Coen-brødrenes yndlingsfilm – og hvad deres valg siger om dem

Coen-brødrenes yndlingsfilm – og hvad deres valg siger om dem
Mia Farrow i Polanskis 'Rosemary's Baby'.
ARTIKELSERIE: De kommende uger dykker vi ned i 10 af de største amerikanske filminstruktørers egne favoritfilm og kigger nærmere på, hvordan de har ladet sig inspirere, ligesom vi for egen regning kommer med et bud på, hvad top-listerne afslører om dem. I dag vender vi blikket mod Coen-brødrene, der siden debuten 'Blood Simple' i 1984 har sikret sig en status som nogle af amerikansk films førende auteurs med lige dele absurd humor og nådesløs vold.

Showrunner Noah Hawley har i forbindelse med sin serieversion af Coen-brødrenes ’Fargo’ udtalt:

»Hvis du ser på hele spektret fra ’The Ladykillers’ eller ’Raizing Arizona’ på den ene side til ’Miller’s Crossing’ på den anden side, så tænker jeg, at vi er nødt til at cutte begge ender af. Vi bør aldrig ende ud i ren farce, men samtidig synes heller ikke, at vi skal være oprigtigt seriøse på noget tidspunkt. Hvad jeg i sidste ende kom frem til, var ideen om at skabe ’No Country for Old Fargo’«.

Ordene indrammer perfekt den særligt coenske ånd og stil: den næsten farceagtige sortkomiske ramme, der forenes med fatalistisk mørke og meningsløs vold. Ethan og Joel Coen er klassicister, som i hele deres karriere har børstet støvet af de dominerende genrer fra de klassiske Hollywood-studiers guldalder mellem 1930’erne og 50’erne, screwball (’The Hudsucker Proxy’ og ’Intolerable Cruelty’), western (’True Grit’ og ’No Country for Old Men’) og krimien (’Miller’s Crossing’ og ’Fargo’).

Ofte havner deres film i et sortkomisk grænseland mellem genrerne med en grundfilosofi taget fra deres elskede film noir. Fremdriften skabes ofte, når karakterer som Jerry Lundegard i ’Fargo’ eller The Dude i ’The Big Lebowski’ træffer nogle dumdristige og skæbnetunge valg i den sardoniske Coen-arena. Udover filmenes næsten bibelske lignelsesform fungerer de også som aparte kulturstudier med Los Angeles som arnested tilsat mesterfotografen Roger Deakins både rustikke og skyggefyldte billedside.

Hvor Coen-brødrene har fået deres særlige kendetegn fra, kan man måske blive klogere på ved at granske 30 af deres favoritter, som vi har fundet via Distant Light TV.

Listen:

‘Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb’, (Stanley Kubrick, 1962)
‘Chinatown’, (Roman Polanski, 1974)
‘Repulsion’, (Roman Polanski, 1965)
‘The Tenant’, (Roman Polanski, 1976)
‘Rosemary’s Baby’, (Roman Polanski, 1968)
‘Knife in the Water’, (Roman Polanski, 1962)
The Palm Beach Story, (Preston Sturges, 1942)
‘High and Low’, (Akira Kurosawa, 1963)
‘The Bad News Bears’, (Michael Ritchie, 1962)
‘Dames’, (Ray Enright, Busby Berkeley, 1934)
‘Separate Tables’, (Delbert Mann, 1958)
‘Ørneborgen’, (Brian G. Hutton, 1968)
‘The Fortune’, (Mike Nichols, 1975)
‘Brother’s Keeper’, (Joe Berlinger, Bruce Sinofsky, 1992)
‘Il Bidone / The Swindle’, (Federico Fellini, 1955)
‘Salesman’, (Albert Maysles, David Maysles og Charlotte Zwerin, 1969)
‘Once Upon a Time in the West’,  (Sergio Leone, 1968)
‘Øje for Øje’, (Clint Eastwood, 1976)
‘Greaser’s Palace’, (Robert Downey Sr., 1972)
‘Doc’, (Frank Perry, 1971)
‘The Life and Times of Judge Roy Bean’, (John Huston, 1972)
‘Navarones Kanoner’, (J. Lee Thompson, 1961)
‘Den amerikanske ven‘, (Wim Wenders, 1977)
‘Boeing Boeing’, (John Rich, 1965)
‘That Touch of Mink’, (Delbert Mann, 1962)
‘A Global Affair’, (Jack Arnold, 1964)
‘Pillow Talk’, (Michael Gordon, 1959)
‘The Chapman Report’, (George Cukor, 1962)
‘Detour’, (Edgar G. Ulmer, 1945)
‘Tarzan’s New York Adventure’, (Richard Thorpe, 1942)

Annonce

Hvordan de har præget deres film:

Listen er ved første gennemsyn uhyggeligt forudsigelig. Den romantiske farce repræsenteres af ’Boeing, Boeing’ og ’The Touch of Mink’. Der er westerns som Sergio Leones ’Once Upon a Time in the West’ og Clint Eastwoods ‘Øje for Øje’. Og krigsfilm, fra da (bedste)far var dreng, i ’Ørneborgen’ og ’Navarones kanoner’.

Gennemgående kunne overskriften være: ’Film vi så i vores barndom’ (Ethan og Joel er født i henholdsvis 1957 og ’54). Men i den mere moderne aftapning finder man den berygtede polske instruktør Roman Polanski, som topper listen med hele fem værker.

Neo noir-klassikeren ’Chinatown’ giver god mening med tanke på dens nuancer af brun, de store panoramiske billeder af mænd i drænet natur, den omhyggelige genskabelse af deres yndlingsfilmperiode og den labyrintiske fatalisme, der præger historien.

