‘Star Wars’-universets Don Corleone på vej mod egen spinoff

‘Star Wars’-universets Don Corleone på vej mod egen spinoff

Disney får franchiset ’Star War’s-universet en vis legemsdel ud af bukserne i disse år med diverse spin-offs. Først kom ’Rogue One’, næste år dykker man ned i Han Solos fortid, og i sidste uge lød rygterne om en film om de flestes yndlingsjedi, Obi-Wan Kenobi.

Næste ide på tegnebrættet? En film om den fjerne galakses egen Don Corleone, Jabba the Hutt, skriver Variety.

Tattooine-gangsteren dukkede første gang op i al sin fysiske magt og vælde i ’Star Wars Episode VI: Return of the Jedi’, men blev i forbindelse med George Lucas’ computerglade restaurering i 1997 en del af den første, ’A New Hope’, hvor man plantede et set-up for årsagen til dusøren på Han Solo i den efterfølgende film.

Referencerne til ‘Godfather’-filmenes overhoved Don Corleone har alle dage været åbenlyse, og ifølge monstermagikeren Guillermo del Toro (’Pans Labyrint’) er det også vejen, man bør gå med en historie om Jabba the Hutt.

Til Comic Con for to år siden udtalte den mexicanske instruktør, lidt i spøg, at »jeg ville lave en form for ’Godfather’-saga om, hvad Jabba the Hutt gjorde for at komme til magten. Først og fremmest fordi det er den karakter, som ligner mig mest, og jeg godt kan lide ham«.

Jabba er medlem af den intergalaktiske Hutt-familie, som man blandt andet har kunnet stifte bekendtskab med i animationsserien ’Clone Wars’. Hans slimede fedladne væsen kombineret med en charmerende kynisme har givet Jabba mange fans.

Jabba the Hutt er en af de mest arketypiske gangsterfigurer i den kollektive bevidsthed og på mange måder et oplagt valg til at smide den moralske pænhed og give sig i kast med mere rendyrkede crooks.

Et frækt forslag til en instruktør kunne være ovennævnte del Toro, som må siges at have erfaring med fantasifulde og moralsk tvetydige skabninger.

Læs også: De seks første ‘Star Wars’-film, rangeret fra værst til bedst

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af