Jennifer Lawrence var tæt på at blive sindssyg af ’Mother!’ – reddet af The Kardashians

Jennifer Lawrence var tæt på at blive sindssyg af ’Mother!’ – reddet af The Kardashians
Kardashian-familien var Jennifer Lawrences antidosis til de fysiske og psykiske strabadser under indspilningen af 'Mother!'

I starten af denne uge udkom den meget diabolske trailer til Darren Aronofskys ’Mother!’ med Jennifer Lawrence i den altoverskyggende hovedrolle.

’Mother!’ handler om et velfungerende par spillet af Jennifer Lawrence og Javier Bardem, der langsomt får spoleret idyllen, da et par uinviterede gæster banker på deres dør. Traileren giver associationer til paranoiaen i ’Rosemary’s Baby’ og besættelsen fra Aronofskys egen ’Black Swan’, og det var heller ikke nogen badeferie for J-Law at indspille ’Mother!’.

»Jeg var nødt til at udforske et mørkere sted, end jeg nogensinde havde været i mit liv. Jeg vidste ikke, om jeg ville være i stand til at komme tilbage«, fortæller den fire gange Oscar-nominerede Lawrence til Vogue og uddyber:

»Jeg har iltslanger sat op i mine næsebor, og Darren bryder ind: ’Det var ude af fokus. Vi tager den igen’, hvor man bare tænker ’go fuck yourself’«.

Lawrences mentorfigur, instruktøren David O. Russell, har tit rost den autodidaktiske skuespillerinde for sin rå og frygtløse tilgang til skuespilfaget. Darren Aronofsky, der også danner par med Lawrence, har i forbindelse med ’Mother!’ lavet samme iagttagelse og draget en anderledes parallel til sportens verden:  »Jeg har altid sammenlignet hende med Michael Jordan«.

Optagelserne til ’Mother!’ var dog så voldsomme for Lawrence, at holdet bag filmen måtte tage alternative metoder i brug for, at hun ikke skulle blive sindssyg.

Som terapi for al mørket valgte man således at opsætte et ’happy place’, hvor Lawrence kunne træde ud af sin karakter imellem de intense optagelser og ind i et kuglebad a la McDonald’s og med ’The Kardashians’ kørende på repeat.

Om opskriften har båret frugt, kan man få svar på, når ’Mother!’ har premiere herhjemme den 14. september.

Læs også: Et tidligt kig i krystalkuglen: Her er sæsonens Oscar-favoritter lige nu