Trine Dyrholm triumferer, og Søren Pilmark overrasker i Venedig-festivalens to store åbningsfilm

Trine Dyrholm triumferer, og Søren Pilmark overrasker i Venedig-festivalens to store åbningsfilm
Trine Dyrholm er fremragende i 'Nico, 1988'.
Foto: Lorenzo Piermattei
Hov, det var sgu da Søren Pilmark i en af årets største Oscar-contenders! Vi rapporterer fra Venedig-festivalen, der netop er skudt i gang.

VENEDIG. En af klodens vigtigste filmfestivaler i Venedig blev skudt i gang med et brag i går, da Alexander Paynes socialsatire ’Downsizing’ åbnede ballet skarpt flankeret af ’Nico, 1988’ i en af sidekonkurrencerne.

Fra et dansk synspunkt var de to åbningsfilm særligt interessante, da Søren Pilmark overraskende spiller en birolle i ’Downsizing’, mens Trine Dyrholm stjal opmærksomheden som den altdominerende hovedrolle i den stærke biopic om den tidligere Velvet Underground-sangerinde Nico.

Alexander Paynes imødesete Oscar-contender er et friskt og særdeles vellykket bud på dramasatire post-Trump.

Den Oscar-vindende instruktør og manuskriptforfatter bag film som ’Sideways’, ’The Descendants’ og ’Nebraska’ ynder at dvæle ved mænd, der kæmper sig igennem deres midtvejskriser under ekstraordinære omstændigheder, og ’Downsizing’ er ingen undtagelse. Men med sin sci-fi-præmis er filmen dog samtidig nyt territorie for mesteren af smertefulde dramaer med spiddende humor. Og filmen rammer zeitgeisten spot on.

Søren Pilmark spiller en af de norske videnskabsmænd, der opfinder en ny teknologi, som gør det muligt at skrumpe mennesker ind til størrelsen af en lillefinger. Teknologien viser sig ikke bare at være en attraktiv løsning på store udfordringer som globalopvarmning (små mennesker forurener mindre), men præsenterer også en frisk start for sjæle ramt af eksistentielle kvaler.

Kristen Wiig og Matt Damon i Alexander Paynes ‘Downsizing’.

Paul Safranek (Matt Damon) og hans kone Audrey (Kristen Wiig) beslutter sig for at leve miniature-livet i paradiset Leisureland, hvor en almindelig årsløn kan købe et storslået palæ, og hvor hver dag er en stor badeferie. Eller det troede Paul i hvert fald, det ville blive, indtil hans kone panikker og flygter det hele – vel at mærke efter Paul allerede har ladet sig skrumpe.

Scenariet er klassisk Payne, men sci-fi-præmissen og den satiriske behandling af menneskehedens store udfordringer – fra boliglån til klimamæssige dommedagsscenarier – løfter filmen op blandt instruktørens mest ambitiøse, men også mest vellykkede. Ikke mindst takket være Matt Damons glimrende portræt af den gråhårede og sørgelige in-house-kiropraktor ved Omaha Steaks, der erfarer, at livet har mere at byde på end villa, Volvo, vovse, da han møder sin excentriske overbo Dusan (Christopher Waltz).

Annonce

De internationale anmeldere har allerede rost den fantasifulde film til skyerne, og Venedig har i nyere tid fået et glimrende ry for at lancere senere Oscar-vindere. Både ’Gravity’, ’Birdman’ og ’La La Land’ har åbnet festivalens hovedkonkurrence, og det ligger således allerede i kortene, at ’Downsizing’ vil gøre sig gældende i den kommende awards season.

Payne og hans faste manuskriptpartner, Jim Taylor, får sandsynligvis et nik fra Oscar-akademiets manuskriptafdeling, mens Damon snildt kunne gentage sin succes fra ’The Martian’ og score en velfortjent hovedrolle-nominering. Eneste usikkerhedspunkt er sådan set, om den er for sjov til Oscar-akademiet.

Hypnotiserende Trine Dyrholm

Ved åbningen af sidekonkurrencen for nye talenter, Horizon, var det Trine Dyrholm, der for alvor stod i fokus. Dyrholm spiller ikke bare røven ud ad bukserne i rollen som den tyske sangerinde Nico – hun synger også med en fortryllende indlevelse og rå energi.

’Nico, 1988’ følger de sidste to år i sangerinden Nicos liv efter hendes velmagtsdage som sangerinde i Velvet Underground. Hun er nu bosat i Manchester, og hendes nye manager er opsat på at sprede budskabet om den heroinafhængige sangerinde over hele Europa. Med et lettere uprøvet, ungt band indtager Nico de europæiske landeveje, hvor hun spiller på mindre klubber og i forladte lagerhaller.

Filmen er et stærkt portræt af en kvinde, der gennem hele sit liv er blevet defineret gennem sin relation til mænd. Pressen er opsat på at høre om sangerindens tid med Jim Morrison eller hendes kærlighedsforhold med medlemmer af Stones, mens Nicos igangværende solokarriere behandles som et flygtigt glimt i horisonten. Men at Nico var en kunstner i egen ret, er man ikkke i tvivl om, efter man har set ’Nico, 1988’.

Trine Dyrholm i ‘Nico, 1988’.

Trine Dyrholm er hypnotisk i hovedrollen som den tyske multikunstner, der fortryller publikummer over hele Europa med sin temperamentsfulde vokal og rå udstråling. Særlig stærk er scenen, hvor Nico giver en fænomenal optræden i Østtyskland trods voldsomme heroin-abstinenser, der nærmest sender hende i gulvet mellem hvert nummer.

Forholdet mellem Nico og hendes søn Ari, der blev taget fra hende, da han var ganske ung, er filmens nerve. Diskrepansen mellem den mor, Nico prøver at være, og den mor hun er i stand til at være som narkoman-musiker, er intens og giver Dyrholm frit lejde til at udforske et nuanceret følelsesregister.

I de seneste år har Dyrholm gjort et markant indtog på den international filmfestivalscene, hvor hun vandt Guldbjørnen i Berlin sidste år for sin rolle i Vinterbergs ’Kollektivet’. Og ’Nico, 1988’s placering som åbningsfilm i sidekonkurrencen stadfæster, at Dyrholm er en af de dygtigste skuespillerinde i Europa lige nu.

Læs også: De 10 bedste film vi så på årets Cannes-festival