Det bedste:
Seriens måske bedste krigsscene
Efter tre afsnit med stilhed før stormen – kun afbrudt af blodige opgør mellem perifere karakterer – blev duellen mellem Daenerys og Cersei skudt i gang med en af seriens til dato mest oprivende krigsscener: En virtuost iscenesat, ubønhørligt nervepirrende kollision mellem dothrakier og Lannisters midt i Drogons flammehav.
Det var en teknisk tour de force, hvor kameraakrobatik fra drageperspektiv og ekspressive nærbilleder tilsammen fandt en ligevægt mellem krigens store og små fortællinger. At scenen uden sammenligning var sæsonens bedste skyldtes dog, at den slyngede os derud, hvor underlaget vaklede. Da Jaime fæstnede grebet om spyddet og satte kurs mod Daenerys, anede man ikke, hvad man skulle håbe på. Vi så slagmarkens blodsprøjt som Tyrion på højen, splittet helt ind i kroppens inderste kamre, og da Jaime røg ned i vandet, holdt vi vejret.
’The Spoils of War’ strøg i det hele taget durk ind på ranglisten over de bedste ’Game of Thrones’-afsnit til dato, ikke kun på grund af det sidste kvarters højspændte ramasjang, men tillige Aryas hjemkomst til Winterfell, et sted, hvor melankolien har fortrængt de infantile drømme.
En æstetisk milepæl
Syvende sæson af ’Game of Thrones’ var i det hele taget en af de største tekniske bedrifter i tv-historien. De visuelle effekter var mageløse, hvad end motiverne var drager, krigsskibe i søslag eller horder af levende døde.
Men den tekniske bravur strakte sig langt ud over den behørige dosis action og helt ind i de stille passager. Fra Daenerys entre på sit fødested, borgen Dragonstone, til den suggestive fotografering af dialogscenerne – nyd blot den næsten film noir’ske leg med kontraster i finaleafsnittets sublime dialogscene mellem Littlefinger og Sansa.
Vi lever i en tid, hvor skærmene bliver flere og mindre, men ’Game of Thrones’ er et slagkraftigt argument for at holde fast i fladskærmen. Serien kæler for de levende billeder, både i de svulstige klimakser og i det skjulte rænkespil.
Jaime Lannister – og en fyrig danskerduel
Vi har tidligere skrevet en uforbeholden kærlighedserklæring til Jaime Lannister, og det er sandt, at den detroniserede fægtemester lige nu er den mest inciterende karakter i Westeros. For hvor de fleste andre skikkelser i magtspillet har bekendt kulør, flår både lys og mørke i Jaime: Den moralske vækkelse holdes i ave af den incestuøse kærlighed til en despot.
Brydekampen rasede som et oprørsk indre hav, inden Jaime indledte sit attentat på Daenerys i ’The Spoils of War’, og hans splittelse forplantede sig bag skærmene. ’Game of Thrones’ har ikke mindst rusket op i fantasygenren ved at opløse kontraster og dyrke den facetterede personpsykologi, og i en sæson, hvor den moralske kompleksitet var på tilbagetog, var det vitalt, at Jaime holdt fanen højt.
Seriens anden dansker, Pilou Asbæk, havde betydeligt mindre at arbejde med, men med sin skrydende, stangliderlige fremtoning underholdt han for det meste, når kameraet fandt ham – ikke mindst i debutafsnittets danskerduel, hvor han uden omsvøb gjorde kur til Cersei og nedgjorde Jaime i processen. Der var god grund til at kippe med Dannebrog.
The Hound ser lyset
Når man ser tilbage på en sæson, der både førte de vægtigste karakterer sammen og satte nye standarder for udstyrsstyrker på tv-skærmen, kan det virke sært at udpege The Hounds sagte opblomstring i starten af første afsnit som et højdepunkt.
Men sekvensen havde lidt af den psykologiske dybde, som resten af sæsonen har savnet: Sandor Clegane var en satans karl, da han svingede sværdet under King Joffreys ledelse, men efter en rundrejse med Arya Stark, en nærdødsoplevelse og et spirituelt berigende ophold hos Septon Ray, havde hans visne hjerte fået farve igen. Nok formørkede den natsorte nihilisme fortsat hans udsyn, og nok torpederede han fornærmelser i retning af Thoros of Myr og Beric Dondarrion, men ét var, hvad han fortalte sig selv og andre, noget andet hvad han følte.
Det var netop glimtet af sorg og fortrydelse bag det normalt så afstumpede blik, der gjorde begravelsesscenen mindeværdig. Landmanden og datteren havde næppe overlevet vinteren, uanset hvad The Hound havde gjort, men at han plyndrede dem som tak for husly, hjalp dem nok ikke. Dengang var han ligeglad. Nu var han det ikke længere.
