‘Når noget slutter’: Velspillet, men banal filmatisering af rost roman
Tidligt i Ritesh Batras ’Når noget slutter’ udtaler hovedpersonen Tonys gammelkloge klassekammerat Adrian filmens præmis: Han gider ikke deltage i historietimen, fordi »historie er den sikre viden, der er opstået i mødet mellem hukommelsens uperfektion og dokumentationens utilstrækkelighed«.
Kort sagt, vi kan ikke stole på den. Ligesom vi ikke kan stole på, hvad Tony fortæller os i filmen, fordi han dels har en selektiv hukommelse og dels mangler den fornødne indsigt til at drage de ‘rigtige’ konklusioner.
Filmen handler om pensionisten Tony (Jim Broadbent), der bliver konfronteret med sin fortid. Det provokerer ham til at genoverveje sin rolle i en tragisk begivenhed, der ramte to ungdomsvenner.
Tony fører et stille liv og ensomt liv i London, hvor han har en kameraforretning, han kører på lavt blus. Han har tilsyneladende ingen venner, men er på god fod med sin ekskone Margaret (Harriet Walter) og følger sin højgravide singledatter (Michelle Dockery) til fødselsforberedelser. En dag modtager han en pakke, der viser sig at være et testamente fra hans gamle studiekæreste Veronicas mor, Sarah (Emily Mortimer). Hun har efterladt ham en dagbog, der tilhørte gymnasievennen Adrian, som siden fandt sammen med Veronica. Men hvad Sarah laver med dagbogen, og hvorfor hun efterlader den til Tony, er et mysterium for ham.
Situationen bliver mere speget, da Sarahs sagfører meddeler ham, at Veronica har dagbogen og ikke har i sinde at udlevere den. Tony bliver besat af at få dagbogen. Han opsøger Veronica, indvier Margaret, der er sagfører, i sagen og glider ind i en nostalgisk og undrende gennemgang af begivenhederne omkring trekantsdramaet mellem ham, Veronica og Adrian, som filmen viser i flashbacks. Undervejs bliver han i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sin egen hukommelse og opfattelser af de to vigtigste personer fra hans ungdom.
Filmen kommer derved, lidt postulerende, til at handle om, hvordan vi selv redigerer vores fortid ud fra, hvad der passer til vores valgte selvbillede. Og, mere interessant, om menneskets behov for at forstå sin fortid og få den berømte ‘closure’. Hvorfor kan Tony ikke give slip på de gamle relationer, men bliver så besat af fortiden, at han skubber Margaret fra sig og glemmer sin datter, der har brug for ham nu og her?
Filmens svaghed er, at ‘mysteriet’ ikke er særligt gribende – og at forløsningen af det, der handler om ansvar og vores ubevidste påvirkning af andre menneskers liv, er dybt utroværdig.
Undervejs er man i godt selskab i den særdeles velspillede film, både i flashbacket til forholdet mellem akavede og seksuelt frustrerede Tony (Billy Howle) og snobbede og kolde Veronica (Freya Manor) og Tonys nutidige anspændte interaktioner med Veronica, der spilles med mystik og kant af Charlotte Rampling.
Bedst er scenerne dog mellem filmens andet ekspar, Tony og Margaret, der i skikkelse af godmodige Jim Broadbent og skarpe Harriet Walter rørende skildrer den fortrolighed og kærlighed, men også ubesvarede spørgsmål, der naturligt eksisterer efter så mange års ægteskab.
Filmen lægger sig tæt op ad sit romanforlæg af Julian Barnes, men den reflekterende erindringsfortælling egner sig nu engang bedre til romanformen, der har nydt godt af sin upålidelige jeg-fortæller og sprøde prosa. Filmen bliver derimod en lidt tam affære. Meget hyggelig, men hverken rigtigt spændende eller rigtigt indsigtsfuld.
Kort sagt:
Filmatiseringen af Julian Barnes’ roman er en velspillet, men lidt banal film om vores upålidelige hukommelse, optagethed af fortiden, behov for afslutning og ubevidste indvirkning på andre mennesker. Det er i dele interessante refleksioner, men forløses – ironisk i forhold til originaltitlen ‘The Sense of an Ending – enormt utilfredsstillende.