Spoiler alert: Denne artikel er smækfyldt med spoilers for ’House of Cards’ sæson fem. Videre læsning på eget ansvar.
’House of Cards’ femte sæson bød på flere intriger, plottwists og ’uheldige’ dødsfald end de foregående sæsoner til sammen og gjorde dermed et ihærdigt, om end ikke altid lige vellykket, forsøg på at holde vores interesse til ilden i lyset af den virkelige verdens tiltagende absurde politiske scene over there.
Vi gennemgår her sæsonens fem største highlights – og fire irriterende lows.
Højdepunkter
»You have nothing to be afraid of«
Oveni det sindrigt orkestrerede præsidentvalgkaos og voksende politikerlede spillede Frank og Claire terrortruslen fra ICO maksimalt op for at vinde popularitetspoint blandt den forståeligt frustrerede amerikanske befolkning.
»You have nothing to be afraid of«, messede Frank beroligende og gav statsmandnobelt hånd til skræmte borgere forsamlet uden for Det Hvide Hus’ hegn. Men når Frankie siger relax, er fanden løs i laksegade. En skræmt masse er nu engang en let påvirkelig masse.
Alligevel kom det som noget af en overraskelse, at Franks team allerede havde pågrebet den hjemmegroede ICO-terrorist Josh, som blev holdt fanget i et Hannibal Lector-lignede glasbur i en tophemmelig kælder. Frank var ikke sen til at spotte seerens chok:
»Did you think I didn’t already have him, that I would have left him out there somewhere?« spurgte præsidentsnogen herligt overlegent med blikket mod kameraet, hvorefter han beordrede Josh – »the asset« – afskaffet på klassisk Underwood’sk vis i en scene, der gav selv hårdkogte Doug gåsehud.
Will Conway taber småkagerne
Han var så tæt på, og dog så langt fra. I ledtog med den mystiske rådgiver Mark Usher så Will Conway (Joel Kinnaman) for en stund ud til at blive den sikre vinder af præsidentvalget 2016. Men så nemt skulle det selvfølgelig ikke gå, og da Frank i et snedigt træk ligefrem kapitulerede udadtil og ringede og kongratulerede Conway med ’sejren’, vidste man, at Conway var ved at blive glaseret som en julegris på vej til slagtning.
Conway gemte på et tilfælde af PTSD og en mulig fed helteløgn omkring sin soldaterfortid, og i takt med at Underwood-parrets rænkespil trak valget i ulideligt langdrag, krakelerede den renskurede spejderdrengs facade. Scenen, hvor Conway endelig tabte hovedet om bord på sit privatfly og som en anden forsmået 12-årig skreg af piloterne, at de skulle lade ham flyve, besejlede republikanerens skæbne – intenst spillet af svenske Kinnaman med desperationen lysende ud af øjnene.
Conway faldt med et brag og forlod sæsonen med et hysterisk nej til Franks ydmygende tilbud om posten som transportminister. Tak for kampen!
Doug tager faldet
Apropos førnævnte julegris på vej til slagtning. Som vi forudsagde forud for sæsonen, blev sæson fem skæbnesvanger for stakkels Doug (Michael Kelly), der i en af denne omgangs bedste scener blev inviteret til hygsomt middagsselskab med Hr. og Fru Død blot for at blive bedt om at tage skylden for Zoe Barnes’ mord i anden sæson.
Når ’House of Cards’ er bedst, er serien regulært mesterlig udi at få blodet i forargeligt kog, og jeg nærmest råbte »neeej!« af skærmen, mens Doug stirrede ned i sin tallerken og accepterede sit lod som syndebuk – uden tvivl drevet af egen anger over selv at have myrdet Rachel i sæson fire.
Dougs fremtid har aldrig set mørkere ud, og selvom karakteren ved gud selv har solgt sin sjæl til Franks giftige foretagender, mærkede man alligevel et trist stik i hjertet ved synet af den slagne væbner, der velvilligt bøjede hovedet for sin herre og mesters guillotine.
Usher vender spillet på hovedet
Hvem er Mark Usher, og hvor kom han fra? En af sæson fems mest interessante nye figurer – sammen med Patricia Clarksons genialt dobbelttydige Jane Davis – startede som Will Conways rådgiver og endte med at skakspille sig helt frem til en mulig vicepræsidentpost for nyindsatte Præsident Claire Underwood.
Forinden havde Usher lavet en loyalitetskovending af de helt store, drevet af præcis samme kølige magtbegær, der brænder under Underwood-parret – hvorfor Frank da heller ikke var meget for manden og hans uklare intentioner. It takes one to know one.
Campbell Scott spillede Usher med den rette dosis mystik og lavmælt autoritet, og slutteligt virkede det sandsynligt, at Usher simpelthen havde planlagt hvert et træk på vejen til vicepræsidentkontoret, inklusive en indledningsvis udnyttelse og undergravning af Conways præsidentchancer.