Det var en skam, at The Hound senere måtte indtage en rolle som menigt medlem blandt Snows all stars, for der er kød på hans fortælling. Eller det var der. I den kommende finalesæson får vi ham velsagtens at se i Cleganebowl, og der vil de færreste være i tvivl om, hvem de skal holde med.
Stærk politisk brod
Det er intet under, at statskundskabere, økonomer og lignende har studeret de dybere lag i ’Game of Thrones’, for seriens behandling af alt fra geopolitik til magtens konstruktion løfter serien langt over andre eventyrfortællinger.
I syvende sæson greb serien for alvor ind i virkeligheden, ikke mindst i andet afsnit, ’Stormborn’, hvor Cerseis xenofobiske reduktion af dothrakier og unsullied til barbarer skabte den fælles fjende, der er forudsætningen for en sammentømret hær. Tarly-familien forrådte Tyrells på baggrund af skræmmebilledet – og blev senere stegt levende som straf.
Udover behandlingen af den kulturelle polarisering lignede The White Walkers mere end nogensinde en allegori over global opvarmning, en udefrakommende fjende, der tvinger tronens bejlere til at begrave stridsøksen for en stund og løfte blikket for ambitionerne i egen andedam. Finaleafsnittets stormøde lignede alskens klimaforhandlinger: Mange gode ord, mange skjulte intentioner.
Det tilføjer en interessant dimension til ’Game of Thrones’, så længe det ikke kun er en løftet pegefinger, men et værktøj, der kan åbenbare nye facetter af magtkampens aktører. Det er dog ikke uden rynkede bryn, at man nu kan konstatere, at The White Walkers er den største trussel i Westeros. Mere herom i den følgende gennemgang af sæsonens lavpunkter.
Det værste:
Valar morghulis er dødt
Man kan lidt kækt hævde, at det eneste, der døde i syvende sæson, var den fatalistiske læresætning om, at alle skal dø. Det passer selvfølgelig ikke helt: Væsentlige bifigurer som Lord Baelish, Olenna Tyrell og dragen Viserion indløste alle billet til de evige jagtmarker (eller natkongens hær). Men fanfavoritterne i krigens centrum forblev fredede, selv når deres handlinger stred mod seriens interne logik.
Jon Snow tog beslutninger med en tapperhed, der snildt kunne forveksles med umoden dødsforagt, men fik ingen straf, hverken Bronn, Daenerys eller Jaime måtte lade livet i fjerde afsnits flammehav, og Tyrion tog til flere dumdristige møder i King’s Landing uden for alvor at komme i knibe.
Seriens kedelige heltedyrkelse nåede et overdrevent lavpunkt, da Jon Snow først svømmede op fra dybet nord for Muren og dernæst blev reddet af Benjen aka deus ex machina i seriens måske svageste dødsscene til dato. Og dem har der været nogle stykker af.
Der er sket meget, siden Joffrey beordrede Ned Stark halshugget i første sæson. Hvor den gruopvækkende henrettelse slog fast, at alt kan ske i ’Game of Thrones’, var det, som om ’Battle of Bastards’ udjævnede den gyngende grund under seeren. Alt kan ikke ske. Alle kan ikke dø. Resultatet er, at ’Game of Thrones’ mere end nogensinde – og stik imod George R.R. Martins kongstanke – ligner en traditionel fantasyserie.
Syvende sæson skelede igen og igen til vores forventninger og valgte at opfylde dem. I ottende sæson er det afgørende, at Benioff og Weiss sætter en ære i at udfordre dem.
Heroisk idioti
Det er ellers ikke, fordi Jon Snow, Jaime og co. ikke har gjort alt for at forsegle deres egne skæbner med dumdristige offensiver. Det gav hjerteskærende god mening, da den amputerede mesterfægter Jaime gik til angreb på Drogon, men da nordens konge samlede kontinentets bedste krigere og begav sig ud for at kidnappe en enkelt wight i slutningen af femte afsnit, måtte man gruble over, hvordan i alverden Daenerys strategikere med Tyrion i spidsen havde accepteret en så hovedløs plan.
Det irriterende svar, de fleste af os kom frem til, var, at David Benioff og D.B. Weiss var gået på kompromis med karakterpsykologien for at samle handlingslinjerne og lægge i kakkelovnen til finalesæsonen. At flette vrimlen af plottråde var på forhånd en næsten uoverstigelig opgave, og de ydre udfordringer har tilsyneladende taget så meget fokus på manuskriptmøderne, at man har syltet den indre kompleksitet.