Nok så væsentlig er dog inklusionen af Polanskis ’Apartment’-trilogi. ’Repulsion’, Rosemary’s Baby’ og ’The Tenant’ rummer alle samme grænsepsykotiske paranoia, som Coen-brødrenes egen Cannes-vinder ’Barton Fink’ har tappet af, hvor den subjektive sindsforstyrrelse (gerne forstærket i hallucinerende POVs) ligeledes viser sig i hovedpersonens oplevelse af de klaustrofobiske omgivelser som djævelsk hede og i langsomt fordærv.

Roman Polanski i sin egen ‘The Tenant’

Ethan og Joel Coen skrev i 1994 en hyldest til Polanskis tredje film, den psykedeliske febervildelse ’The Tenant’.

»Alt i filmen er bygget på samme måde som denne underlige lejlighedsblok. Hele den visuelle stil er svimlende og spooky (…) Som instruktør går han altid uden om det åbenlyse – den åbenlyse narrative fremdrift i filmen er, at hovedpersonen ender med at kaste sig ud af vinduet, men så underminerer han det ved ikke at lade det lykkes. Ja, du kan ikke rigtigt slå Polanski i humor. Folk har normalt problemer med at grine af ting, der ikke præsenterer sig som komedie i bred forstand. Det meste amerikanske komik er et produkt snarere end egentlig interessant. Sat på formel«.

Bliver vi lidt i mørket, er det overraskende, at listen er blottet for filmatiseringer af Coen-brødrenes litterære noir-inspirationer Raymond Chandler, Dashiell Hammett og James Cain, der ligger til grund for blandt andet ’The Big Lebowski’, ’Miller’s Crossing’ og ’Blood Simple’. Eneste rendyrkede film noir på listen er til gengæld også den arketypiske forfaldsfantasi, ’Detour’. Hovedpersonens sidste ord i filmen kunne lige så godt gælde for den coenske verdensorden:  »Fate, or some mysterious force, can put the finger on you or me for no good reason at all«.

Menneskeskabte mønstre i Busby Berkeleys ‘Dames’

Coen-brødrene er stilconnoisseurs. Og har gentagne gange dyrket pastichen. De symmetriske menneskeformationer fra Busby Berkerleys ’Dames’ kunne man sidste år se udført af Scarlett Johansson som badediva i ’Hail, Caesar!’. De dybdefokuserede landskabsbilleder i ’No Country for Old Men’ og ’Fargo’ er et nik til Sergio Leones olympiske supertotaler, mens brugen af vidvinkel i close ups har sin bizarre komiske effekt fra Kubrick og ’Dr. Strangelove’.

Flere af filmene på listen har brødrene hentet velkendte plotdele fra, såsom Akira Kurosawas ’High-Low’ (løsepenge) og Mike Nichols ’The Fortune’ (et kriminelt slyngelpar), der går igen i alt fra ’Raising Arizona’ til ’Fargo’.

Er der slet ikke nogle afstikkere udover elefanten i rummet, ’Tarzan’s New York Adventure’ (ingen forklaring følger)? Måske de to observerende og socialt betonede dokumentarfilm ’Salesman’ og ’Brother’s Keepers’. Og dog. De har tematiske tråde til brødrenes film i fokusset på henholdsvis bibelsælgere og fire landbrugsbrødre og behandlingen af den fordums tid, Coen-universet også ofte dyrker.

‘The Palm Beach Story’ af screwball-instruktøren Preston Sturges.

Værd at fremhæve er også den rablende forviklingskomedie ’The Palm Beach Story’ af Preston Sturges, deres store screwball-forbillede. Det oplagte valg havde dog været Sturges’ kanoniserede satire over Hollywood, Sullivan’s Travels. I den drømmer komedieinstruktøren Sully om at lave en seriøs film om de laveste i samfundet med titlen ’O Brother, Where Art Thou?’, men dropper til slut selvhøjtideligheden for det gode grin. Filmens humane opsang om »the common man« repliceres af John Turturros karakter i ’Barton Fink’.

Snappy dialog, et satirisk blik på samfundet, varmhjertede øjeblikke, et twistet metanarrativ med åndssvage slapstick-indfald, et fast sæt skuespillere og forvirrede, afstumpede mænd. Coen-brødrene har mange lighedspunkter med Sturges.

Hvad listen afslører om dem:

Listen illustrerer, at Joel og Ethan er splittet imellem high-brow filmskole-must og barndommens tv-stue. Allerede i deres studenterfilmklub slog de bebrillede brødre sig op som frankofile Truffaut-feinschmeckere, men mange af valgene peger også på to mænd, der stadig befinder sig bedst i barndomshjemmets trygge rammer, hvor de både slubrede Fellini og ’Sons of Hercules’ i sig.

Coens egen produktion emmer af intellektuel coolness, men sandheden er, at de elsker at bade i samme smagsmæssige lavvande som en anden af 90’ernes postmoderne cinefiler, Tarantino. Kurosawa, Kubrick, Fellini og Wim Wenders: Fint nok, men Ethan Coen har selv udtalt, at »hvis jeg kun kunne beholde en film på video resten af livet, ville det være ’Boeing-Boeing’, en forfærdelig sexkomedie fra 1965«.

Ligesom deres film fortæller listen først og fremmest, at de offbeat per definition. Den står på kødbollekomedier, spaghetti-pistoleros og Johnny Weismullers abehyl. Alt sammen noget, man kun kan fantasere om, når man vokser op som to jødiske drenge i 60’ernes iskolde Minnesota.

Læs også: Sofia Coppolas yndlingsfilm – og hvad de siger om hende