Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Hollywood-magikeren, biografaktuelle Christopher Nolan, finder stor inspiration i sine egne yndlingsfilm. Ligesom Nolans egne værker er hans yndlingsfilm genrefilm – foruden to afstikkere.
Nolan har selv mere eller mindre været i gennem det hele: Fra film noir i gennembruddet ’Memento’ over de toneangivende ’Batman’-film i den mørke trilogi frem til krigsfilmen ’Dunkirk’.
Han er ikke bare en af de dygtigste filmhåndværkere, der arbejder inden for mainstream-Hollywood i dag. Han er også meget bevidst om, hvad der kom før, hvilket ganske tydeligt afspejles i den genrespraglede liste over hans yndlingsfilm, som vi har genopdaget via Indiewire.
Listen:
’Rumrejsen 2001’ (Stanley Kubrick, 1968)
’Alien’ (Ridley Scott, 1979)
’Blade Runner’ (Ridley Scott, 1982)
‘The Spy Who Loved Me’ (Lewis Gilbert, 1977)
‘Superman’ (Richard Donner, 1978)
‘The Hit’ (Stephen Frears, 1984)
’12 Angry Men’ (Sidney Lumet, 1957)
‘The Thin Red Line’ (Terrence Malick, 1998)
‘The Testament of dr. Mabuse’ (Fritz Lang, 1933)
‘Bad Timing’ (Nicolas Roeg, 1980)
‘Merry Christmas, Mr. Lawrence’ (Nagisa Ôshima, 1983)
‘For All Mankind’ (Al Reinert, 1989)
‘Koyaanisqatsi’ (Godfrey Reggio, 1982)
‘Mr. Arkadin’ (Orson Welles, 1955)
‘Greed’ (Erich von Stroheim, 1924)
Hvordan de har præget hans film:
Listen – der spænder fra Erich von Stroheims stumfilm ’Greed’ frem til Terrence Malicks hovedværk, Anden Verdenskrigsfilmen ’The Thin Red Line’ – kan umiddelbart godt ligne en uegal pærevælling af filmhistoriske klassikere, men ser man nærmere på listen, passer den som fod i hose.
Nolan var bare syv år, da han så ’Rumrejsen 2001’. I et interview med Entertainment Weekly beretter han om filmens varige indtryk på ham:
»Vi ville alle sidde (Nolan og hans venner, red.) og snakke om filmens betydning. Det var pure cinema. Det faktum, at det er en udfordrende film i en intellektuel forstand, genererer dig ikke, når du er dreng. Man værdsætter bare følelsen af filmen«.
Der er ingen tvivl om, at filmen (og Kubrick generelt) har været en stor indflydelse på Nolans videre karriere. Har du for eksempel bemærket TARS fra ’Interstellar’, der er en fusion af ’2001’s Monolith og HAL 9000, om end væsentligt mere nuttet?
Det er bare en af mange referencer til Kubricks sci-fi-epos, hvor man blandt andet også bider mærke i den slående lighed mellem de to films roterende rumstationer, mens åbningssekvensen i ’Dunkirk’ i øvrigt er næsten lige så dialogfattig som den i ’2001’ – en inspiration begge instruktører hentede fra stumfilmen.
Den største indflydelse fra Kubrick er dog utvivlsomt brugen af musik. Nolans alenlange samarbejde med Hans Zimmer, der indtil videre har indbragt komponisten to Oscar-nomineringer med en mulig tredje på vej, er en integreret del af hans filmsprog. Ligesom Kubrick bruger Nolan ofte storladne scores (dog oftest originaler), der tilfører et ekstra udtryk til billederne – for eksempel Zimmers brug af lyden fra ure, som i ’Dunkirk og ’Interstellar’ højner spændingsniveauet ekstremt.
På listen ses også Ridley Scotts mesterværker ’Alien’ og ’Blade Runner’, der med deres unikke verdener blandt andet har inspireret det kliniske udtryk i ’Interstellar’s rumfartøjer og den mørke metropol i ’Batman’-trilogien.
»Jeg har altid været stor fan af Ridley Scott, særligt da jeg var barn. ’Alien’ og ’Blade Runner’ blæste mig bag over, fordi de skabte ekstraordinære verdener, der fuldkommen opslugte én«, har den 47-årige brite udtalt til Media Factory.
En film, der ikke lige så let passer ind i instruktørens filmografi, er det dokumentariske billeddigt ’Koyaanisqatsi’, der dokumenterer menneskets forhold til naturen gennem fantastiske billeder kun akkompagneret af Phillip Glass’ fænomenale score.
Ligheden mellem brugen af musik springer selvfølgelig i øjnene, men også billedpoesien er en i øjenfaldende lighed. Selveste Steven Spielberg har udtalt, at han ser Nolans ’Batman’-trilogi som kunstfilm: »Meget succesrige, godt fortalte historier, men også med smuk visuel kunst«.
Et andet interessant valg, med tanke på Nolans nylige interesse for selv at lede et ’Bond’-reboot, er ’The Spy Who Loved Me’. Filmen står for de færreste som den ypperste film i serien om MI6-agenten, men ikke desto mindre er inspirationen tydelig fra the get go. Åbningssekvensen, hvor Roger Moores Bond stikker af fra sine forfølgere på ski, skriger ’Inception’, og det kunne være interessant at se en ægte ’Bond’-lover stå for franchisens næste led.
Hvad listen afslører om ham:
Der er noget news you can use-agtigt over Nolans liste, der langt hen ad vejen afspejler instruktørens egne film nærmest én til én: Fra hans forkærlighed til science fiction (’2001’) til kryptisk fortællestruktur (’Bad Timing’). Nolan elsker film, han selv kan bruge, eller også bruger han bare fra de film, han elsker, eller også har han bare fremlagt en liste, der gør, at man primært kommer til at snakke om hans egne film.
Nolan-skeptikere vil samtidig straks stille spørgsmålstegn ved oprigtigheden i eksotiske tilvalg som japanske Oshima, tyske Fritz Lang og stumfilmen ’Greed’ (har Nolan nu også set Von Stroheims otte timer lange cut til ende?). Er det nu ikke bare briten, der igen lader som om, han er mere intellektuel, end han i virkeligheden er? Er man samtidig Terrence Malick-hater, ja, så har man virkelig grundlag for aversion med dobbelt metaskrue.
Hans fans, derimod, vil lægge vægt på, at Nolan bare er en vaskeægte cinefil som bevist gennem hans indædte kamp for celluloid, mens de endnu mere vaskeægte cinefile til gengæld vil gå hårdnakket efter, at syv af filmene er fra efter 1980, for blev verdens bedste film egentlig ikke lavet længe inden? Og hvor er 60’ernes movie brats, og hvor er den franske nybølge, og ja, hvor er i det hele taget den modernistiske europæiske film? Du er busted, Nolan! Eller også er du bare befriende ærlig og helt din egen og helt okay.
Læs også: Alle Christopher Nolans film fra værst til bedst