Muren har knejset mægtigt op i vinterlandskabet i årtusinder, men alligevel valgte Jon og co. at give The Night King lige præcis det værktøj, som han havde brug for: En drage. I bagklogskabens klare lys var det velsagtens muligt at kapre en wight uden at sende alle sine spydspidser ud i krydsilden.
Og så er det simpelthen for naivt at tro, at Cersei nogensinde ville hellige sig missionen.
Idiotien strakte sig dog længere end blot sjette afsnits selvmordsmission: Tyrion er pludselig en uduelig krigsstrateg, der igen og igen undervurderer de mennesker, han er vokset op med, og den treøjede emo-ravn Bran får ikke just det meste ud af sine evner – medmindre han står i ledtog med, eller er, The Night King.
Gumpetunge møder
I forlængelse heraf skuffede mange af seriens mest imødesete foreninger: Daenerys og Jon Snow stødte sammen i Dragonstone, men i stedet for et sitrende drama fik vi en ordudveksling, der tog sig ud som et referat i forklædning. De opsummerede hinandens handlingslinjer, ikke for os, men for hinanden. Og pludselig følte man, at man vidste betydeligt mere end karaktererne i serien.
Det er et narrativt greb, der kan bruges med stor effekt, men ’Game of Thrones’ er og bliver bedst, når den smider sin seere ud, hvor de ikke kan bunde.
Også genforeningerne i Winterfell har været af svingende kvalitet, ikke mindst fordi Bran Stark er blevet en lyseslukker af rang. Aryas hjemkomst i ’The Spoils of War’ var dog oprigtigt rørende, fordi fortiden ikke optrådte i klodset eksposition, men satte et tydeligt præg på nutiden. Her lå Stark-børnenes tragedier og knækkede illusioner som en melankolsk bund under genforeningen, og det var tydeligt, at Winterfell aldrig ville blive det samme – slet ikke for dem.
Usandsynlige tidsspring
Det bringer mig til sæsonens store paradoks: Den har i perioder formået at være både træg og forhastet.
For selvom Jon mødte Daenerys, Daenerys talte om Cersei og hun om dragemoderen, stod styrkeprøverne i de tre første afsnit mellem perifere karakterer. Euron Greyjoy tog Yara og Ellaria Sand til fange, og Olenna Tyrell drak gift i sit tårn i Highgarden. Når handlingstrådene samtidig blev flettet på en måde, der pegede mere tilbage end frem, virkede det som en sløv start.
Men der er ingen tvivl om, at ’Game of Thrones’ i sin nedbarberede syvende sæson har fået et helt andet og mere hvileløst forhold til tidens passeren. Hvordan i alverden kunne Euron nå at bygge en så mastodontisk flåde, som han fremviste i King’s Landing? Og er det virkelig realistisk, at Daenerys kunne nå at modtage Gendrys ravn og derpå flyve nord for Muren, uden at Jon Snows tæskehold døde af kulde?
Der er grænser for, hvor mange tidsspring man kan tillade sig at lave for at gøde jorden til dundrende krigsscener – også selv om de ekspositionstunge dialoger tester tålmodigheden.
The White Walkers er en blodfattig fjende
Det giver som nævnt ’Game of Thrones’ en interessant politisk dimension, når tronens bejlere må lægge våbnene og diskutere den ubekvemme sandhed fra nord. Men det ville være en skam, hvis ’Game of Thrones’ til fulde reducerer sig selv til en kritisk klimaallegori, når netop den fortælling er i clinch med seriens spidskompetencer.
The White Walkers opererer ikke just ud fra en rig palet af følelser og motivationer, og deres ankomst til muren and beyond truer med at udslette de moralske gråzoner, som serien tidligere har excelleret i.
Kun Jaime Lannister har vitterligt været svær at regne ud i en syvende sæson, der i stigende grad har udstyret de forskellige hold med skrigfarvede kamptrøjer. De levende døde er onde, Daenerys, Jon og co. er gode, mens Cersei ikke vil ofre en blodsdråbe for andre end sig selv og sine nærmeste.
Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at nuancere The Night King og hans følgere? Hvis ikke er det afgørende, at ’Game of Thrones’ rusker op i menneskehærens moralorden – for eksempel ved hjælp af Lannisters – så det hele ikke imploderer i en arketypisk duel mellem lys og mørke.
Læs også: Vores største spørgsmål forud for sidste sæson ‘Game of Thrones’
Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Throne-finalen – »Nu skal de skide hul i alt det, vi forventer«