er oplagt for juryer at markere sig samfundspolitisk, og hvor det ligefrem kan se forkælet ud, hvis man hædrer et værk, der ikke beskæftiger sig med de mange tematikker, der præger vores verden.
Det har de seneste to år ført til Guldpalme-sejr til flygtningedramaet ’Dheepan’ og den arbejdsløshedssystemkritiske ’I, Daniel Blake’, og jeg tror, 2017-udgaven vil gå i tilsvarende fodspor.
Et godt bud er derfor Andrej Zvyagintsevs ’Loveless’, der forholder sig kritisk til det russiske samfunds deroute, hvilket spiller godt sammen med en tid, hvor Rusland er øverst på dagsordenen. Filmen handler om en dreng, der pludselig forsvinder, og der ligger helt tydeligt også en bredere kritik af det moderne menneskes narcissistiske, mobilfokuserede egotrip i skildringen af hans kyniske, kærlighedsløse forældre.
Samtidig vil de fleste være enige om, at det er en fantastisk god film, og mesteren Zvyagintsev vandt ikke noget for hans seneste, ’Leviathan’, så det kunne godt være hans tur.
Grand Prix (andenpræmien): ’The Square’
Ruben Östlunds satiriske film om en museumskurator, hvis (selv)godhed krakelerer som følge af en række absurde optrin, vil nok dele vandene i juryen. Nogle vil se den som årets mest originale og spiddende værk – andre vil savne en mere stram, sammenhængende fortælling og være ude af sync med filmens humor.
Den vil derfor næppe have bred opbakning til at løbe med Palmen, men den kan have tilstrækkelig med inkarnerede fans i juryen til at løbe med en stor pris. Og Grand Prix vil da også være en overvældende sejr for svenske Östlund med hans første film i hovedkonkurrencen.
Juryens Pris (tredjepræmien): ’You Were Never Really Here’
Lynne Ramsays film om ekssoldaten Joe (Joaquin Phoenix), der skal redde en pige fra en pædofiliring, er nok i for høj grad en eksistentiel genrefilm til at løbe med Guldpalmen, men hendes dragende visuelle stil og følsomme granskning af store psykologiske traumer skal nok berøre mange, også i juryen.
Kun tre ud af årets 19 konkurrencefilm har været instrueret af kvinder, og det vil desuden i sig selv være et vigtigt signal at sende en kvinde på podiet. Især fordi hun har fortjent det.
Bedste instruktør: Ben og Joshua Safdie, ’Good Time’
Den rå og energiske bankrøverfilm ’Good Time’ med Robert Pattinson i hovedrollen er i endnu større udstrækning end ’You Were Never Really Here’ en genrefilm. Men den er så vanvittigt flot eksekveret i både billede, lyd og skuespil, at den bliver svær at overse.
Nicolas Winding Refn fik instruktørprisen for ’Drive’, og jeg tætter på, at det samme gør sig gældende for Safdie-brødrene, der udelukkende har optaget filmen på New Yorks gader med mange amatørskuespillere i de små roller. Den slags giver også point.
Bedste manuskript: Robin Campillo, ’BPM’
Mange har franske Robin Campillos ’BPM’ (beats per minute) som Guldpalmefavorit, og det er bestemt heller ikke utænkeligt, at vinden blæser den vej.
Filmen handler om aids-aktivister i Paris i starten af 90’erne og er uden sammenligning festivalens mest elementært rørende film, efterhånden som vi bevæger os væk fra dens kollektivbeskrivelse af aktivistgruppens mange interne diskussioner og dykker ned i en forelskelse mellem to af medlemmerne.
Campillo er primært kendt som manuskriptforfatter, blandt andet til Guldpalmevinderen ’Klassen’ og tv-serien ’The Returned’ (han instruerede dog også filmen, der lå til grund for denne). Og selvom ’BPM’ besidder elegante visuelle passager, kunne det meget vel også være i den afdeling, han blev belønnet under festivalen.
Det vil i hvert fald være overraskende, hvis filmen ikke får en pris.
Bedste kvindelige skuespiller: Diane Kruger, ’In the Fade’
En fuldstændigt åben kategori. Det har måske ikke været på kvindesiden, at de allerstørste hovedrollepræstationer har været i år, men det kunne meget vel stå mellem Marine Vacht i Ozonz psykoerotiske thriller ’L’Amant Double’, den næsten umælende Vasilina Makovtseva i ’A Gentle Creature’ eller Diane Kruger som hævngerrig sorgramt kvinde i ’In the Fade’.
Jeg går med den sidste, fordi Kruger leverer en præstation, der er større end filmen, og hvor hun virkelig får mulighed for at spille sig ud på hele følelsespaletten.
Bedste mandlige skuespiller: Jérémie Renier, ’L’Amant Double’
Lad os bare slå fast: Den kunne sagtens gå til danske Claes Bang, der er blevet en stjerne under denne festival med sin hovedrolle i ’The Square’. Men vinder den, som jeg har spået, andenpræmien, kan Bang ikke også vinde for bedste skuespiller, og så må vi kigge andetsteds hen.
Det kunne være den respekterede franskmænd Jérémie Renier, der har en dobbeltrolle i Francois Ozons ’L’Amant Double’: Den søde psykolog Paul og hans onde tvilling.
Renier har en fest med modsætningsforholdet, og selvom det dybest set ikke er ham, men kvinden Chloé, der får et forhold til dem begge, som er hovedpersonen, er han med i de fleste scener. Dobbeltrollen er opsigtsvækkende nok til at kunne generere en Cannes-pris.
Læs også: Cannes dag 10 – Joaquin Phoenix’ fysiske transformation er vild, og så er han sødere end sit rygte