Alle Christopher Nolans film fra værst til bedst

’Inception’, ’Memento’, ’The Dark Knight’, ’The Prestige’. Hvilke film er den hyperambitiøse instruktørs bedste?

9. ’The Dark Knight Rises’ (2012)

Efter den kommercielle og kunstneriske succes med ’The Dark Knight’ var der lagt i ovnen til en afslutning af episke dimensioner i selskab med Christopher Nolans flagermusmand. Desværre var den ulideligt lange spilletid det eneste episke ved ’The Dark Knight Rises’.

Handlingen er lige så usammenhængende, som filmens skurk er svær at forstå, og især tredje akt drukner i ligegyldige sidehistorier, utallige plothuller og utroværdige twists. Og netop filmens skurk Bane giver flere ufrivillige grin end kuldegysninger. Som en slags hårdtpumpet, fjern slægtning til Darth Vader snøvler Tom Hardy sig igennem rollen i en sådan grad, at han får Christian Bales hæse Batman til at lyde krystalklar. Hardy gør, hvad han kan, men der er simpelthen ikke nok kød på det store brød til, at han for alvor bliver mindeværdig.

Der gemmer sig uden tvivl en spændende og tankevækkende historie i ’The Dark Knight Rises’, men den har ualmindeligt svært ved at finde sin vej op til overfladen. For første gang i sin karriere mister Christopher Nolan fuldstændigt overblikket over fortællingen, og tilbage står en skuffende afslutning på en ellers glimrende trilogi.

8. ’Following’ (1998)

David Cronenberg har engang udtalt: »Når man ser Fellinis første film, kan man se frøene blive sået til den Fellini, vi alle kender«. Det samme kan siges om Christopher Nolan og hans debutfilm ’Following’. Alle instruktørens varemærker er til stede i denne low-budget film-noir om en mand, der bryder ind i folks hjem for at stjæle folks minder i form af deres mest personlige genstande.

Sammenligningen med ’Inception’ ligger selvfølgelig lige til højrebenet (hovedkaraktererne i begge film hedder i øvrigt Cobb), men ’Following’ indeholder også mange af de kæpheste, som instruktøren har redet gennem karrieren. Et snørklet plot? Tjek. En hovedperson, der lever efter nogle klart definerede regler? Tjek. En ikke-lineær fortællestruktur? Tjek. Et twist, der hiver tæppet væk under publikum? Tjek.

’Following’ er mere interessant, end den er decideret vellykket. Historien er unødigt kompliceret, og den store overraskelse i slutningen er ikke så overraskende endda. Det er altså ikke en debutfilm af ’Citizen Kane’ske dimensioner, men mindre kan selvfølgelig også gøre det, og som et slags blueprint over instruktørens senere virke er ’Following’ bestemt værd at dykke ned i.

7. ’Insomnia’ (2002)

Efter at have kastet sig over hukommelsestab i ’Memento’ valgte Christopher Nolan at dykke ned i en anden sindslidelse: Søvnløshed. Desværre når dette remake af den svenske thriller af samme navn ikke samme højder, og ’Insomnia’ står i dag som lidt af en parentes i instruktørens bagkatalog.

Dermed ikke sagt, at filmen ikke har sine kvaliteter. Al Pacino giver en af sine sidste gode præstationer som forknyt politimand med sorte rander under øjnene, og den afdøde Robin Williams er glimrende modcastet som filmens skurk. Og så er de smukke snedækkede landskaber en visuel godbid, man glædeligt sætter tænderne i.

Det er bare ikke helt nok til at redde en film, der føles, som om den er instrueret i søvne. ’Insomnia’ slæber sig afsted i samme tempo som en fordrukken grønlænder på glatis, og det hele er set så mange gange før, at man kan høre skuddet, lang tid før der bliver trykket på aftrækkeren.

Annonce

6. ‘Interstellar’ (2014)

Ambitionerne er store i Nolans rumepos ’Interstellar’, hvor Matthew McConaughey og Anne Hathaways rejser gennem et ormehul for at finde en ny planet, der kan erstatte den jordklode, vi selv har smadret godt og grundigt. Alt for store. Og det er både befriende og belastende at overvære.

