De 10 bedste serier halvvejs i 2017 – rangeret

De 10 bedste serier halvvejs i 2017 – rangeret
'The Leftovers'.

I går kårede vi de bedste film fra første halvår af 2017. I dag er turen kommet til tv, hvor tre helt nye serier blander sig med friske sæsoner af nogle af tidens store mesterværker.

10. ’Skam’ sæson 4

Det kan godt være, Julie Andem & co. sluttede af med den alt i alt svageste sæson ’Skam’: Til tider halvkedelig, lovlig berøringsangst og med mere flakkende fokus, end vi har været vant til.

Men ’Skam’ under niveau er stadig et niveau over det meste, og også Sana-sæsonen var i sine bedste momenter et følsomt registrerende og humanistisk pointeret blik på teenagelivet i Norden anno 2017. Alene det, at vi aldrig har set en karakter som Sana på tv før – troende, tvivlende, velreflekteret, stærk, sej, sjov, forelsket – er en væsentlig bedrift, og selvom sæsonen måske ikke lagde så mange nye alen til portrættet, var det alligevel rørende at se hende sårbar i forhold til både kærlighed og venskab.

Nogle mener, at Sana blev underløbet med afslutningens fokus på de øvrige karakterer, men hendes historie med Yousef blev smukt afrundet, og det gav god mening, at Andem bredte perspektivet ud, nu hvor sidste punktum skulle sættes. Vilde-klippet hørte til seriens stærkeste overhovedet, og selvom man kan ærgre sig over, at hun ikke får sin egen sæson, var det klogt af Andem at slutte, mens legen var god.

9. ’Master of None’ sæson 2

Aziz Ansari og Alan Yangs svære toer var en ujævn affære, der begyndte med et par halvsløve afsnit i Italien, hvor romantiseringen af støvlelandet og ikke mindst dets kogekunst simpelthen blev for meget (om end man blev sulten af at se det).

Men i de bedste afsnit senere hen på sæsonen var ’Master of None’ second to none. Først og fremmest det geniale ’New York, I Love You’, et stafetafsnit, der flyttede blikket væk fra Devs kærlighedskvaler og fulgte en række af de skæbner i storbyen, de færreste serier (eller mennesker) skænker en tanke, med både humor og empati: Taxachaufføren, hotelportieren og en døv kvinde, i hvis del afsnittet spiller helt uden lyd.

Tilsvarende eksperimenterende var det i seriesammenhæng helt usædvanligt lange skud af Dev, der stirrer ud af vinduet i en taxa, og Ansari og Yang skal i det hele taget have stor ros for at udfordre konventionerne for komedieserien på en måde, som kun Louis CK har gjort før dem. Uden nogensinde at glemme at være sjovt og godt selskab samtidig.

8. ’The Handmaid’s Tale’ sæson 1

Vi var blæst bagover af Hulus gennembrudsserie ’The Handmaid’s Tale’ efter de første to-tre afsnit, der klaustrofobisk og stilistisk dragende præsenterede en skræmmende dystopiverden, hvor kvinder var reduceret til fødemaskiner i et stærkt repressivt, religiøst fundereret patriarkat.

Det føltes som en aktuel tematik – særligt i forhold til ISIS i Syrien – forankret i en spændende hovedperson i Elisabeth Moss’ altid overbevisende fremtoning og kortlagt af en hovedforfatter (Bruce Miller), der kun blotlagde akkurat så mange hemmeligheder, at man higede efter mere.

Midt på sæsonen begyndte ’The Handmaid’s Tale’ dog at stå i stampe. Serien backtrackede i mere eller mindre interessante flashbacks, mens selve den fremaddrivende historie savnede suspense, og der ikke blev lagt nok interessante nye dimensioner til universet. Det var desuden en skam, at serien brød med sin konsekvente synsvinkel hos Offred.

Finaleafsnittet var flot, men stadig har vi det sådan, at det kan gå begge veje i den kommende sæson 2.

7. ’Big Little Lies’

Det var fristende at afskrive Jean Marc Vallées prominente HBO-miniserie baseret på Liane Moriartys bestseller efter første afsnit: Endnu en serie sat i et hvidt, overprivilegeret luksusmiljø indrammet i et mystisk mord, som forfatterne tilbageholder al reel information om til allersidste afsnit (hej ’Bloodline’ og ’The Affair’).

Men hold op hvor ’Big Little Lies’ dog katapulterede sig op over det lidt irriterende udgangspunkt, og hold op hvor fik den kød på karakterer, som nemt kunne være endt som a-liste-udgaver af ’Melrose Place’.

