De mest ekstreme eksempler på Daniel Day-Lewis’ berømte method acting

De mest ekstreme eksempler på Daniel Day-Lewis’ berømte method acting
Daniel Day-Lewis under Oscar-showet i 2013.
Foto: Jason Merritt/Getty Images

Helt uventet har en af verdens største nulevende skuespillere, 60-årige Daniel Day-Lewis, annonceret, at han trækker sig tilbage fra filmverden efter rollen i Paul Thomas Andersons kommende ’Phantom Thread’.

Day-Lewis, der har vundet tre mandlige hovedrolle-Oscars som den eneste i historien (for ’My Left Foot’, ’There Will Be Blood’ og ’Lincoln’), er naturligvis kendt for sin altopslugende tilgang til sine roller.

Hans method acting er uden sidestykke – ja, faktisk så ekstrem, at nogle anser ham som skør, som han selv fortæller i dette gamle talkshowinterview, hvor han også ydmygt og jordnært forklarer baggrunden for sin metode.

Pensionsmeldingen virker som en oplagt anledning til at kigge tilbage på Day-Lewis’ method acting og ekstreme forberedelser. Det får alle os andre til at ligne halvhjertede døgenigte. Og det er den slags, Hollywood-legender er gjort af.

1. I ’My Left Foot’ (1989) spiller Daniel Day-Lewis forfatteren og maleren Christy Brown, der led af spastisk lammelse. Som forberedelse tilbragte Day-Lewis otte uger på en klinik for spastisk lammede i Dublin, hvor han lærte at male og skrive med sin venstre fod ligesom Brown. Under optagelserne rejste han sig aldrig fra sin kørestol, så filmholdet måtte bære ham fra bilen og ind på settet, når han ankom hver morgen. De fodrede ham også, når han skulle spise, og han forblev i det hele taget, som han altid gør, in character fra ende til anden.

2. I filmatiseringen af Milan Kunderas klassiker ’Tilværelsens ulidelige lethed’ (1988) spiller Day-Lewis den kvindeglade tjekkiske læge Tomas. Han lærte tjekkisk til filmen, selvom den foregår på engelsk.

Daniel Day-Lewis i Michael Manns ‘Den sidste mohikaner’

3. I ’Den sidste mohikaner’ (19992) spiller han den hvide indianer Hawkeye. Inden optagelserne lærte Day-Lewis sig selv at slås med økser og lade og affyre et tungt, gammeldags flintlåsgevær i løb. Han lærte også at bygge kanoer og at jage og afpille dyr, og faktisk ville han kun spise mad, han selv havde fanget. Og så insisterede han på at bære sit gevær med sig rundt til alle tider, selv når han var sammen med sin familie på fridage. Day-Lewis var så langt inde i rollen, at han led af hallucinationer og klaustrofobi, da de var færdige.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

4. Day-Lewis spiller Newland Archer i Scorseses romantiske kostumedrama ’The Age of Innocence’ (1993), der udspiller sig i slutningen af 180-tallet. Som optakt til filmen gik skuespilleren rundt i New York med høj hat og stok gennem to måneder.

5. I ’In the Name of the Father’ (1993) spiller Daniel Day-Lewis Gerry Conlon, der tilbragte 15 år i fængslet for en IRA-bombning i 1974, selvom han var uskyldig. Day-Lewis tabte 23 kilo til rollen og tilbragte tre dage i en fængselscelle uden mad eller vand, hvor han ikke fik lukket et øje på grund af de højrøstede medfanger. Han udsatte sig også for en ni timer lang afhøring. Efter sigende spiste han desuden elendig fængselsmad under hele optagelsesperioden.

Nicholas Hytners ‘The Crucible’

6. I ’The Crucible’ (1996) spiller han landmanden John Proctor, som blev dømt for heksekunst i 1700-tallet. Day-Lewis – en ferm tømrer – var med til at bygge settet før optagelserne, inklusive Proctors træhytte. Og så gik han, tro mod karakteren, ikke i bad, mens optagelserne stod på. Også på filmen ’The Ballad of Jack and Rose’ (2005) var han i øvrigt med til at bygge huset, filmen udspiller sig i.

7. Daniel Day-Lewis har før trukket sig tilbage. Han holdt fem års pause fra filmverdenen mellem ’The Boxer’ (hvor han trænede sig god nok til at kunne konkurrere med professionelle boksere i mellemvægterklassen) og Scorseses ’Gangs of New York’ (2002), hvor han spiller gangsterlederen Bill ’The Butcher’ i 1840’ernes præ-New York.

Day-Lewis fik hjælp af professionelle slagtere til at bruge en flækkekniv, og han fik lungebetændelse, fordi han insisterede på kun at gå i tøj, der stemte overens med tidsperioden. Og så skulede han gennem hele optageperioden efter sigende ondt efter Leonardo DiCaprio, der spillede hans modstander i filmen. I pausen mellem ’The Boxer’ og ’Gangs of New York’ uddannede han sig i øvrigt til skomager i Firenze.

‘Lincoln’

8. Day-Lewis skabte sin vel nok mest frygtindgydende karakter med Daniel Plainview i ’There Will Be Blood’ (2007), og han havde da også lagt meget energi i udtrykket. Han gik rundt med tre forskellige hatte i flere dage før optagelserne for at finde den helt rigtige til karakteren. Han lyttede til bånd med instruktøren og skuespilleren John Huston for at skabe Plainviews særlige stemme, og efter sigende skræmte han medskuespilleren Kel O’Neill, der skulle have spillet præsten Eli, så meget, at O’Neill forlod filmen.

I stedet fik Paul Dano en dobbeltrolle, og han fik også sin sag for: Under filmens famøse klimaks på Plainviews bowlingbane kastede Day-Lewis uden varsel bowlingkuglerne direkte efter Dano.

9. Den irsk-engelske skuespiller vandt en Oscar for rollen som Abraham Lincoln i Steven Spielbergs ’Lincoln’ (2012). Også her gik han linen ud. Han talte med præsidentens dialekt både foran og bag kameraet, og han krævede at blive tituleret »Mr. President«, mens optagelserne stod på. Når han sms’ede sin medskuespiller Sally Field, skrev han »Abe« som afsender.

Kilder: The Telegraph, Vanity Fair, Yahoo, The Independent m.fl.

Læs også: Daniel Day-Lewis trækker sig tilbage – Paul Thomas Andersons modefilm bliver hans sidste