Danmarks tre Oscar-kandidater er annonceret

Danmarks tre Oscar-kandidater er annonceret
Dar Salim i 'Underverden'.

I dag er tre danske film blevet shortlistet til det kommende Oscar-ræs og skal dermed dyste om at være Danmarks repræsentant, når årets fem nomineringer i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film skal findes.

Valget faldt på Fenar Ahmads ‘Underverden’, Peter Schønau Fogs ‘Du forsvinder’ og Henrik Ruben Gentz ‘Gud taler ud’, et genremæssigt alsidigt udvalg af både actionthriller, drama og (drama)komedie.

Fenar Ahmads hævnfilm har været en af årets mest indbringende danske film og mødte samtidig bred opbakning fra de danske kritikere, heriblandt vores egen filmredaktør, der kvitterede med seks stjerner. Genrefilm har det sædvanligvis svært i Oscar-sammenhæng, og det er derfor i sig selv et klap på skulderen, at den er inkluderet på shortlisten. ‘Underverden’ har dog også andre ting at byde på end rendyrket tjubang.

Schønau Fogs drama har et stjernespækket cast med Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og alt for tidligt afdøde Michael Nyqvist i de bærende roller i historien om en kvinde, hvis mand begynder at tage overilede beslutninger, som viser sig at skyldes en hjernesvulst. Filmen er udtaget til den snarlige filmfestival i Toronto, hvilket sammen med de store skuespillernavne i sig selv er at godt argument for dens kandidatur.

Henrik Ruben Genz tragikomiske periodedrama er en filmatisering af Jens Blendstrups selvbiografiske roman, hvor Søren Malling spiller en let fordrukken patriark, som er ved at miste grebet over sin familie, heriblandt hans tre halvvoksne sønner. Filmen åbner først i biograferne herhjemme 28. september, og pladsen på shortlisten er således et fint rygstød forud for premieren.

Dermed klarede film som Christian Tafdrups ‘Forældre’ og Mikkel Serups boksefilm ‘Den bedste mand’ ikke skærene.

Shortlisten er udvalgt af en gruppe på syv brancherepræsentanter, blandt andet Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen, der repræsenterede Danske Filmkritikere. Herudover består gruppen af instruktør Anders Refn, fotograf Jan Weincke, producent Tivi Magnusson, biografejer Mette Schramm og Det Danske Filminstitut-repræsentanterne Claus Ladegaard (formand) og Marianne Moritzen.

20. september beslutter udvalget, hvem der skal forsvare Danmarks Oscar-ære.

Læs også: Søren Malling har sit livs rolle i ’Gud taler ud’ – se traileren

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af