Kvinderne i Californien-byen Monterey var ikke blot forkælede, Chardonney-pimpende desperate housewives, de var sjældent nuancerede figurer, hvis selvforståelse og interne dynamikker var drivkraften i en historie, der intelligent kredsede om den arv, vi videregiver til vores børn.

Reese Witherspoon, Nicole Kidman, Laura Dern, Adam Scott, Shailene Woodley og Alexander Skarsgård udgjorde årets vel nok stærkeste ensemble i en fortælling, der bare blev bedre og bedre undervejs og ramte en perfekt balance mellem pulpet melodrama og psykologisk troværdighed. Og bortset fra de allersidste sekunder på stranden var finaleafsnittet en ren opvisning.

Annonce

6. ’Legion’ sæson 1

Det dårligste, man kan sige om ’Legion’, er, at den topper i første afsnit. Men det er så til gengæld også et af de bedste pilotafsnit, der nogensinde er lavet.

’Legion’ udspringer af ’X-Men’-universet, men med fokus på en relativt ukendt mutant, David Heller, som er søn af Professor Charles Xavier og Gabriella Haller og i seriens begyndelse er indlagt på et sindssygehospital med sin galopperende personlighedsspaltning.

Man behøver dog hverken være ’X-Men’- eller i almindelighed superheltefanatisk for at sætte pris på serien, som er skabt af ’Fargo’-forfatter Noah Hawley (man skal dog helst have en forkærlighed for det overnaturlige). Først og fremmest er ’Legion’ nemlig en virtuos, hyperenergisk og psykedelisk fortælling, der dykker dybt ned i sindet som et slags kryds mellem ’Inception’ og ’Twin Peaks’.

I løbet af Davids rejse mod en erkendelse af, hvem han i virkeligheden er, gør Hawley både brug af musical- og stumfilmelementer, og selv den tørreste eksposition (der er meget at skulle forklare, når man er i en drøm i et minde i en drøm) pimper han op med visuelt frække greb.

’Legion’ er bevidsthedsudvidende: Pludselig forstår man, hvor konforme de superheltefilm, vi normalt ser i biograferne, egentlig er.

5. ’Catastrophe’ sæson 3

Sharon Horgan og Rob Delaneys kærlighedsbarn er så sjovt og grovt, at man næsten overser, hvor mørk og afslørende den faktisk også er. I første sæson blev irske Sharon gravid med amerikanske Rob efter en uges affære i London, og da de begge var omkring de 40 år og ikke havde den store kærlighed i udsigt, besluttede de sig for at få barnet.

Her nogle år efter har de tilføjet endnu et stykke afkom til samlingen, og deres ægteskab kører som så mange andre småbørnsægteskaber: Momenter af stor lykke, men ikke helt gnidningsfrit. Tredje sæson kommer omkring emner som utroskab, alkoholisme, død og sorg og tager ærligt og helt uden skåneærmer fat på parforholdet, når det er allerværst og bedst.

Kemien mellem Horgan og Delaney gnistrer stadig, og efterhånden har serien også fået bedre styr på sine skæve britiske bikarakterer. ’Catastrophe’ er engelsk humor, når det er bedst.

4. ’Fargo’ sæson 3

Sæson 2 var et veritabelt mesterværk, som det var nærmest umuligt at leve op til, og det kunne hovedforfatter Noah Hawley (repræsenteret to gange på denne liste) måske heller ikke helt. Men i løbet af tredje ombæring fik han alligevel spillet sig helt op i omdrejninger.

Igen skabte Hawley nogle af de mest mindeværdige skurke- og heltefigurer på tv, særligt David Thewlis’ uforglemmelige V.M. Varga med retflux, dårligt tandsæt og høflige britiske manerer og Mary Elizabeth Winsteads herligt oprigtige og loyale, bridge-elskende småsvindler Nikki Swango.

Historien om et giftigt brødreforhold, der ad skæbnens uransagelige veje kulminerer i en byge af mord i de frostkolde amerikanske lillebylandskaber, slog på velkendte ’Fargo’-tangenter, men miljøet føles så specifikt, så levende, så fuld af kontrasterende empati og misantropi, at man aldrig bliver færdig med det.

De sidste tre afsnit var sublime, spækket med sublime setpieces, som et voldsomt angreb på en fangebus og efterfølgende jagt gennem skoven. Vi kender efterhånden Hawleys formel. Men vil stadig bare have mere.

3. ’Better Call Saul’ sæson 3

Efterhånden får vi i ’Better Call Saul’ det bedste fra ’Breaking Bad’ – narkokrigen og de spektakulære, nærmest Olsen Banden-agtige aktioner – tilsat en tålmodigt udfoldet familiekonflikt, der føles helt unik for netop denne serie.