Det er befriende, at Hollywood gav instruktøren lov til at kaste 165 millioner dollars (!) efter en knap tre timer lang science fiction-film, der er fattig på intergalaktiske krigsslag og frådende rumvæsener, men rig på originale ideer, uforglemmelige billeder og et guddommeligt Hans Zimmer-score.

Men det er belastende, at filmen er mindst en halv time for lang, at dialogerne ofte er kluntede og overforklarende, og at hele spektaklet braser sammen i filmens sidste akt. Med ‘Interstellar’ forsøgte Christopher Nolan at blande visionerne fra Stanley Kubricks ‘Rumrejsen 2001’ og Robert Zemeckis’ ‘Contact’ med Steven Spielbergs sans for familie-melodrama. Det er der kommet en billedskøn, skizofren storfilm ud af, som sigter efter stjernerne med store ideer og tungt tankegods, men ender med at styrte sammen under sine egne ambitioner.

5. ’Batman Begins’ (2005)

Efter Joel Schumachers forfærdelige ’Batman & Robin’ troede mange, at den kappeklædte hævner havde fortrukket sig til sin bat cave for altid. For hvordan pokker kommer man videre fra George Clooneys ’batvorter’ og Arnold Schwarzeneggers tåkrummende oneliners? Man hyrer en indie-instruktør, der hidtil intet har gjort for at antyde, at han interesserer sig for superhelteactionfilm, og giver ham helt frie tøjler.

Da Christopher Nolan overtog Batman-franchisen, havde han kun tre film under sit bælte og absolut ingen erfaring med at styre slagets gang på en Hollywood-blockbuster. Han var anti-tesen til Joel Schumachers skingre 90’er-brag, og det var lige præcis, hvad Batman havde brug for. ’Batman Begins’ banede vejen for den bølge af seriøse og dystre superheltefilm, der fulgte efter – på både godt og ondt.

’Batman Begins’ tager sig god tid til at komme ud af starthullerne, og der er lige lovligt mange scener, hvor Christian Bale står på en snedækket bjergryg og pudser sine martial arts-skills af med lærermesteren Liam Neeson. Men når først Cillian Murphys diabolske skurk Scarecrow gør sin entré, kigger filmen sig ikke tilbage. ’Batman Begins’ blev et vendepunkt for Christopher Nolan og forvandlede ham fra feteret indiehelt til kongen af moderne mainstream-Hollywood.

4. ’Memento’ (2000)

Omkring årtusindeskiftet var det blevet in at tage røven på sit publikum. ’Den sjette sans’, ’Fight Club’ og ’The Others’ havde alle et par uforglemmelige overraskelser gemt oppe i ærmet. Men ingen af dem var så djævelsk fortalt som Christopher Nolans ’Memento’.

Handlingen er sådan set simpel nok. Guy Pearce spiller hovedrollen som en ung mand, der leder efter sin kones morder. Problemet er bare, at han har mistet evnen til at generere nye minder efter et fatalt biluheld og derfor må tatovere alle nye oplysninger fast på sin krop, inden de forsvinder fra bevidstheden.

’Memento’ er fortalt baglæns, og jo længere filmen graver ned i fortiden, jo mere begynder den grufulde nutid at gå op for både os og hovedpersonen. Ved at fortælle historien på så uortodoks facon sætter Christopher Nolan konstant publikum i samme sted som Guy Pearce. Vi ved kun det, han ved, og er snotforvirrede det meste af tiden. Som de fleste andre film, der trækker tæppet væk under sit publikum, mister ’Memento’ lidt af sin fascinationskraft ved gensyn. Det ændrer dog ikke ved, at Nolans hukommelsestab-thriller stadig er en af hans mest, ja, uforglemmelige.

3. ’Inception’ (2010)

Originalitet er en mangelvare i Hollywood i disse år. Superhelte, genindspilninger og romertalsfilm bliver produceret på samlebånd, og de innovative ideer bliver i stigende grad skubbet ud i kulden. Men der findes undtagelser, og en af de bedre af slagsen er Christopher Nolans ’Inception’. Her bliver freudiansk lommepsykologi og tosset tankespind blandet med hårdtslående action og højtravende science-fiction, så der ikke er et øje tørt.

