Ryan Reynolds reagerer på stuntkvindes død under optagelserne til ‘Deadpool 2’

Ryan Reynolds reagerer på stuntkvindes død under optagelserne til ‘Deadpool 2’
Ryan Reynolds i 'Self/less'.

Den debuterende stuntkvinde Joi ’SJ’ Harris døde i går under optagelserne af et motorcykelstunt til ’Deadpool 2’. Det skriver Deadline.

Harris var professionel gaderacerkører, men havde aldrig før lavet stunts på en film. I dagene før havde hun trænet hårdt op til det krævende stunt, der blandt andet krævede, at hun ikke havde hjelm på.

Ryan Reynolds har allerede udsendt en erklæring gennem Twitter, hvor han blandt andet skriver: »Vi er sønderknuste og chokerede«.

Det er den erfarne stuntmand, David Leitch, der instruerer opfølgeren til storsuccesen om den maskerede antihelt. I en pressemeddelelse til Deadline udtaler instruktøren:

»Jeg er dybt bedrøvet over tabet af en af vores stuntudøvere i dag. Ingen ord kan beskrive, hvordan jeg og resten af ’Deadpool’-holdet føler om denne tragedie«.

Ulykken er den anden stuntrelaterede på bare en måned i Nordamerika. John Bernecker døde tidligere på måneden af omfattende hovedskader efter et mislykket stunt under optagelserne på ’The Walking Dead’ sæson otte.

Produktionen på den kommende superheltefilm er sat på pause på ubestemt tid, mens politiet efterforsker ulykken og sikrer, at filmsettet er sikkert at arbejde på.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af