De 10 bedste film i første halvdel af 2017 – rangeret

De 10 bedste film i første halvdel af 2017 – rangeret
Halvdelen af filmåret er gået, og det virker passende at gøre midtvejsstatus: Hvad har gjort størst indtryk? Hvad har flyttet grænserne, pirket nakkehårene, prikket i brystet? Vores top 10 kommer både omkring USA, Frankrig, Rumænien, Korea og… Danmark.

10. ‘The Edge of Seventeen’

Kelly Fremon Craigs debutfilm affødte ikke store bølgeskvulp herhjemme, og det er synd og skam. Det er nemlig den bedste amerikanske highschool-film siden ‘Easy A’, en utroligt morsom og følelsesmæssigt autentisk historie om en 17-årig outsiderpige, Nadine, hvis kaotiske teenageliv forværres markant, da hendes populære storebror finder sammen med hendes eneste veninde.

Nadine er en både modig og forfriskende hovedkarakter – selvcentreret, vred og lidt for overbevist om sin egen overlegenhed – som Hailee Steinfeld gør et 100 procent troværdigt menneske ud af. Woody Harrelson er vildt sjov som den kyniske historielærer, Nadine bekender sig til, og selv den spirende romance med nørden Erwin – der plejer at være den slags films største svaghed – er sød og afbalanceret. Det er en film, der indlevende og uden at overdramatisere beskriver, hvor svært det kan være at være teenager. Som vores anmelder skrev:

»En kvik og velskreven film, der aldrig kammer over i melodrama eller quirkiness, men på sin egen stille vis fortæller en rørende, men usentimental udviklingshistorie«.

9. ’Underverden’

Vi skal tilbage til ’Pusher’, før Danmark sidst leverede en actiongangsterfilm i international klasse, men det kom i år med Fenar Ahmads opfølger til ’Ækte vare’, der var et rungende og tiltrængt klask i dansk films bolledej på næsten alle tænkelige måder.

Filmen om en hjertekirurg, der går ren vigilante på den, da han skal hævne mordet på sin småkriminelle lillebror, havde både overbevisende action og et bankende hjerte med Kasper Tuxens blærede kameraarbejde og Jens Ole McCoys lydside som trumf. Alene åbningsscenen var en af de bedste på dansk grund nogensinde, Dar Salim og Ali Sivandi leverede karrieredefinerende præstationer, og der var stor fatalistisk ømhed i den knusende aktuelle historie om en mand, der er så splittet mellem to kulturer, at det bliver hans undergang.

Læs vores anmeldelse.

8. ’Prøven’

Mange af os mener nok at være moralsk ordentlige mennesker, men hvad skal der egentlig til, før vores kompas vakler? Ikke nødvendigvis så meget, hvilket rumænske Cristian Mungiu beviser i sin sublimt orkestrerede og tankevækkende film om, hvad der konstituerer et korrupt samfund: Ikke en altoverskyggende ondskab, men en voldsom akkumulationen af små, forkerte beslutninger.

Familiefaren Romeo kommer på vildspor, efter hans datter forsøges voldtaget uden for sin skole – få dage før hendes afgørende eksaminer. Romeo må trække på den ene vennetjeneste efter den anden, for at datterens gennemsnit ikke lider skade af hendes psykiske men, og til sidst er der ikke meget, der adskiller ham fra den samfundsmodel, han ellers tager afstand fra. Og at han aldrig portrætteres som hverken helgen eller djævel, understreges af, at han befinder sig hos sin elskerinde, da han hører om overfaldet første gang.

Instruktøren bag ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ har skabt et stærkt nuancerigt og thrilleragtigt spændende familiedrama i klasse med ’Nader og Simin’.

Læs vores anmeldelse.

7. ’It Comes at Night’

Der var klare horrorelementer i Trey Edward Schults’ debut, det intime familiekammerspil ’Krisha’, og i den imponerende ’It Comes at Night’ vender han såmænd blot vægtningen på hovedet: Vægten er lagt på den postapokalyptiske horrorramme, hvor en uhyggelig virus smitter alt levende på mere uhyggelig vis end en ebolavirus i brunst, men kernen er igen relationerne i en familie under pres.

