Meta på meth: De tre grunde til, at ‘The Dark Tower’ blev kaldt ufilmatiserbar

Meta på meth: De tre grunde til, at ‘The Dark Tower’ blev kaldt ufilmatiserbar
Idris Elba som den skarpskydedende hovedkarakter Roland 'The Gunslinger' Deschain i 'The Dark Tower'

Længe før nogen havde set Nikolaj Arcels filmatisering af ’The Dark Tower’, var flere kendere af Stephens Kings romanserie klar til at dømme den ude: Projektet blev dømt ufilmatiserbart fra dag 1.

»’The Dark Tower’ er ganske enkelt for mærkelig til filmlærredet, og hvis du laver den mindre mærkelig, føles den generisk, hvilket er, hvad vi ser her«, skrev Paul Tassi fra finansmagasinet Forbes allerede efter at have set filmens første trailer.

To navnkundige filmpar havde da også allerede givet op over for Kings litterære bæst, inden Arcel kom til. Mellem 2007 og 2009 tydede meget på, at J.J. Abrams skulle tage kampen op med det gigantiske univers sammen med  ’Lost’-partneren Damon Lindelof. Som stor fan af ’Lost’ bifaldt King valget, men omvendt var benovelsen over materialet så stor for fanboy’en Lindelof, at han trak sig sammen med makkeren.

Næste sæt bejlere hed Ron Howard og Akiva Goldsman, der blandt andet havde lavet Oscar-vinderen ’A Beautiful Mind’ og Dan Brown-filmatiseringerne i fællesskab. Javier Bardem og Viggo Mortensen var i spil til rollen som Roland ’The Gunslinger’ Deschain. Ifølge Goldsman skulle Kings otte bøger realiseres tværmedialt gennem tre spillefilm og to indlagte tv-serier som bindeled mellem filmene. Studiet bag, Universal, mistede dog snart interessen og efter spekulationer om Netflix og HBO overtog indieselskabet MRC projektet og indgik en aftale med Sony.

Hovedpersonen ‘The Gunslinger’ på forsiden af seriens første bog.

Den endelige filmatiseringsstrategi skydes i gang med den aktuelle halvanden times film, som altså har Nikolaj Arcel som instruktør og Anders Thomas Jensen med på manuskriptsiden (sammen med blandt andet førnævnte Akiva Goldsman). Udgangspunktet er den første bog, ’The Gunslinger’, men filmen inkorporerer også karakter- og plotelementer fra senere bøger. Dertil vil en anslået tv-serie tage fat i hovedpersonen Roland Deschains oprindelseshistorie baseret på den fjerde bog, ’Troldmanden og glaskuglen’.

’The Dark Tower’ fik en ilde modtagelse ved sin premiere i USA. Paul Tassi var blandt dem, der gentog devisen om forlægget som »unfilmable« og »unadaptable«. Men når nu King-skriverier som ’The Shawshank Redemption’, ’Stand By Me’ og ’The Shining’ har fungeret så fortræffeligt overført til det store lærred, hvorfor skulle det så være anderledes med ’The Dark Tower’?

Vi giver her de tre primære forklaringer på, at Kings magnum opus er blevet dømt for vildt til filmlærredet.

1. Den rollespilslignende historie

Bag titlen ’The Dark Tower’ gemmer der sig en afrundet historie spredt ud over syv bøger plus en spinoff, og derudover har en Marvel-tegneserie fungeret som  både prequel og alternativ udlægning af bøgerne. Bøgerne alene runder de 4000 sider. ’The Dark Tower’ er i sin kerne »en fortælling om det gode mod det onde«, men det er også en fortælling om uudtømmelig fantasi.

Rolands Deschain er en såkaldt gunslinger og den sidste i slægtsrækken af, hvem vi i menneskeverdenen kender som Kong Arthur. I det magiske og westerngolde Mid-World må han nå til universets Ygdrassilsagtige samlingspunkt Dark Tower for at forsvare det mod de sataniske kræfter The Crimson King og den allestedsnærværende troldmand, man møder i forskellige inkarnationer under tilnavnene Walter Padick, Randall Flagg og – som i filmen – The Man in Black.

