Jessica Chastain er pilrådden poker-kingpin i første trailer til Aaron Sorkins ‘Molly’s Game’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når du er manuskriptforfatteroraklet bag nogle af tidens vigtigste samfundsportrætter i ’The West Wing’, ’The Newsroom’, ’Social Network’ og ’Jobs’ og har defineret din helt egen stil – karakterer, der taler lynende hurtigt, mens de går ved siden af hinanden – så er der ikke noget at sige til, at det er fristende at prøve sig selv af bag kameraet.

Det er hvad, Aaron Sorkin har gjort med thrilleren ’Molly’s Game’, der nu har fået sin første trailer. Skulle man ikke have fået handlingen med i den meget ekspositionsrige sag, så er den som følger:

Molly Bloom, spillet af Jessica Chastain, er en tidligere olympisk skiløber, der arrangerede nogle af verdens største high-stake pokerturneringer, før 17 FBI-folk troppede op ved hendes dør. I de eksklusive turneringer deltog alt fra Hollywood-stjerner til russiske mafiafolk.

»This is a true story, but except for my own I’ve changed all the names«, siger Jessica Chastain i den tempofyldte trailer, og især tilstedeværelsen af Michael Cera er lidt sjov, da han tilsyneladende spiller sig selv (i hvert fald står han flere steder akkrediteret som ’player x, celebrity poker player’). Ellers kan Idris Elba ses som Mollys forsvarer, som vil til bunds i sagen, samt Kevin Costner.

Aaron Sorkin har hentet inspiration i den rigtige Mollys erindringsbog med den heftige, men sigende titel ’Molly’s Game: From Hollywood’s Elite to Wall Street’s Billionaire Boys Club, My High-Stakes Adventure in the World of Underground Poker’.

‘Molly’s Game’ kommer til Danmark 18. januar næste år.

Læs også: Et tidligt kig i krystalkuglen: Her er sæsonens Oscar-favoritter lige nu

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af