Jimmy McGill er efterhånden kun et mulehår fra at slå ud som Saul Goodman, og hans opgør med sin pertentlige, psykisk forstyrrede advokatbror Chuck er skiftevis sindsoprivende og rørende. Og samtidig møder den godhjertede, men desillusionerede Mike Erhmantraut en vis Gus Fringe, der har brug for en mand med Mikes kvaliteter.

Vi ved jo sådan set godt, hvad der skal ske med de to ultimativt godhjertede, men moralsk udfordrede hovedpersoner, men alligevel er det spændende som bare fanden, hvordan de kommer derhen. Showrunners Vince Gilligan og Peter Goulds bygger elegant hver eneste scene op som en lille fortælling i sig selv, og ’Better Call Saul’ skaber stor suspense i sit helt eget tempo.

Vi kunne ikke have ønsket os mere af en spinoff. Og vi glæder os allerede til sæson 4.

2. ’Girls’ sæson 6

Slutsæsonen på ’Girls’ var også en af seriens bedste, for med Hannahs graviditet og en følelse af, at alle pigerne snart var nødt til at finde ud af, hvad de skulle stille op med deres liv, kom der ligesom en fornyet gravitas over fortællingen, uden at den mistede sin stærke komiske tæft.

Allerbedst kom det til udtryk i næstsidste afsnit, hvor det stod klart, at Hannah, Jessa, Marnie og (en meget ærlig) Shoshanna måske ikke skulle være venner for evigt, men dansede en sidste dans over deres snarligt fortabte ungdomsuskyld.

Derefter fik vi et antiklimatisk finaleafsnit, men det er til at overse, for Dunham havde inden da skænket os en perlerække af store øjeblikke, fra Elijahs forsøg som basketballmusicalstjerne til Adam og Hannahs pludselige, men også kortvarige forholdscomeback.

Allerbedst var dog naturligvis ’American Bitch’, som er det tætteste, Dunham kommer på at formulere sit samfundssyn direkte i serien, og hvor hun samtidig kigger indad i mødet med en anerkendt forfatter, Hannah har hængt ud på nettet.

’Girls’ vil stå tilbage som et centralt, dagsordensættende værk, et monument over en generation, der balancerer på en knivsæg mellem det enerverende navlepilleri og det forståeligt identitetsforvirrede. Hannah Horvath, du var uperfekt, og netop derfor kommer vi til at savne dig.

1. ’The Leftovers’ sæson 3

Religion og tro er blevet et stort tema for tidens tv-serier (se også ’The Handmaid’s Tale’ og DR’s kommende ’Herrens veje’), men ingen serie har behandlet emnet så opfindsomt, ambitiøst og tankevækkende som ’The Leftovers’, den mest fabulerende vanvittige tv-serie, indtil David Lynch lige satte trumf på med genkomsten af ’Twin Peaks’.

For hvor søger man hen, når to procent af alle Jordens mennesker en dag forsvinder? Leder man efter rationelle forklaringer? Søger man Gud, ånder, engle, menneskelige fællesskaber eller kultiske skikkelser? Ledes man i fristelse af falske profeter, og hvordan adskiller man dem fra de virkelige?

Damon Lindelof gik afsøgende, men sjældent alt for mystificerende i kødet på disse spørgsmål med afslutningen på sin HBO-serie, der startede spændende, virkelig tog fart i sæson 2 og fik en utroligt flot afrunding i sæson 3.

Forskellen mellem første sæson og de to næste er, at selvhøjtideligheden blev trukket ud af serien, at grundtonen blev mere absurd, undrende og følelsesdrevet end cerebral. I tredje sæson blev det foreslået, at vores hovedperson Kevin måske er en ny frelserfigur (hans evne til at rejse sig fra de døde minder i hvert fald om en vis Kristus), men som det viste sig under en detour til Australien var svaret ikke så enkelt, som nogle af karaktererne omkring ham ville gøre det til.

’The Leftovers’ var billedmæssigt slående, fortællemæssigt uforudsigelig og karaktermæssigt selvsikker. Stadig med smuk musik af Max Richter. Og med en slutning, der vil gå over i historien.

Vi har det stadig ambivalent med paralleluniverset, hvor Kevin synger karaoke, skal myrde præsidenten og bruge sin penis som adgangskode (!), men det overskyggede ikke seriens egentlige ærinde og kerne. Man må bare tage hatten af for Lindelofs evne til at pirre, underholde og bore sig ind i nogle af livets største spørgsmål på én og samme tid.

Læs også: De 10 bedste film i første halvår af 2017 – rangeret