Det mest signifikante tegn på Ushers indflydelse kom under Franks indsættelse halvvejs igennem sæsonen: Akkurat som Frank gjorde det i seriens allerførste episode under Præsident Walkers indsættelsesceremoni, vendte Usher sig pludselig mod kameraet og brød den fjerde væg med et vink til kameraet, der oprigtigt bragte undertegnede ud af fatning.
Gimmicken har hidtil været forbeholdt Frank og Claire, men med et trådte Usher ind på hovedscenen, og uhyggen omkring karakteren intensiverede øjeblikkeligt. Gys – og well played, Usher.
Frank smider mikrofonen
Han havde kæmpet sig vej til magtens tinde med næb, kløer og så mange korrupte krumspring, at selv Putin må have taget noter undervejs. Men i et af sæson fems største twists lavede Frank et spektakulært mic drop og abdicerede præsidentembedet. Farvel til politisk »forfølgelse«, farvel til »cirkusset« på Capitol Hill.
Frank blæste sig op som en værdig og integritetstro leder, der »fulgte folket« og sine mange politiske opponenters vilje ved at trække sig fra sin position og overlade Det Ovale Kontor til hustruen Claire. Så langt, så nobelt. Eller hvad?
Som altid med Frank var der selvfølgelig mening med galskaben, og i et endnu større plottwist kort efter erfarede vi og den uvidende Claire, at illusionernes mester nøje havde planlagt sit exit fra Det Hvide Hus. Franks intentioner om at styre både USA og verdens skæbne fra en plads i kulissen, hvor han kan manipulere erhvervslivet i den magtfulde private sektor, gav på sin vis mening for en mand, der aldrig har fået lov til at spille helt så frit med musklerne, som han oprindeligt havde håbet på at kunne som Commander in Chief.
Kort herefter gik der metaltræthed i afsløringer og intern backstabbing, men Franks dundertale under abdiceringen foran den irriterende kongresmand Romero og hans inkvisitive House Intelligence Committee var et af sæsonens højdepunkter, hvor rablende det så end fremstod.
Lavpunkter
Libidoerne går grassat
Det var ikke mange, der ikke fik støvet kaminhylden af i femte sæson eller afslørede saftige seksuelle hemmeligheder – med alt for forudsigeligt fatale følger.
Doug knaldede videre med enken til lever-manden, dernæst med LeAnn (Neve Campbell), Frank erstattede afdøde Meechum med en lidt for clingy ’personlig træner’, patetiske Tom Yates (Paul Sparks) hyggede med både Claire og en tilfældig turguide i presserummet i Det Hvide Hus, LeAnn viste sig at have knaldet med it-geniet Aidan, da hun var »alt for ung«, og kommunikationschef Seth (Derek Cecil) gjorde et frugtløst forsøg på at komme i bukserne på en smækker kollega med en sexvideo (intet lykkes nogensinde for Seth).
Som i en anden amerikansk teengyser er sex i ’House of Cards’ lig straf, bedrag og død, og denne gang gik det særligt hårdt ud over Claires toy-boy-forfatter, der ligefrem udåndede midt-samleje efter en ekstra krydret whisky.
Det er skam ikke, fordi man ikke under karaktererne lidt adspredelse midt i de politiske intriger, men femte sæsons ivrige sexfokus virkede som dække for dramaturgisk dødvande på manusfronten. Sex som magtredskab har været et centralt tema for serien siden Frank og Zoes forhold i første sæson, men hvis alle knalder til højre og venstre, løber saften altså hurtigt af fadet.
Gamle mænd på lejrskole
I et af femte sæsons mest slæbende afsnit iførte Frank sig kutte og kragenæb (!) for at deltage i en kultlignende lejrskole for USA’s mest magtfulde mænd kaldet Elysian Fields (løst modeleret over Bohemian Grove, virkelighedens ’hemmelige klub’ for toprepublikanere).
Med en kaffekop i hånden tussede Frank rundt mellem granerne og forsøgte at incitere støtte fra tidligere modstandere, deriblandt seriens gamle kending Raymond Tusk (Gerald McRaney), indtil vor antihelt endelig så konturerne til en ny masterplan efter en tur i skoven med dårlig mobilforbindelse …
Hvad der kunne have været en gnistrende akavet setting præget af overraskende nye alliancer og politiske magtdemonstrationer, føltes i stedet som en ørkenvandring med aldrende hyggeonkler, for hvem det USA, de engang kendte, for længst er smuldret bort. Det kunne meget vel også være afsnittets pointe: At udstille den ældre, hvide, privilegerede politiske klasse, der er gået totalt bag om dansen og dermed har blottet sig for manipulation igennem yngre generationers blændværk (i dette tilfælde teknologi).