‘The Gunslinger’ (Idris Elba) og The Man in Black (Matthew McConaughey) i kampen mellem det gode og det onde.

Roland tilhører en parallelverden til vores egen, der er bygget op som en heroes journey i tre akter med In-World, Mid-World og til slut End-World. Modsat klassisk Hollywood-fortælleteori er vejen dog ikke kausalt snorlige. Historien zigzagger ofte simultant i forskellige tidsspor og mellem Mid-World og vor egen verden. Tid og sted – der normalt fungerer som en fortællings byggesten – er bogstaveligt talt ude af drift i Kings multivers.

Når tiden er opløst, kan det også bedre forklares, hvordan der uhæmmet fortælles i flashbacks såsom det førnævnte fjerde bind, der går forud for bind 1.

Forvirret? Tænk på det som et rollespil. Rolands skæbne forklares tidligt via tarotkort, og en association til magic cards og Dungeon & Dragons-rollespil er noget af det, som bedst beskriver oplevelsen med ’The Dark Tower’-universet.

Roland gennemgår forskellige quests, der i sig selv har små sidehistorier med nye samfund og væsner, som ofte leder væk fra den større mission. Ligeledes konfronteres Gunslingeren og hans følge ofte med forskellige muligheder, hvor valget er af udslagsgivende betydning. Den rette løsning kan føre til, at folk slutter sig til ens fortsatte færd, hvad der i Dark Tower-universet kaldes »ka-tet – en af mange«.  Med andre ord er der ikke langt fra en rollespilsaften, hvor du er den af vennerne, som har fået tildelt karakteren med de ondeste skills midt i en sfære af fyrfadslys, sved og ostespækket calzone.

Filmudgavens take på denne rollespilsstruktur anspores i det, at handlingen finder sted efter bøgerne, hvor Roland på cirkulær vis er slået tilbage til start og må gennemgå sin quest på ny. Man kunne snildt bruge halvanden times ren eksposition til at invitere publikum ind i fortællingens indre mekanismer og betydningsramme.

2. Det genreflippede univers

Western, fantasy, science fiction og horror er de mest fremtrædende genrerepræsentanter i ’The Dark Tower’, men listen kunne sagtens fortsætte. For Stephen King har det været lystfuldt at vende tilbage til sit bogunivers i den 30-årige periode, bøgernes tilblivelse strækker sig over, da alt her er tilladt.

The Gunslingers oprindelseshistorie er for eksempel ren western-hævnfortælling . En rapkæftet ung mand med fremskudt bryst kommer til en korrumperet flække, hvor han forelsker han sig i den lokale skønhed. I forsøget på at udrense byen for råddenskab mister Roland sin udkårne, og mod slut er han forvandlet til en sammenbidt, hævnfuld gunslinger eksplicit skabt efter Clint Eastwoods The Man with No Name.

King pynter sig imidlertid ikke kun med lånte fjer fra Sergio Leone og John Ford, men også med udsyrede tripsekvenser fra Nicolas Winding Refn-guruen Alejandro Jodorowsky og  vulgære gespenster, der fint kunne optræde i William Burroughs ’Naked Lunch’.

Denne skarabæagtige overskurk Crimson King som portrætteret i Marvels tegneserie ‘The Gunslinger’.

’The Dark Tower’ er også tæt på at være lige så vild og vovet som Burroughs kulsorte mareridtsverden. Karakterer med navne som ’The Hitler Brothers’, det selvopfundne sprog High Speech med udtryk som »Ka-babbies« og en kold og kynisk skildring af vold og sex i diverse afarter er fast inventar. Sjældent har ordsproget om, at kun fantasien sætter grænser, haft et så reelt meningsgrundlag.

At sætte realbilleder til dette imaginære virvar af intertekstuelle referencer ville være en dyr affære, som nok havde krævet lidt mere end de 60 millioner dollars, den premiereaktuelle film har kostet.

