‘Stranger Things’ sæson 2 har fået en premieredato

‘Stranger Things’ sæson 2 har fået en premieredato

Ventetiden på gensynet med Eleven (Millie Bobby Brown), politichef Jim Hopper (David Harbour), Will Byers (Noah Schnapp) og resten af beboerne i Hawkins er næsten forbi. Plus tre måneder.

Netflix har netop offentliggjort, at anden sæson af Duffer-brødrenes 80’er-nostalgitrippende sci-fi-gys ‘Stranger Things’ lander på streamingtjenesten fredag den 27. oktober, lige op til en binge-venlig weekend og bare få dage før Halloween.

Samtidig har Netflix lanceret nedenstående ildevarslende plakat til sæson to der, ligesom teaser-traileren, mere end antyder at vor unge helte skal op imod en endnu større fjende end Demogorgon fra The Upside Down, a la H.G. Wells’ ’War of the Worlds’:

‘Stranger Things’ anden sæson foregår ca. et år efter begivenhederne i sæson et, og har blandt andet føjet den unge, danske skuespillerinde Linnea Berthelsen til sit voksende cast, i rollen som outsideren Roman.

Roman er ifølge Duffer-brødrene tidligere hjemløs og datter af en misbruger-mor, og kæmper med at forstå og knytte bånd til andre mennesker – meget lig Eleven, hvorfor fanteorier om at Roman måske har været en tur forbi samme forsøgscenter som den telekinetiske barneheltinde allerede florerer.

På rollelisten finder man derudover også Sean Astin (Sam i ‘Lord of the Rings’) som meget passende for genren fik sit gemmenbrud som 13-årig i 80’er-ungdomsklassikeren ‘The Goonies’.

Der er hermed sat et stort fedt kryds i kalenderen den 27. oktober.

Læs også: Se den første, stærkt pirrende teaser til ‘Stranger Things’ sæson 2

Læs også: Anmeldelse: ‘Stranger Things’ sæson 1

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af