Ikke desto mindre føltes besøget på Elysian Fields som et unødvendigt begivenhedsløst mellemspil af forspildte plotmuligheder.
Eksplosivt voksende body-count
Under likvideringen af Tom sprang Claire ud som koldblodig morderske for at sætte en fed dramaturgisk streg under, at den nye kvindelige præsident nu har nået samme amoralske dybder som sin husbond.
Men med to lige fordækte hovedpersoner er ’House of Cards’ for alvor gledet over i rendyrket pulp-territorium, hvorfor man kan frygte, at de før så flerfacetterede persontegninger går fløjten til fordel for leflende thriller-soap.
Fru Underwood var dog naturligvis ikke den eneste, der fik blod på hænderne i femte sæson, hvor ingen ulykke kom alene, og de nye rådgivere Mark Usher og Jane Davis redeligt stod parat på sidelinjerne med nyttige »kontakter« til afskaffelse af besværlige personager. Når de da ikke – som Usher, hvis lejlighed blev brugt til Toms mord – selv måtte ned på knæ og tørre op efter cheferne.
I første og anden sæson kom Peter Russo og Zoe Barnes’ mord for Franks hånd som isnende overraskelser, der cementerede Franks forråede natur og villighed til at gå hele vejen for magten. Desværre er chokeffekten siden blevet hverdagskost i ’House of Cards’, og i femte sæson begyndte likvideringerne ligefrem at synes nonchalante – og ikke mindst forudsigelige: Selvfølgelig måtte Aidan og mulende Tom ryddes af vejen, ligesom også Franks blåøjede elsker styrede lukt mod galgen fra det øjeblik, han forvandlede sig til jaloux prom-kæreste.
Andetsteds skubbede Frank Catherine Durant hovedkulds ned ad trapperne i Det Hvide Hus (dén har været undervejs længe!), mens LeAnn tilsyneladende blev kørt af vejen i sin bil, da hendes loyalitet til Underwood-parret begyndte at vakle.
For sjette sæsons skyld kan man håbe, at begge sejlivede kvinder vender stærkt tilbage (førstnævnte er på hospitalet, og sidstnævnte så vi ikke dø), og at serien fremadrettet vil rationere sine dødsfald en smule for ikke at udvande de pludselige udbrud af brutal vold, der førhen har stået i uhyggelig scenografisk kontrast til Det Hvide Hus’ sirligt dekadente interiør og den diplomatiske jargon.
Den åbne slutning
Femte sæsons mest åbenlyse problem var, at den ikke én gang for alle satte punktum for Frank og Claire Underwoods ’Richard III’-inspirerede skæbnefortælling. Mange fans havde forinden spekuleret i, om Frank endelig ville bide i græsset, og efter hvad der står som seriens absolut svageste sæson indtil nu, kan man kun begræde, at manusforfatterne ikke gik linen ud og lukkede ballet uigenkaldeligt efter 13. afsnit.
I stedet indtog Claire – hvis reelle politiske erfaring begrænser sig til at se statelig ud i pencil-skirts og stirre uudgrundeligt ud i det fjerne – Det Ovale Kontor som landets første kvindelige præsident, og vendte sig mod sin mand, der selvfølgelig ikke var sen til at erklære hende krig. Ergo skal vi formentlig trækkes igennem en sjette sæson til næste år, hvor den engang så fascinerende magtduo snapper efter hinandens struber i stedet for i kalkuleret parløb at undergrave og udstille de vaklende politiske strukturer, der eroderer Det Hvide Korthus’ fundament.
’House of Cards’ har altid balanceret på kanten af en verden, der i uhyggelig og bevidst grad syntes at spejle vor egen, hvorfor seriens mere outrerede elementer hidtil gav stof til konspiratorisk eftertanke. Meget er dog sket siden fjerde sæsons premiere i vinteren 2016, og tiden synes at være løbet fra ’House of Cards’, der i femte sæson kæmpede desperat for at overbevise os om sin fortsatte relevans overfor USA’s virkelige præsidents skræmmende pervertering af det politiske landskab.
I forsøget smed serien desværre ethvert anslag af troværdighed over bord til fordel for cheap thrills, og man savnede i den grad den tidligere showrunner Beau Willimons mere jordbundne greb om universet. Det er svært at se, hvordan ’House of Cards’ skulle kunne genfinde melodien fra de første stærke sæsoners gyldne Netflix-dage, nu når seriens grundlæggende politiske mareridtsscenariepræmis er reduceret til et noget nær foretrukkent fiktivt alternativ til den daglige nyhedsstrøm af uhyrligheder fra Washington.
Læs også: ’House of Cards’ sæson 5: Trump får næsten Frank Underwoods korthus til at vælte
Læs også: ‘House of Cards’: De fem største spørgsmål før den nye sæson