Desuden rummer bøgerne klare homager til andre episke perler fra fælleskulturen såsom ’Troldmanden fra Oz’, ’Harry Potter’ og ’Star Wars’. Det kunne lugte af umage genrekobling som i ’Cowboys vs. Aliens’ eller ’Jonah Hex’ (husker i den, Brolin og Fassbender?) eller popkulturel Matador Mix som i den kommende Spielberg-film ’Ready Player One’. Alligevel er slutresultatet af en helt anden overjordisk karakter.

3. Metafiktivt selvsving

Det, der forbinder de to ovenstående punkter, er den postmoderne form i ’The Dark Tower’. Den låser sig aldrig fast i en tone, men shopper legesygt i fiktionskataloget. Det postmoderne kommer tydeligst til udtryk med de senere bøger. De benytter sig af en trompe-l’œil-struktur, hvilket vil sige, at fortælleniveauer flyder sammen, som når en karakter læser om sig selv i ’Salem’s Lot’ – en bog skrevet af Stephen King. Det er meta på meth med tanke på forfatterens notorisk rusfyldte skriveprocesser.

»Jeg har skrevet nok romaner og noveller til at fylde et solsystem ud fra fantasien, men Rolands historie er min Jupiter – den planet, som rager op over alle de andre. Et sted med mærkelig atmosfære, vanvittige landskaber og en brutal tyngdekraft. Jeg er begyndt at forstå, at Rolands verden (eller verdener) faktisk indeholder alle de andre af mine skabelser«, skriver Stephen King i efterordet til ’Troldmanden og glaskuglen’.

Vi kaldte King for forfattergud i gennemgangen af hans filmatiseringer, og i ’The Dark Tower’ har han vitterligt givet sig selv evnen af gudefiguren Gan til at skrive bøgerne om Roland Deschain og resten af universet. Det er et ambitiøst greb, som bygger på den litterære tradition for stræben efter det sublime, altomfattende værk.

Kings romanserie skriver sig ind i traditionen efter Cervantes’ totalroman ’Don Quixote’, og titlens Dark Tower er hans pendant til Jorge Luis Borges ’Aleph’, hvor universets uendelighed også udgår fra et bestemt punkt.

I ‘The Dark Tower’-filmen kommer karakteren Jake forbi en nedlagt forlystelsesparken med navnet ‘Pennywise’ – en klar til reference til Stephen Kings egen ‘It’.

Stephen King har i sine værker altid en selvbiografisk vinkel og som regel af selvterapeutisk karakter. Tænk ’The Shining’, ’Misery’ og endda det amerikanske remake af Lars von Triers ’Riget’, ’Kingdom Hospital’, som med King i producerrollen fik tilføjet en ny aliasfigur og tonsvis af referencer til ham selv. ’The Dark Tower’ er en egocentrisk kunstners våde, ufiltrerede drøm.

Ideen om én herskende kreativ vision kendetegner imidlertid ikke ligefrem ’The Dark Tower’-filmen, hvor King er tilknyttet som producer: Fire forskellige manuskriptforfattere, to produktionsselskaber med forskellige interesser samt et væld af pengeinteressenter.

Så… Er ‘Dark Tower’ en umulig film?

’The Dark Tower’ er et idiosynkratisk livsværk. Dukkemageren King har hele sit arsenal i spil, hvor barndommens western-film smelter sammen med hans mere velkendte genrekæpheste science fiction, splatter og okkultisme/mysticisme.

Overordnede plottråde og karaktertræk skal helst gengives, men kunsten ligger også i at kunne gengive den mangesidige narrative leg, bøgerne rummer. Til det er serieformatet en mere ideel platform. Bryan Fullers orkestrering af Neil Gaimans egensindige fantasyroman ’American Gods’ bør være et aktuelt forbillede, og tilsvarende har Noah Hawley med sin ’Fargo’-serie bevist, at man godt kan udvide et fortælleunivers ved at indfange essensen af den originale skaberånd.

’The Dark Tower’ er måske slet ikke så ufilmatiserbar – det kræver bare en god fantasi.

Læs også: Stort reportageinterview – med Nikolaj Arcel på Jante-skafottet

Læs også: »Som hvis din datter blev voldtaget til et frat party«: Stephen Kings nådesløse dom over filmatiseringer af Stephen King