’Inception’ er subtil som et ondt mareridt, og især Joseph Gordon-Levitts ’nu skal jeg forklare dig, hvordan hele konceptet fungerer’-monologer kunne godt være skrevet mere elegant. Men så snart Leonardo DiCaprio og co. rejser ind i hovedet på en intetanende forretningsmand for at plante en idé i hans underbevidsthed, glemmer man småproblemerne og nyder rutsjebaneturen i fulde drag.

Som nyklassikeren ’The Matrix’ formår Christopher Nolan at levere en science-fiction-film, der både giver smæk for skillingen og masser af stof til eftertanke. Filmen kunne nemt have knækket nakken under sit eget højtravende koncept, men det hele er så stramt fortalt og så glimrende eksekveret, at man knap nok bemærker de enkelte kameler, man sluger undervejs. Nogle sammenlignede filmen med historiens store kunstfilm, mod hvilke dens filosofiske dybder blev vejet for lette. Men ser man – mere retfærdigt – ’Inception’ som den Hollywood-actionfilm, den er, kan man ikke bede om meget mere.

2. ’The Dark Knight’ (2012)

’The Dark Knight’ er måske den bedste superheltefilm, der nogensinde er lavet. Hvilket er en smule ironisk, da den ofte ikke rigtigt føles som én. Tim Burtons gotiske univers fra den originale ’Batman’ synes uendelig langt væk i dette knugende intense krimidrama, der har mere til fælles med Michael Manns ’Heat’ end med kulørte tegneserier om stærke mænd i spandex.

Hvis ’Batman Begins’ var en velsmagende appetizer, er ’The Dark Knight’ en uforglemmelig all you can eat-buffet til tre Michelin-stjerner. Fra den velorkestrerede åbningsscene til Heath Ledgers nu ikoniske forvandling fra pretty boy til psykotisk superskurk rammer Christopher Nolan plet med hver eneste scene. Heath Ledger bærer meget af filmen på sine skuldre, og hans præstation kan da heller ikke roses nok. Men det kræver også sin instruktør at indfange al hans galskab på film, og det klarer Nolan til UG.

Med en indtjening på lidt over en milliard dollars på verdensplan blev ’The Dark Knight’ en af de største kassesuccesser i nyere tid – og en glimrende påmindelse om, at man ikke behøver smide sine kunstneriske ambitioner ud med badevandet, når man orkestrerer en superheltefilm.

1. ’The Prestige’ (2006)

Christopher Nolan elsker at tage sit publikum ved næsen. Tænk bare på den tvetydige slutning i ’Inception’ eller det overraskende twist i ’Memento’. Sjældent har han dog været så drillesyg som i  ’The Prestige’, der handler om to rivaliserende magikere, der vil gå meget langt for at overgå hinanden i trylleriets ædle kunst.

Christian Bale skifter superheltekappen ud med tryllekappen og leverer en fantastisk præstation som manisk magiker, der konstant er ved at bukke under for sine egne ambitioner. Hugh Jackman er ligeledes fremragende som hans tryllerival, der er så blind af misundelse, at han ikke kan se, hvor langt ud han er ved at komme i jagten på det perfekte trick.

Film er moderne tryllerier for masserne. Vi går i biografen for at blive narret og for at krydre hverdagen med en lille smule magi. Genistregen ved ’The Prestige’ er, at den på den ene side omfavner illusionerne, mens den samtidig beder os stille spørgsmålstegn ved dem. Vi køber den utrolige historie, men prøver samtidig konstant at regne ud, hvad Nolan trækker op af hatten næste gang. Det er glimrende udtænkt og endnu bedre udført, og ’The Prestige’ er en undervurderet perle i Nolans bagkatalog, der bliver bedre ved hvert gensyn.

Læs også: De bedste alternative sci-fi-film i nyere tid

Læs også: Anmeldelse af ‘Interstellar’