’Kvinden fra Brest’: Sidse Babett funkler i fransk svar på Erin Brockovich
Nu behøver Sidse Babett-Knudsen ikke længere se sig tilbage. På den anden side af ’Borgen’-successen har verden ligget åben for den talentfulde danske skuespillerinde, der både har nået den amerikanske superliga som woman-in-charge i ’Westworld’ og mestret dristig arthouse i ’The Duke of Burgundy’.
Blandt de mangestrengede roller og genrer har Babett Knudsen også taget spæde skridt mod en karriere i fransk film. For omkring et år siden debuterede hun au français i ’Hermelinen’ som narkoselægen Ditte, og det er igen lægevidenskaben, hun omgiver sig med i den aktuelle, ’Erin Brockovich’-beslægtede ’Kvinden fra Brest’.
Og det er med rollen som denne passionerede, rapkæftede og retfærdighedssøgende lungelæge, at Babett Knudsen for alvor funkler i fransk regi. Babett Knudsens bestemte og milde facon giver liv til historien om en kvindes kamp mod systemet. ’Kvinden fra Brest’ er baseret på den virkelige fortælling om lægen Irène Frachon (Babett Knudsen), der efter at have set flere alvorlige konsekvenser af slankepillen Mediator vælger at gå i mod medicinalindustriens top for at få produktet af markedet.
I de flestes optik kan en lungelæge fra Universitetshospitalet i Brest næppe stemple Mediator som ansvarlig for hjerteklapfejl og dødsfald, men det kuer ikke Frachon. Sammen med forskeren Antoine Le Bihan (Benoît Magimel) forsøger hun at finde bevis for pillens farlighed, og snart begynder en længerevarende kamp for ikke blot at få Mediator af markedet, men også gøre de mange franskmænd, der dagligt indtager medicinen, opmærksom på risiciene.
På trods af tvivl, frygt og trusler fra toppen er Frachon en ustoppelig kraft. Nok har instruktør Emmanuelle Bercot fundet Mediator-sagen og dens ofre interessant, men det er tydeligvis historien om kvinden bag skandalens opblussen, der trækker i hende. Vi forlader ikke Frachons side i løbet af filmens to timer, og hendes karakter har en magnetisk kraft. Der er saft og kraft i Babett Knudsen, hvis hidsige temperament og store armbevægelser spiller godt op til filmens mere rolige tilstedeværelse i den tilbageholdne Bihan og Frachons mand Bruno (Patrick Ligardes).
Hvor Bercots film særligt excellerer er i dens skarpe fokus på kampen. I dansk regi ynder vi at sætte kvinders professionelle dedikation op over for deres negligering af privatlivet, men i Bercots fortolkning står Frachons fire børn og mand ikke klar med bebrejdelserne. For en gangs skyld skal det ikke være en diskussion om, hvorvidt kvinden forsømmer sin familie, for det gør hun. Men alle forstår, at det er nødvendigt.
Det, der holder Frachon kørende, er en kærlighed til patienterne. Det er anslået, at mellem 500 og 1000 mennesker døde som følge af Mediator-slankepillen i Frankrig, mens langt flere oplevede alvorlige skader på de indre organer. Disse ofre personliggøres i Frachons patient Corinne (Isabelle de Hertogh), hvis forbrug af Mediator får hende sendt på operationsbordet flere gange.
Selvom Corinne er en medlidenhedsindbydende karakter, afslører hun også filmens mangler. Afgrænsningen til Frachons kamp ekskluderer sagens mange andre facetter. ’Kvinden fra Brest’ forbliver en solid klassisk systemkamp med en blændende dygtig skuespillerinde ved hånden og en kompetent instruktør bag roret.
Kort sagt:
Sidse Babett Knudsen funkler på fransk i Emanuelle Bercots ’Kvinden fra Brest’, der endnu en gang beviser danskerens store talent. Det solide drama bevæger sig uden om faldgruberne for David og Goliat-skabelonen, men savner også en smule kompleksitet.