‘Personal Shopper’: Kristen Stewart stråler i Frankensteins monster af en film
»I’ve been as lonesome as the world’s first ghost«, lyder en linje fra Magnolia Electric Co-nummeret O! Grace. Og lige netop denne kombination af ensomhed og genfærd er hovedingredienserne i Olivier Assayas ’Personal Shopper’: En fascinerende fortælling, der både fungerer som stilfærdig arthorror, pulserende thriller og et lille drama om en snigende identitetsopløsning.
Kristen Stewart er blændende på sin egen gråtonede facon som Maureen, der som personlig indkøber fræser Paris rundt på sin scooter i jagt på ekstravagant designertøj og smykker til berømtheden Kyra. Og så er hun i øvrigt clairvoyant. Nætterne bruger hun i sin afdøde tvillingebrors kolos af en villa i håbet om at få et tegn fra efterlivet om, at han er okay. Det har han nemlig lovet.
I det forladte hus vandrer hun derfor rundt i mørke gange på jagt efter en sidste berøring. Selvom spøgelsesjagten har sine isnende øjeblikke, så virker formålet med den langt mere sørgmodig end skrækfremkaldende. Maureens søgen virker til at være efter et håb om, at hun ikke er helt alene. Ensomheden er ellers en evig gæst i hendes liv.
Selv omgivet af mennesker i storbyens metro er der en næsten klaustrofobisk følelse af at være totalt afskåret fra resten af verden. Hun har et langdistanceforhold, som foregår via overfladiske Skype-sessioner med en fyr, som primært er sløret og ude af sync. Selv hendes excentriske diva af en chef er hun stort set aldrig i samme værelse med.
Faktisk er det først, da hun begynder at modtage gådefulde sms’er fra et ukendt nummer, at Maureen åbner sig og slipper sin ensomhed en smule. Er beskederne fra hendes bror? Fra en af de andre ånder, hun er stødt på under sine nattevandringer? Er det fra en stalker, der ved foruroligende meget om hende? Eller er det i virkeligheden en underbevidst kommunikation med et indre begær?
I beskederne tilstår Maureen, at hun ville ønske, hun var en anden, og nu starter en identitetsleg, hvor hun træder i Kyras sko og haute couture-garderobe – noget som ellers er hende strengt forbudt. Men fristelsen for at slippe for sig selv og lade sig forføre af det forbudte overvinder hende.
Det smager lidt af Hitchcocks svimlende mesterværk ’Vertigo’ at se Maureen skifte ham på denne måde. Derfor er det også yderst passende, at filmen selv kortvarigt gennemgår en forvandling fra tyst spøgelseshistorie til en nervepirrende thriller med højst overraskende virkemidler. Maureens drillende sms-korrespondance fungerer fremragende som spændingsapparat, og jeg fangede mig selv i at gribe fat i armlænet, ramt af heftig hjertebanken over en scene, hvor en række ubesvarede beskeder popper frem på Maureens allestedsnærværende iPhone og lader forfølgelsen nå et effektivt højdepunkt.
Som i ’Skyerne over Sils Maria’, også med Kristen Stewart, præsenterer Assayas tilskueren for et smeltende karakterportræt. Men hvor ’Sils Maria’ benyttede sig af en interessant metakommunikation om skuespillerens opslugende kamæleonarbejde og et sært drillende filmsprog for at kommunikere den flydende identitet, er det i ’Personal Shopper’ i højere grad Maureens selvdestruktive flugt fra sig selv, der lige så stille slår hende i stykker.
Det er en fascinerende opløsning at overvære, og selvom Kristen Stewart her for en kort bemærkning vender tilbage til den overnaturlighed, som fik hendes karriere til at eksplodere, så er der ingen tvivl om, at hun har bevæget sig milevidt siden ’Twilight’-tiden.
Hun er det altoverskyggende midtpunkt og bærer ’Personal Shopper’ i sine tynde, tatoverede arme. Selvom hendes skuespilstil til tider er så tilbagelænet, at det grænser til det sløsede, så bliver man ramt af hendes fine portræt i en sådan grad, at man efter filmens sidste replik føler en trang til at løfte hænderne, så hun ikke skal bære på den hjemsøgende ensomhed helt alene.
Kort sagt:
Olivier Assayas får igen det allerbedste ud af Kristen Stewart i et Frankensteins monster af sammensatte genrer, som han overraskende ubesværet vækker til live. ’Personal Shopper’ formår at være uhyggelig, nervepirrende og ætsende fremmedgjort og portrættere en fascinerende opløsning, uden at filmen selv falder helt fra hinanden.
Læs også: Interview – Kristen Stewart går til angreb