Joel Edgerton spiller patriarken, der har isoleret sig i en skov med sin kone og deres søn, og som modvilligt åbner døren, da en desperat familie beder om husly. Det meste af filmen foregår i hytten eller i en 50 meters radius omkring den, og Schults skaber en sjældent klaustrofobisk stemning med en eminent forståelse for desorientering og brug af de filmiske rum, underbygget af en trykkende lydside.

’It Comes at Night’ sikrer sig en sikker plads i den nyere indie-horror-kanon med film som ’It Follows’ og ’The Babadook’.

Læs vores anmeldelse.

Sponsoreret indhold
Portræt af Ninna York
Smykkedesigneren om frygten for at miste troen på sig selv i den kreative proces. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

6. ’The Handmaiden’

Park Chan-wook er en af de teknisk mest overlegne instruktører, der arbejder i dag. Og ’The Handmaiden’ beviser det. Periodemæssigt og for så vidt også genremæssigt er vi langt fra hovedværket ’Oldboy’, men den filmiske virtuositet og forkærligheden for en overraskende plotdrejning eller to er til fulde intakt.

En falsk greve får en fattig ung kvinde anbragt som tjenestepige hos en mystisk overklassefrue som led i et sindrigt svindelnummer. Men alliancerne og synsvinklerne skifter, og filmen udvikler sig til en erotisk thriller, hvor begge aspekter af denne genrebetegnelse er lige godt forløst. Sexscenerne giver vitterligt blussende kinder, mens Parks eksplicitte vold trækker chokerende i den anden retning.

Det er bombastisk, men passer perfekt til tidsperioden i 30’ernes Korea, og det er så billedmæssigt velgennemtænkt, at det halve kunne være nok.

Læs vores anmeldelse.

5. ’Get Out’

Jordan Peele har varslet, at han har fire nye social thrillers i ærmet, og kan de leve op til megahittet ’Get Out’, vil vil se dem alle nu.

Selvom filmen om en ung sort mand, der skal introduceres for sin hvide kærestes rige familie, overordnet set er en gyserfilm – og en ganske effektiv af slagsen – er det som satiriker, at Peele virkelig udmærker sig med sin instruktørdebut.

Fra åbningsscenen, hvor de hvide forstæder forvandles til en skummel og truende arena for en tilfældig sort mand, til scenerne, hvor hovedpersonen ses an af svigerforældrenes stenrige, hvide venner, som var han en præmieko, er ’Get Out’ simpelthen årets mest intelligente komedie. Allison Williams er perfekt castet som den arketypiske, forkælede wasp-pige, Daniel Kaluuya forankrer solidt publikums egne bange anelser, mens Bradley Whitford og Catherine Keener har en fest som det på overfladen så venlige og tolerante ægtepar, der elsker Obama, men udelukkende har sorte tjenestefolk.

Peele gør gysergenren samfundspolitisk relevant igen og leger så fint med genrekoderne, at horrorelementerne aldrig reduceres til alibi. Da det først går amok, bliver filmen måske mindre interessant, men stadig kandiderer flere af slutdelens scener til årets foreløbigt bedste.

4. ’Frantz’

I en tid, hvor det diskuteres intenst, om film stadig skal ses i biografen, er det vederkvægende at opleve værker, hvor man bare ikke er i tvivl. Hvor det store lærred er halvdelen af oplevelsen.

Sådan en film er franske Francois Ozonz efterkrigsdrama ’Frantz’, et gudesmukt melodrama i på én gang knivskarp og fløjlsblød sorthvid. I en lille tysk by i 1919, kort efter Første Verdenskrig, ligger soldaten Frantz begravet. Hans forlovede Anna besøger gravstedet hver dag, men pludselig gør en ung mand hende kunsten efter. Den franske musiker Adrian lægger blomster på graven og vender tilbage dag efter dag.

Som franskmand repræsenterer Adrian fjenden, men da han præsenterer sig som Frantz’ gamle ven, bliver han snart en slags surrogat for den afdøde i både den forlovede og Frantz’ families øjne. Adrians virkelige grund til at opsøge Frantz kommer måske ikke som en kæmpe overraskelse, men både optakten, twistet og reaktionen fastslår en dybt humanistisk og skræmmende pointe, som peger frem mod den næste store verdenskrig.

