‘To the Bone’ går i flæsket på psykisk tabu i øjenhøjde med målgruppen – hvornår vil Hollywood følge Netflix’ eksempel?

‘To the Bone’ går i flæsket på psykisk tabu i øjenhøjde med målgruppen – hvornår vil Hollywood følge Netflix’ eksempel?
Lily Collins i 'To the Bone'.

Da Netflix i foråret udsendte sin første teaser for ’To the Bone’, en Netflix Original-film om en 20-årig pige med galoperende anoreksi, affødte det en forudsigelig kneejerk-reaktion af forargede onlineartikler.

Inden nogen overhovedet havde set filmen, blev ’To the Bone’ anklaget for at fremme thinspiration – forherligelse af spiseforstyrrelser – ikke mindst på baggrund af, at skuespillerinden Lily Collins (som selv har bakset med anoreksi) havde tabt sig markant for at spille hovedrollen Ellen.

Kontroverser af denne art er ikke nye for Netflix.

I foråret blev serien ’13 Reasons Why’ indhyllet i voldsom debat både før og efter premieren – hvordan kunne underholdningsindustrien tillade sig at spinde ungdomsdrama over selvmord, lød noget af kritikken blandt andet.

Hverken ’To the Bone’ eller (især) ’13 Reasons Why’ er mesterværker inden for YA-genren. Men den diskussion, begge har genereret blandt unge såvel som voksne er tiltrængt, og Netflix fortjener stor ros for at fremhæve stigmatiserede emner som spiseforstyrrelser og selvmordstanker i langt højere og mere ambitiøs grad, end mainstream-Hollywood har vovet det i nyere tid.

Som en der selv i teenageårene har været på dates med hospitalspsykiatrien for at udrede anoreksi, kan jeg godt sætte mig ind i bekymringerne om, hvorvidt ’To the Bone’s grafiske skildring af spiseforstyrrelser kan ende som thinspiration på Tumblr. Der er snart sagt ikke det groteske billede, der ikke kan idealiseres ud over al logik, når sygdommen først tager fat.

Lily Collins i ‘ To the Bone’ (Foto: Gilles Mingasson/Netflix)

I stedet for at gå den BH90210’ficerede vej, og nøjes med at vise hovedrollen på vej ind og ud af toiletter for at kaste op uden for skærmen, eller i grådkvalt samtale med pårørende, går ’To the Bone’ vitterligt til benet med et langt mere kontroversielt punch. Manuskriptet er baseret på instruktør Marti Noxons egne oplevelser, og filmen er sit miljø bevidst.

Historiens unge, Ellen inklusiv, er pro’s udi at skjule opkastning, forbudt natlig motion og spytte mad ud i servietterne. De taler om, hvordan man kan se på sit bræk, at man nu også har fået tømt mavesækken helt for madrester. At is klart er det mest behagelig at kaste op. En langtidssyg bryder hysterisk sammen da hun finder ud af, at hendes krop er blevet tilført 1.500 kalorier af den slange, hun tvangsfodres med, og Ellen kæderyger for at dæmpe sulten.

Der bliver talt mange kalorier højt i ’To the Bone’, og flere seere vil givetvis finde det forkasteligt, at filmen på denne måde ’giver tips’ til folk med spiseforstyrrelser. Ligesom ’13 Reasons Why’ blev klandret for at glorificere selvmord og potentielt inspirere desillusionerede kopister.

Den form for automatisk fordømmelse og frygt for fiktive værker, der forsøger at udforske og nuancere tematikkerne forbundet med unges psykiske problemer – og ikke entydigt tegner sine hovedroller i et sympatisk lys – udspringer gerne af velmenende intentioner om at ’beskytte’ de påvirkede.

Annonce

Men for at gå i clinch med problematikkerne og den berøringsangst, de uvægerligt avler, bliver man nødt til at se et par ubehageligheder i øjnene, i stedet for at lulle sig ind i ufarligt feelgood-porn. Også når det føles grænseoverskridende og grimt.

Af samme grund er det utilstedeligt, at filmbranchen uden for streamingtjenesterne ikke oftere afspejler virkeligheden for det yngre publikumssegment, hvis lommepenge branchen lever højt og flot af.

’13 Reasons Why’ (Foto: Netflix)

Selvfølgelig er det ikke så underligt, at det skorter på Hollywood-film om spiseforstyrrelser i en branche, der feticherer ungdom og urealistiske kropsidealer; Det modsatte ville svare til, at McDonald’s fremhævede svært overvægtige modeller i sine reklamer.

I stedet lukrerer filmbyen på det mere romantiserede og spiselige sick flick-syndrom: Ungdomsfilm, der kombinerer uhelbredelig sygdom med bittersøde teen-crushes. A la ’En flænge i himlen’, ’Alt eller intet’, ’Me, Earl and the Dying Girl’, og sågar det (ganske glimrende) danske take på genren, ’En-to-tre-nu!’.

I traditionen fra 70’er-tåreperseren ’Love Story’, taler sick flicks alvorligt og følsomt om eksempelvis kræft og/eller pludselige dødsfald, og de bedste af slagsen har absolut deres berettigelse i forhold til at facilietere en mere åben dialog, især med de døende. Mens de værste til gengæld ophøjer dødskampen til en romantisk heltegestus med en flødebollefyr sukkende ved sengekanten.

Fælles for sick flicks’ene er typisk, at hovedpersonen ikke ’vælger’ at dø. Man kan ikke dømme en sagesløs kræftpatient, som man kan en kalkuleret anorektiker. For har sidstnævnte ikke selv valgt sin triste skæbne?

Hollywood hverken skal eller kan pludselig gå all-in på psykoanalyser af mental ustabilitet og dets følger i IMAX-format. Filmland skal fortsat byde os velkommen i det eskapistiske rum af fantasifuld ramasjang eller uskyldige feels, vi alle har brug for, for at sætte hverdagen på pause fra tid til anden.

Men det ville klæde de indflydelsesrige filmstudier at tage ved lære af Netflix’ anderledes grænsesøgende tilgang til skildringer af unges psykiske lidelser i et format og sprog, der møder målgruppen i modig øjenhøjde, og ikke ’voksenmoraliserer’ kvalmt og insisterende i den gode sags tjeneste. Eller pakker tabuerne ind i klæge romancer (selv ’To the Bone’ flirter med fristelsen) for at øge lækkerhedsfaktoren.

’To the Bone’ kan ikke helbrede anorektikere, lige så lidt som ’13 Reasons Why’ kan stoppe alvorligt selvmordstruede. De er fiktonsværker, ikke mirakelkure.

Men de kan gøre meget for at råbe det omkringstående samfund op, og øge opmærksomheden på de mange unge, der bakser med uoverskuelige mentale udfordringer i hverdagen, de finder for svære at tale om – og ofte går langt for at skjule.

Slutteligt et par visdomsord fra vores allesammens doktordame Skrulle fra ’Skam’:

Læs også: Anmeldelse: Netflix’ anoreksidrama ‘To the Bone’ er både forfriskende og bekymrende