Flere ‘Star Wars’-problemer: Lucasfilm utilfreds med Alden Ehrenreichs præstation som Han Solo

Flere ‘Star Wars’-problemer: Lucasfilm utilfreds med Alden Ehrenreichs præstation som Han Solo

Det blev hurtigt annonceret, at Ron Howard overtager instruktørroret på den kommende ‘Star Wars’-spinoff om Han Solos unge år, efter Christopher Miller og Phil Lord (’21 Jump Street’, ‘The Lego Movie’) blev fyret, efter sigende fordi de trak filmen i en for komediepjattet retning til Lucasfilm-instruktør Kathleen Kennedy og manuskriptforfatter Lawrence Kasdans smag.

Men det betyder ikke, at kontroversen omkring filmen er et afsluttet kapitel. The Hollywood Reporter har en detaljeret beretning om, hvad der gik forud for fyringen, baseret på anonyme kilder, og her fremgår det, at Miller og Lord ikke var de eneste, der ikke levede op til forventningerne.

Også Alden Ehrenreich, der indtager hovedrollen som Han Solo, har skabt usikkerhed i filmens bagland. I forbindelse med, at optagelserne flyttede fra London til de kanariske øer i maj, hyrede Lucasfilm en skuespilcoach til Ehrenreich, hvis præstation de ikke var helt tilfredse med. Phil Lord og Christopher foreslog Maggie Kiley, der selv er både skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter, og som arbejdede med dem på ’21 Jump Street’.

Ifølge The Hollywood Reporter er det ikke usædvanligt, at man hyrer en skuespilcoach, men til gengæld meget usædvanligt, at det sker så sent i produktionen.

Samtidig udskiftede Lucasfilm klipperen på filmen, hvilket også indikerer, at der har været tale om en problemfyldt produktion.