‘The Leftovers’-stjerne knust over Emmy’s kolde skulder

‘The Leftovers’-stjerne knust over Emmy’s kolde skulder

Da årets Emmy-nomineringer blev afsløret i går aftes var der særligt én stor serie, der glimrede ved sit fravær.

’The Leftovers’ anmelderroste sidste sæson blev totalt forbigået i de store kategorier af tv-verdenens svar på Oscar, og måtte tage til takke med en nominering til skuespillerinde Ann Dowd for bedste kvindelige gæsterolle i en dramaserie.

At seriens hovedrolleindehavere Justin Theroux og Carrie Coon ikke blev nomineret er en gåde, og udelukkelsen af ’The Leftovers’ i kategorien bedste dramaserie grænser til det decideret skandaløse ­– havde ’House of Cards’ femte sæson for eksempel virkelig gjort sig fortjent til sin plads ved bordet?

Carrie Coon havde svært ved at skjule sin skuffelse, da hun kort efter nomineringerne faldt blev interviewet af The Wrap:

»Jeg havde sådan håbet, at se Justins navn blandt de nominerede til bedste mandlige skuespiller i en dramaserie. Jeg er lidt hjerteknust på mine venners vegne, for jeg er så stolt af vores sidste sæson.«

Skuespillerinden var dog ikke så overrasket over, at Emmy atter gav ’The Leftovers’ den kolde skulder:

»Vi er aldrig blevet anerkendt af Emmy, så vi regnede ikke nødvendigvis med noget i år. Vi var bare forsigtigt optimistiske på grund af alle de fantastiske ting, der er blevet skrevet om serien … Jeg tror, at historien vil være god ved den. Og at det er en af de serier, der vil blive ved med at ræsonnere med seerne.«

Skønt Carrie Coon ikke fik nogen Emmy-kærlighed for sin kraftpræstation i ’The Leftovers’, snuppede hun en nominering for ’Fargo’ i kategorien bedste skuespillerinde i en limited series. Og her bliver konkurrencen benhård – Coon skal således op imod Hollywood-sværvægterne Nicole Kidman og Reese Witherspoon for ’Big Little Lies’, Susan Sarandon og Jessica Lange for ’Feud’ og Felicity Huffman for ’American Crime’

Læs også: Anmeldelse: ’The Leftovers’: Dommedag nu i sidste sæson af kompromisløst serieværk

Læs også: Se årets vigtigste Emmy-nomineringer her