Debutinstruktør: »Vi vil altid romantisere tilværelsen som prostitueret«

Debutinstruktør: »Vi vil altid romantisere tilværelsen som prostitueret«
Evelyne Brochu i 'Fortiden foran os'.
Der er lavet utallige film om prostitution, men den biografaktuelle ’Fortiden foran os’ er ikke som de andre. Under arbejdet med sin debutfilm opdagede belgiske Nathalie Teirlinck, at mange escortpiger er afhængige af den kontrol over intimiteten, som de har med kunderne, men ikke i deres privatliv.

Escortpigen Alice sidder med nedslåede øjne på sengekanten i et lummert hotelværelse i Bruxelles, mens hun langsomt iklæder sig sine trusser.

»Jeg har savnet dig. Det er underligt, men på en eller anden måde… Jeg tænker på dig hele tiden. Du er anderledes«, siger hun uden skyggen af følelsesmæssig indlevelse til manden, der betaler for hendes seksuelle ydelser.

Replikken gentages, hver gang Alice møder en ny kunde i de sene nattetimer i den belgiske instruktør Nathalie Teirlincks dansk co-producerede debutfilm, ’Fortiden foran os’, der nu kan ses i de danske biografer.

Instruktør Nathalie Teirlinck

Filmen tilbyder en helt ny vinkel på de slidte filmtroper om livet som prostitueret. Den 30-årige Alice er ikke en skønjomfru, der har brug for redning, ej heller nærer hun følelser for mændene, der betaler hende. Hun sælger – ganske bevidst – sin krop, da prostitutionen slet og ret er hendes beskyttelse mod nære forhold i hendes privatliv.

»Vi vil altid romantisere tilværelsen som prostitueret. Den eksotiske ide om escortpigen, der venter på prinsen på den hvide hest. Men det, jeg lærte, da jeg snakkede med pigerne, var, at de bevidst opsøger jobbet. Der er en form for afhængighed i den måde, de er i kontrol over en følelse af intimitet, som de i privatlivet ikke kan kontrollere«, siger Teirlinck, da vi møder hende i København.

Prostitution som rollespil

For kvinderne bliver ikke bare underkastet mændenes fantasier, men kontrollerer også modpartens selvværd, når de, som Alice, komplimenterer kunderne og giver dem en lindring (godt nok oftest af seksuel karakter), som de ikke kan få andre steder.

Den debuterede instruktør brugte månedsvis på at opsøge escortpiger gennem deres bookinghjemmesider. Den dybdegående research førte til et utal af målrettede annoncer om analpenetration og andre feticher, men også til åbenbaringer om de luksuriøse glædespiger.

De prostituerede, som hun mødte, var ikke som i ’Leaving Las Vegas’ eller ’Pretty Woman’, men tidligere studerende, der, ligesom Teirlinck, interesserede sig for kultur og sagtens kunne være en af hendes veninder.

Zuri François som Robin i ‘Fortiden foran os’.

I ’Fortiden foran os’ spiller franskcanadiske Evelyn Brochu (’Orphan Black’ og Villeneuves ’Polytechnique’) hovedrollen som Alice, der konfronteres med sin eksistentielle tomhed, da hendes femårige søn flytter ind hos hende, efter drengens far dør i en trafikulykke. Og det er i sig selv en sjældenhed at se en film om en prostitueret, der skal balancere prostitution med moderrollen, men som har langt sværere ved sidstnævnte end at klare sig igennem sine sene arbejdstimer.

Teirlinck ville undersøge, hvad der sker, når den ubetingede moderkærlighed sættes på prøve.

»For Alice er arbejdet som prostitueret en eksperimenterende platform, hvor hun kan spille roller, som hun ikke kan udleve i hendes eget liv«, siger hun.

Fortiden haler ind

Hvorfor Alice er, som hun er, over for sin lille søn Robin, får vi aldrig et entydigt svar på. Det ville simpelthen være for nemt at give en simpel grund til en meget kompliceret karakters mentale tilstand, mener Teirlinck.

»Jeg ville hade, hvis man pludselig opdagede, at hun var blevet voldtaget som ung og derfor arbejder som prostitueret og er ude af stand til at tage sig af sin søn – for det er ikke, hvad livet handler om«, fastslår hun.

»På en måde haler fortiden altid ind på dig. Vi er det, vi er, på grund af summen af vores fortid. Derfor ville det være dybt fornærmende over for publikum blot at præsentere en enkelt grund til hendes adfærd«.

Escort-chaufføren Michel.

Alice forsøger ihærdigt at slette sin fortid, men modsat hendes aldrende far, der lider af Alzheimers, viser det sig umuligt, hvis ikke hun får helet arrene på sin sjæl. Men i stedet spærrer Alice sig inde i sin lejlighed med tykke persienner, der både holder sollys og naboernes nysgerrige blikke ude.

»Ironisk nok forsvinder den nemhed, som hun har med sine klienter, og det resulterer i en stor konflikt med den person, som det burde være nemt at være tæt med«, siger instruktøren med henvising til en af filmens stærkeste scener, hvor the friendly next door neighbour, Olivier (Arieh Worthalter), forsøger at charmere sig ind på Alice. Det skaber en malstrøm i morens i forvejen kaotiske liv.

Traumatisk teenageoplevelse

Instruktøren ser op til Lars von Triers vovemod og uvilje mod at behage tilskueren, hvilket også kommer til udtryk i hendes portræt af Alice, der konstant viger bort fra letkøbte sandheder.

Teirlinck er tiltrukket af de mørke og melankolske historier, hvor folk ofte skjuler deres sande følelsesmæssige tilstand – noget, den 32-årige instruktør og manuskriptforfatter selv identificerer sig med på et dybt personligt plan.

Da hun var teenager, kom hendes far ud for en ulykke og endte i koma. Her besluttede Nathalie, som 16-årig, at påtage sig rollen som stærk og ansvarlig, og på samme måde som Alice kæmpede hun med at lukke folk ind i sin tilværelse. Det ændrede sig først, da hun begyndte på den belgiske filmskole som 22-årig.

»Det er så meget nemmere at beslutte, at man ikke vil have mennesker om sig, for ikke at blive forladt eller såret, end at lukke folk ind og risikere at miste dem igen«, siger hun.

»Det, jeg kan genkende, er forsøget på at leve livet bag en maske. Forsøget på at bygge en mur, der skærmer ens følsomhed for andre mennesker«.

Læs også: ’Fortiden foran os’: Indfølt debutfilm om prostitution og moderskab