’House of Cards’ har altid været langt ude. Det har faktisk været seriens måske største attraktionsværdi. Frank Underwoods skælmske, alvidende blik ind i kameraet. Hans lille puf, der førte Zoe Barnes ud over perronen bogstaveligt og metaforisk. Hans sindrige rænkespil bag kulisserne.
Ude på overdrevet har Netflix’ politikerserie flirtet med det rene pulp, i ordets bedste forstand. Satiren stod i forgrunden. Men i stigende grad har serien mistet glimtet i øjet – og med den nye sæson 5 blev The Underwood Saga mere højtidelig end en statsmandsbegravelse.
Men ikke nok med det. Serien tabte også troværdigheden. Hovedforfatter Beau Willimon havde i de første sæsoner en evne til at sikre, at selv de mest ekstreme hændelser føltes meningsfulde inden for seriens groteske univers. Med den rette portion suspension of disbelief hang det meget godt sammen.
Efter Willimons exit i den aktuelle sæson er det dog, som om serien har fået et mere løsagtigt forhold til relativ realisme. Aldrig har jeg så ofte som i sæson 5 revet mig i håret over, hvor tåbelige setups og handlemønstre vi blev udsat for. Her er de værste eksempler:
Chefstalkeren
Efter graverjournalisten Tom Hammerschmidt får færten af, at Det Hvide Hus iscenesatte et terrorangreb, der satte valgdagen i undtagelsestilstand, går jagten ind på et læk fra præsidentens egne rækker.
Frank gestaltede en minutiøs overvågning af alle medarbejderes samtaler og mails, hvilket må kategoriseres som en tidskrævende opgave. Men selvom en chief of staff som regel er Det Hvide Hus’ travleste person, havde Underwoods psykohviskende stabschef Doug Stamper tilsyneladende intet andet at lave end at sætte sig til rette i kontrolrummet med en god kop kaffe og gå i gang med at overvåge, som var han producer på ’Paradise Hotel’.
Indsatsen gav dog forbløffende hurtig gevinst, for i samme øjeblik begyndte LeAnn gudhjælpemig at tale med sig selv: »Hvad sendte du til mig, Mac?«, ramblede hun som en anden Robert Durst i ’The Jinx’ og afslørede dermed, at hun havde modtaget hemmelige dokumenter fra sin gamle og nu myrdede hackerven. Det var en af den slags indrømmelser, der må være en enhver terrorefterforskers drøm: »Nå, hvordan fremstiller jeg den her bombe«.
Den der lækket lugte kan
Og apropos lækket. Det viste sig, at det var Frankie-boy selv, der var gennemhullet som en si og sendte afslørende fødselsdagskort til Hammerschmidt. Ifølge Underwood selv gav det fin mening, for til sidst forklarede han udførligt og meget superskurke-agtigt, hvordan han havde planlagt at gå af som præsident seks afsnit tidligere.
Den virkelige magt ligger ikke i Det Hvide Hus, men i det private erhvervsliv, havde Frank altså erkendt ved at tage på campingferie i afsnit 8, og denne åbenbaring udraderede sålunde alt, hvad Underwood ellers havde stået for i sit 30-årige politiske virke.
Logikken var som et latrin på en spejderlejr: Lige til at lukke op og skide i.
Hvor kragerne vender
Og nu vi alligevel er dus med himlens fugle og skovens grønne træer.
Det kan godt være, den majet hemmelige manderøvsloge i afsnit 8 var løst baseret på virkelighedens republikaner-society Bohemian Grove, men ’House of Cards’-udgaven fremstod så infantil, som havde en børnehaveklasse konspireret den.
Bohemian Groves store uglestatue fra virkeligheden var her erstattet med en skulende, langnæbet krage, og i disse mobilkamera-tider virkede det mere end letsindsigt dumt, at landets mest fordækte magthavere klædte sig i kutter med klare Ku Klux Klan-associationer, mens de brændte mumier og messede »hil, brødre, mange brødre« og »slut med fælles ulykke, sæt os fri, sæt os fri«.
Havde det så bare udviklet sig til et veritabelt gammelpiksorgie i ’Eyes Wide Shut’-ånden frem for en tør omgang hækpisseri blandt gråhårede mænd i fleece-trøjer….
Glor på vinduer
Nogle vil måske huske de gamle SAS-reklamer, hvor Bille August opnåede sit kunstneriske virkes største erkendelser ved at kigge ud af vinduet fra passagerflyet på vej mod gud ved hvor.
Ingen har siden den gode Bille fået så meget ud af at stirre tomt ud i luften som Claire Underwood. Videnskaben tilsiger, at det er vigtigt, at vi giver hjernen rum til at tænke kreativt i stedet for konstant at beskæftige den med skærme og andre indtryk, og det har Claire virkelig taget til efterretning. Hun er budskabets inkarnerede poster girl.
Claire kigger ud af vinduet i præsidentbilen. Claire kigger ud af vinduet i Air Force One. Claire kigger ud af vinduet i Det Hvide Hus. Dyb refleksion. Stoisk ro. Vinduesinduceret intuition. Så gik der et afsnit med det.
Keep your enemies close…
Mørkets fyrste, Mark Usher, var en spændende enigmatisk figur, der uden at hæve stemmen altid syntes at få sin vilje igennem. En inkarnation af, hvordan magten ofte ligger i rækkerne lige bag politikerne.
Han var hasteindkaldt kampagnechef for Will Conway, og det var alt sammen glimrende. Men så fik han tiltusket sig en plads som en af modstanderens nærmeste rådgivere. Måske er folk i det politiske miljø efterhånden så troløse som en Tinder-narkoman, og herhjemme flukturerer journalister lystigt mellem medierne og ministrerne, uden nogen længere løfter et øjenbryn.
Men alligevel. At hjernen bag den republikanske topkandidat bliver indlemmet i en demokratisk præsidents indercirkel, virker lige så sandsynligt, som hvis Inger Støjbjerg blev udnævnt til æresmedlem af Venligboerne.
Trumpisme
Og når vi nu snakker om de nye rådgivere i ’House of Cards’. Hvem var Jane Davis? Under Secretary of Commerce for International Trade, jovist. Godt spillet af Patricia Clarkson, jo jo. Men sgu også en lose cannon, hvis intentioner var mere uklare end Utterslev Mose i tåget vejr.
Alligevel blev Jane med et trylleslag præsidentindens måske mest betroede rådgiver med direkte adgang til Det Ovale Værelse. Nærmest trumpistisk lemfældigt. Mere vetting, please!
Bollerummet
Og til sidst lige en krølle på den forsmåede tissemand: Tom Yates manifesterede desperat sin mandighed ved at knalde en White House-tourguide fra talerstolen i presserummet af alle steder. Really?
Læs også: ’House of Cards’ sæson 5: Trump får næsten Frank Underwoods korthus til at vælte
Læs også: Det bedste og værste i den nye sæson ’House of Cards’