Ron Howard teaser Dødsstjernen i kommende ‘Han Solo’-spinoff

Ron Howard teaser Dødsstjernen i kommende ‘Han Solo’-spinoff
Skuespillerne bag den nye 'Han Solo'-spinoff sammen med de nu afgåede instruktører Christopher Miller og Phil Lord.

Den Oscar-vindende instruktør Ron Howard (’A Beautiful Mind’) overtog ledelsen af den nye Han Solo-spinoff fra Phil Lord og Chris Miller (’21 Jump Street’) tilbage i juni.

Nu teaser den nye instruktør elementer fra den kommende Han Solo-film på Twitter, og umiddelbart ser det ud til, at vi får mere af samme skuffe.

På Howards tweet ses billedet af den karakteristiske sorte hjelm, som tropperne på Dødsstjernen alle bærer. Og med billedteksten »The Empire Looms Large« kunne alt godt tyde på, at det kæmpemassive, planetødelæggende våben vender tilbage i den nye spinoff.

Vi ved selvfølgelig fra den originale trilogi, at Han Solo først stifter bekendtskab med Dødsstjernen i ’Star Wars’, hvor han hjælper Luke Skywalker med at destruere den. Det er altså endnu uvist, hvordan masseødelæggelsesvåbnet kommer til at optræde i Howards kommende film, der er sat til premiere i slutningen af maj 2018.

Man fristes til at indvende, at det måske er på høje tid, at ’Star Wars’-sagaen begyndte at udforske andre dele af galaksen. ’Rouge One’ var en lang Dødsstjerne-prequel, mens også ’Star Wars: The Force Awakens’ bød på et nærmest identisk våben med det fængende navn Starkiller Base.

Vi krydser fingre, at Howard på en eller anden måde formår at føre Lord og Millers originale vision for ’Han Solo’-filmen ud i livet og vise os en ny side af det enorme univers.

Læs også: Flere ‘Star Wars’-problemer: Lucasfilm utilfreds med Alden Ehrenreichs præstation som Han Solo