Det er en film, der nok hylder et klassisk romantisk filmsprog, men samtidig føles dybt aktuel i dagens krigs- og hævnplagede verden. Og ja: Så er det bare guddommeligt smuk filmkunst.

3. ’Moonlight’

Årets halvoverraskende Oscar-vinder var en stilistisk og historiemæssig triumf: En af de sjældne filmoplevelser, hvor realisme og symbolisme går op i en højere enhed, og hvor den egentlige kerne ligger i ansigterne, bevægelserne og kameraarbejdet snarere end i det, der bliver sagt gennem replikkerne.

I tre akter følger vi tre stadier i den homoseksuelle ghettodreng Chirons liv – barn, teenager og voksen – og det er hjerteskærende at se, hvordan han i alle perioder bygger et skjold op omkring sig, fordi det samfund, han vokser op i, ikke er gearet til at håndtere hans inderste følelser. Og samtidig er der håb, små glimt af intimitet og nærvær, som man under ham mere end noget andet.

Man kan mene, at originalhistoriens teaterstruktur skinner lovlig meget igennem (alle scener er meget meningsladede), men Barry Jenkins hæver filmen til et højt filmisk niveau med sin blanding af medfølende nærbilleder og poetiske tableauer. Og både de tre skuespillere, der spiller Chiron, samt Naomi Harris (som Chirons mor) og Mahershala Ali (som hans faderfigur), spiller med fintfølende sans for betydningen af de små detaljer.

Læs vores anmeldelse.

2. ’Paterson’

Der sker ikke en skid i ’Paterson’. Ikke. En. Skid. Hovedpersonen Paterson (Adam Driver) står op samme tid hver dag, passer sit arbejde som buschauffør i byen Paterson, skriver små digte i sine pauser, går en tur med hunden, får én øl på den lokale om aftenen og hygger med sin søde hustru Laura.

Men det er mere varmt, humoristisk og rørende end Hollywoods største melodramaer. Og faktisk – uden man rigtigt lægger mærke til det – sker der faktisk også en del med den stilfærdige buschauffør undervejs. Med hans digte, hans hund og hans tanker om sig selv.

Men først og fremmest har Jim Jarmusch skabt en underskøn hyldest til de små ting i hverdagen, som får én til at sanse verden omkring sig lige en tand mere, efter man har set filmen. Til at sætte pris på både madpakken og kærligheden.

’Paterson’ er en film med rytme og sjæl, sympatiske mennesker pakket ind i en uimodståelig struktur. Indie-mesterens bedste i mange, mange år.

Læs vores anmeldelse.

1. ’Manchester by the Sea’

Da Oscar-slutspillet skulle stå, endte det i en duel mellem ’Moonlight’ og ’La La Land’, mens den tredje forhåndsfavorit, ’Manchester by the Sea’, gled i baggrunden.

Kenneth Lonergans tredje spillefilm skal nu nok overleve alligevel, for den er af så høj karat, at dens anseelse bare burde stige og stige. Sjældent har man set en film, hvor hver en replik, hver en pause, hvert et blik føles så naturligt og udmønter sig i en inderlig historie om sorgen og skyldens komplicerede nuancer, som ikke lader sig udflette lige så gnidningsfrit, som vi er blevet vant fra alskens Hollywood-fortællinger.

Casey Affleck vandt fortjent en Oscar for rollen som den mutte pedel Lee Chandler, der må vende tilbage til hjembyen Manchester by the Sea, da hans bror dør og efterlader ham posten som værge for hans søn. På papiret lyder det næsten som en ugebladsnovelle, men filmen rammer én som en russisk roman. Nogle har anklaget den for at være for bevidst om sin egen tyngde, men de glemmer, hvor munter den faktisk er undervejs, hvor man klukler adskillige gange, indtil tårerne trænger sig afdæmpet på.

Som vores anmelder skrev i sin seksstjernede dom:

»Hos Kenneth Lonergan er der ingen lette løsninger, ingen redemption, men en oplevelse af ægte liv levet af en mangfoldighed af karakterer, der handler, tænker og føler som dem ude på gaden«.

Læs også: De 10 bedste serier i første halvdel af 2017 – rangeret

Læs også: De 50 bedste film siden årtusindskiftet – valgt af over 100 danske filmfolk