’Lys i mørket’: Finsk mester laver sjov med flygtningekrisen

’Lys i mørket’: Finsk mester laver sjov med flygtningekrisen
Flygtningen Khaled bliver ansat på finske Wikströms restaurant i 'Lys i mørket'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Aki Kaurismäki

Medvirkende

Sherwan Haji, Sakari Kousmanen, Ilkka Koivula, Janne Hyytiäinen, Nuppo Koivu

Spilletid

100 min.

Premiere

Den 17. august

Aki Kaurismäki er en af de mest profilerede auteurs i Norden, og med ‘Lys i mørket’, der er en skæv kommentar til vor tids største menneskelige drama, er han tilbage med sin første film i seks år.

Tematisk lægger den sig i forlængelse af hans foregående, ’Miraklet i Le Havre’, der handlede om det udsædvanlige venskab mellem en afrikansk dreng på flugt og en aldrende skopudser i titlens nordfranske havneby. Siden da har flygtningekrisen antaget andre, uforudsete dimensioner, og det er afsættet i ’Lys i mørket’, der foregår i den finske instruktørs hjemland, og som spæder det meget alvorlige op med en kølig, skandinavisk humor. Det kan lyde som en svær balancegang, men filmen når faktisk i mål, om end den undervejs føles noget fortænkt.

Hvorfor træder Helsinki for eksempel frem i pastelfarver? Kaurismäki beskæftiger sig med aktuelle, politiske emner, men hans filmiske univers – med regional rockmusik, stationcars og andre kulørte anakronismer – minder mere om 70’erne end om vor tid (trods en enkelt mobiltelefon). Man undrer sig, men sådan er stilen. Og det er vel ikke meget anderledes, end når David Lynch bruger 50’ernes mode og manerer som visuel referenceramme i ‘Twin Peaks’?

Khaled og Wikström, filmens to hovedkarakterer, er ligeledes ude af trit med tidens gang. Se bare den scene, hvor de forsøger at omdanne et håbløst spisehus til et fikst sushisted, men løber tør for ingredienser og ender med at servere kæmpe kugler wasabi til sild på dåse. Man skulle tro, at sådan en joke ikke længere var gangbar. Alligevel er det svært at stå for restaurantens blegsottige personale, der iført kimono og med andægtig mine tager imod de forventningsfulde gæster. Det er deadpan af den gamle skuffe.

På sin vis ligger det i kortene, at enspænderne Khaled og Wikström møder hinanden. Den ene er flygtet fra død og ødelæggelse i Syrien. Den anden er stukket af fra sin fordrukne hustru. Selvom deres forudsætninger er vidt forskellige, står de begge over for en ny begyndelse og må træffe afgørende valg. Og for Khaled, som har undsluppet det finske politi, der vil sende ham tilbage til krigshærgede Aleppo, bliver Wikström vitterligt hans lys i mørket. Han får job som altmuligmand på restauranten, og der sættes mange kræfter i værk for at opspore hans forsvundne søster.

Er det samme far-søn-forhold, som var på spil i ‘Miraklet i Le Havre’?

Måske, men deres forhold er samtidig fåmælt og ikke uden knubs. Hør blot, hvordan de mødes. Wikström opdager en morgen Khaled ved sine affaldscontainere. Han prøver uden held at sende ham væk, og de begynder at slås. Wikström er den største af de to og vinder suverænt, men han bærer ikke nag og inviterer Khaled inden for til en snak. Han har tydeligvis respekt for en mand, der tør stå op for sig selv.

Og det er ikke så lidt, Khaled har været igennem, erfarer vi i filmens stærkeste scene. Her fremlægger han gennem en tolk sin sag for de finske asylmyndigheder. Man lytter intenst til hans beretning om de barske forhold omkring flugten, for nærbilledet af hans udtryksløse ansigt fylder lærredet. Det bliver dog aldrig melodramatisk.

Med sin udprægede pokerfjæs-teknik sætter Kaurismäki gang i publikums forestillingsevne og invitere os til at investere noget af os selv i Khaleds historie. ‘Lys i mørket’ er nok en sjov film, men det er den slags scener, der sidder tilbage i kroppen.


Kort sagt:
‘Lys i mørket’ er noget så sjældent som en komedie om flygtningekrisen, men den lykkes på trods af de barske omstændigheder. Som den danske titel antyder, er der håb forude.

Læs også: Det skal du se i biografen i august: Nikolaj Arcel-blockbuster, komediestorhit og 13 gange Cate Blanchett