KOMMENTAR Det har været en hård uge for Joss Whedon, instruktør og manuskriptforfatter bag blandt andet ’The Avengers’ og ’Buffy The Vampire Slayer’. Hans eks-kone Kai Cole har nemlig publiceret et meget omtalt essay, hvor hun fremlægger en lang række af hans affærer, beskylder ham for at være en feministisk ulv i fåreklæder og opfordrer fans til at se ham for, hvad han i virkeligheden er.
Karakterer som Buffy og den kommende Batgirl har ellers givet Joss Whedon et ry i Hollywood som en slags feministisk helt – hvilket han selv har bakket op omkring. Men Kai Cole tegner et ganske andet billede af ham og beskriver blandt andet, hvordan han bevidst igennem 15 år levede et dobbeltliv, hvor han på den ene side lovpriste deres familieliv og feministiske værdier, mens han på den anden side havde utallige affærer med blandt andet kolleger fra ‘Buffy’ og brugte sin kone som et skjold for at skjule sit dobbeltliv.
»På trods af at han på et vist niveau forstod, at det han gjorde var forkert, indrømmede han aldrig hykleriet i offentligt at prædike feministiske idealer, samtidig med at hans fratog mig min ret til at tage valg i mit liv og for min krop baseret på sandheden. Han bedrog mig i 15 år, så han kunne få alt, hvad han ville have. Jeg troede, alle troede, at han var en af de gode, der forpligtede sig til at kæmpe for kvinders rettigheder, bundet til vores ægteskab og til de kvinder, han arbejdede med«, skriver hun blandt andet og fremlægger nogle breve, som han har skrevet mens ægteskabet var ved at falde fra hinanden. Her prøver Joss Whedon at forklare sine sidespring med indbyggede forventninger i patriarkatet og en forventning om at et fix var nok for ham.
Konsekvenserne har – udover en temmelig massiv offentlig udskamning af instruktøren og manuskriptforfatteren – blandt andet været at en 15 år gammel fanklub er lukket og opfordrer til, at tidligere fans donerer penge til velgørende organisationer for mishandlede kvinder. Kai Cole er i gang med at rejse sig efter flere års posttraumatisk stresssyndrom.
Sagen er trist på flere plan. Dels er det naturligvis altid trist, når knap 20 års partnerskab går i stykker og dels er det ubehageligt når det møgbeskidte vasketøj efterfølgende skal luftes lidt midt i offentlighedens synsfelt – særligt for parrets to børn.
Men når man ser udover det, giver sagen stof til eftertanke omkring mandlige feminister. For selvom Joss Whedons eksempel er ekstremt og hans påståede feminisme lyder som et bevidst våben for at opnå (kvinders) agtelse – den såkaldte dude- eller bro-feminisme – er det altid problematisk at give mandlige kulturpersonligheder titlen feministisk helt. Det skal på ingen måde lyde som et forsvar af Joss Whedon, men hans historie er et eksempel på, at mandlig feminisme er en størrelse, man bør bruge med størst mulig varsomhed.
Dermed ikke sagt, at mænd ikke kan være feminister, men helt grundlæggende bør feministiske ikoner være kvinder – i særdeleshed i Hollywood. Det er der flere grunde til, som jeg vil argumentere for her:
For det første skyldes det, at vi mænd aldrig kan sætte os hundrede procent i kvinders sted. Vi kan ikke gennemleve det kvindelige følelsesliv. Vi kan ikke fuldkommen forstå den smerte, som den historiske undertrykkelse af kvinder medfører. Vi kan allerhøjest støtte op om den feministiske sag – og det håber jeg mandlige Hollywood-instruktører og skuespillere vil fortsætte med. Men hvis produktionsselskaberne for alvor vil lave stærke feministiske historier, bør de hyre stærke kvindelige stemmer i stedet for kridhvide mænd som Joss Whedon.
For det andet rummer miseren også en vigtig erkendelse for Joss Whedons fans og feminister generelt: Mænd er utro. Mænd laver upassende jokes. Mænd begærer og afskyr. Mænd begår fejl. Feministiske mænd begår mange fejl. Lige såvel som kvinder begår fejl. Alle og enhver begår fejl og det er okay. Det er det eneste grundlag vi har at vokse på.
Joss Whedons adfærd virker forkastelig fordi den er kalkuleret gennem 15 år, men som generel betragtning må fortidens fejltrin ikke betyde, at man ikke må kalde sig feminist. Det betyder heller ikke, at ‘Buffy’ nu ikke længere kan tolkes som værende feministisk. Vi må ikke stigmatisere folk få at begå fejl – kun for ikke at erkende dem tidsnok, som det er tilfældet med Joss Whedon.
Feminismen skal kunne rumme fejlbarligheden og forstå, at det – særligt for mænd – er et work in progress, der tager mange år. Selvfølgelig er kritikken mod Joss Whedon berettiget, men hvis feminismen bliver et målbart ideal med et internt politi, der skoser og udstøder de, der ikke er “rettroende”, så er kampen tabt på forhånd. Så ender feminismen med at blive en piedestal, som kun de allerfærreste kan balancere på – og det vil skræmme endnu flere mænd væk.
Jeg kender mange mænd, der bryster sig af at være feminister, og det gør jeg også til en vis grad selv. Men vi mænd har alle – hver og én – på et eller andet tidspunkt i vores liv opført os nedsættende over for kvinder eller udøvet vores mandlige privilegium, både bevidst eller ubevidst. Faren for at træde i lige netop de kønsrollefælder, som feminismen forsøger at bekæmpe, er nemlig enorm, så snart man kalder sig mandlig feminist. Det er svært at undgå at stjæle ordet fra kvinder, der kunne sige det bedre. Det er svært at undgå at mansplaine, når en mand – uanset hvor empatisk han er – skal udbrede sig om feminisme (jeg er pinligt bevidst om meta-kommentaren her).
Det fører naturligt videre til den tredje og sidste store læring: At film-, tv-branchen og publikum måske gør klogt i ikke at fremhæve mænd som feministiske ikoner. Går man Joss Whedons arbejde efter i sømmene, er der intet udover ‘Buffy’, der tegner konturerne af en mand, der uselvisk kæmper kvindernes kamp, så måske skulle han aldrig være udråbt som kvindeforkæmper i første omgang (særligt Black Widow-subplottet om at hun ikke kan få børn og føler sig som et monster fra ‘Avengers’-filmene og det temmeligt sexistiske, afviste manuskript til ‘Wonder Woman’ taget i betragtning)?
George Miller blev eksempelvis rost for sin ”feministiske hovedrolle” Furiosa i ’Mad Max: Fury Road’, men grundlæggende set har han bare skrevet en bad-ass, handlekraftig karakter, der tilfældigvis er kvinde. Det er i virkeligheden (desværre) meget mere progressivt, end hvis han havde besluttet sig for at lave en feministisk film fra starten, fordi det ville højne brand-værdien. At kalde ham en “feministisk helt” er at fremhæve ham for noget, der burde falde naturligt, men som i vore dage desværre stadig kræver kamp.
Det er grundlæggende set ikke mandens opgave at definere den kamp. Men han skal være velkommen til at støtte op om den.
Læs også: ’Wonder Woman’s mor Connie Nielsen: »Vi skal se feminisme som hjælpsomhed og ikke en kamp«