Se Jennifer Lawrence i dæmonisk fangenskab i første trailer til Aronofskys ’Mother!’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Inviter aldrig Ed Harris og Michelle Pfeiffer ind i dit hus! Det må være første konklusion efter at have set den første lange og meget diabolske trailer til Darren Aranofskys ventede ’Mother!’.

Plotdetaljerne har hidtil været sparsomme, og traileren gør os da heller ikke meget klogere end selve præmissen: Jennifer Lawrence og Javier Bardem får testet deres ellers harmoniske parforhold, da de vælger at lukke et par uindbudte gæster ind deres hus.

Traileren er rig på paranoiastemning godt understøttet af de skæve, knitrende strengeinstrumenter og Javier Bardems rolle som i bedste ’Rosemary’s Baby’-stil virker til at være indforstået med de helvedeslignende hændelser, der begynder at udfolde sig i parrets hjem.

Billederne i ’Mother!’ er unægteligt Aranofsky’ske, og ligesom hovedværkerne ’Pi’, ’The Wrestler’ og ’Black Swan’ er den også skudt på 16 mm-film, mens nogle af de mange ildindhyllede effekter har fået lidt CGI-hjælp med på vejen. Filmen er hans første siden floppet ’Noah’, og han ser ud til at være tilbage på hjemmebanen.

’Mother!’ får verdenspremiere på de forestående festivaler i Venedig og Toronto. Vi skal heldigvis ikke vente så længe med at se feel bad-mesteren Aranofskys næste film, idet den allerede har dansk premiere 14. september.

Læs også: David Finchers seriemorderserie ‘Mindhunter’ får ny premieredato og trailer – med dansk islæt

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af