Første teaser til Alexander Paynes Oscar-kandidat ‘Downsizing’ med Matt Damon og Kristen Wiig i miniature

Alexander Paynes ’Downsizing’ har længe været omgærdet af mystik og spørgsmålstegn, men med tanke på, at instruktøren af ’Sideways’ og ’Nebraska’ aldrig har lavet en mindre end god film, placerede vores ekspert sci-fi-komediedramaet helt oppe på en andenplads over Oscar-kandidater lige nu.

Den første teaser til ’Downsizing’ er nu udkommet og giver et lille indtryk af, om der er hold i Oscar-formodningerne.

Titlen lyver ikke. Præmissen i Paynes film er, at videnskabsfolk har fundet ud, at man kan skrumpe mennesker til cirka 13 centimeter som et svar på jordens overbefolkning. Paul og Audrey, spillet af Matt Damon og Kristen Wiig, beslutter sig for at forlade deres stressede liv i ønsket om at opleve verden fra et nyt perspektiv.

Paynes film er ofte gennemstrømmet af en mørk satirisk undertone, men den Talking Heads-akkompagnerede teaser er påfaldende optimistisk i sit udtryk. Christoph Waltz, Alec Baldwin og Jason Sudeikis fuldender et cast, der både kan spille på de komiske og dramatiske tangenter.

’Downsizing’ åbnede Venedig Film Festival i morges med en blanding  af positive og decideret ekstatiske anmeldelser til følge. Det skulle være Paynes største crowdpleaser hidtil, så det bliver spændende at se, om den bliver Oscar-frontrunner eller ’bare’ endnu en stærk humanistisk fortælling fra Paynes hånd.

’Downsizing’ får dog først dansk premiere 18. januar.

Læs også: Et tidligt kig i krystalkuglen: Her er sæsonens Oscar-favoritter lige nu