‘Valerian and the City of a Thousand Planets’: Fejlcastet storfilm er spækket med syrede påfund

‘Valerian and the City of a Thousand Planets’: Fejlcastet storfilm er spækket med syrede påfund
Cara Delevingne som Laureline i Luc Bessons nye sci-fi-epos.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Luc Besson

Medvirkende

Dane DeHaan, Cara Delevingne, Clive Owen, Rihanna, Ethan Hawke

Spilletid

137 min.

Premiere

Den 3. august

Mange børn af 80’erne har nok rodet det lokale skolebiblioteks tegneseriehylder igennem for blandt Lucky Luke og Asterix at støde på hæfterne med Valerian og Laureline eller på dansk, Linda og Valentin.

En række fantastiske fortællinger om to rumagenter, der drager ud på alverdens intergalaktiske eventyr i et mere sofistikeret, syret og voksent univers, end hvad de fleste andre tegneseriehæfter i børneafdelingen kunne tilbyde.

Serien fik dengang kultstatus og har tjent som inspiration for en hel generation af filmskabere. Herunder ingen ringere end George Lucas, men også Luc Besson, der er manden bag fransk films så absolut dyreste filmproduktion til dato, den aktuelle ’Valerian and the City of a Thousand Planets’.

Luc Besson står stadig som en af fransk films største nulevende skikkelser og definerede på mange måder 80’erne og 90’ernes Cinema du look-bølge, hvis film trak æstetisk overlegent på både mode og musikvideokunst. Her over 20 år senere fremstår hans to hovedværker, den nervepirrende Lolita-thriller ’Leon’ og det flamboyant farvestrålende sci-fi-eventyr ’Det femte element’ – der som ’Valerian’ i dag var et befriende kulørt modsvar til de mange mørke dommedagsdystopier – stadig mesterlige.

Sjældent har en så talentfuld instruktør dog faldet så dybt siden. Men 90’ernes storhed er ikke glemt, og i et år, hvor vi fik endelig vished for, at Alien-franchisens kreative åre er helt og aldeles udtømt, har forventningerne været store til ’Valerian’.

Dane DeHaan som Valeryan.

Annonce

Men skal man lade sig frustrere eller blot knuselske den? I filmatiseringen rodes de to rumagenter ind i en fordækt storpolitisk sag, der fører dem ud på et vildt eventyr om bord på en kunstig planet fuld af sære væsener i alle afskygninger. Og det sci-fi-univers, Luc Besson har skabt, er så dybt originalt og anderledes, at det næsten får ’Star Wars’ og ’Guardians of the Galaxy’s verdener til at virke en smule ordinære. Filmen er en fontæne af syrede ideer og påfund.

En hæsblæsende jagt gennem et gigantisk virtual reality-storcenter. Fluefiskende rumvæsener. En intergalaktisk alien-diplomat, der mest af alt ligner en jordbærkage fra Lagkagehuset. Vores heltindes hjerne serveret som bizar føde for et kongeligt monster med sarte smagsløg. Sjældent har jeg set så mange vanvittige ideer og farverige visuelle udtryk få så meget plads på lærredet. Selv Rihanna som letpåklædt og evigt foranderlig morph-rumvæsen køber man.

Helt ned i den mindste detalje lever ’Valerian’ op til ’Det femte element’, men hvor denne var ren og poetisk, er instruktørens nye en mere rodet affære.

Filmens største minus er dog den åbenlyse fejlcasting af de to hovedroller Valeryan og Laureline, der på intet tidspunkt optræder troværdigt hver for sig eller har skyggen af indbyrdes kemi. Upcoming-stjernen Dane DeHaan i titelrollen forsøges positioneret som sci-fi’ens svar på James Bond med lige dele handlekraft og dametække. Men han ligner mest af alt en malplaceret teeenage-dreng, og hans evigt hviskende stemmeføring, der skal være kælent charmerende, bliver trættende efter filmens første fem minutter.

Rihanna har en lille rolle i filmen.

Valget af supermodellen Cara Delevingne som Valerians kvindelige modstykke Laureline ender også forfejlet. Hun spiller helt uden nerve og humor, selvom der faktisk er skrevet adskillige sjove scener til netop hendes karakter.

Delvingne har cirka tre ansigtsudtryk, hun veksler mellem hele filmen igennem. Nogle ville måske argumentere for, at det er sådan cirka to mere end store etablerede stjerner som Mark Wahlberg og Keanu Reeves, men det er stadig langt fra nok til at fostre indlevelse i biografsædet. Med de rette hovedroller havde man ellers i langt højere grad købt det indimellem forvrøvlede plot.

Det er med andre ord, når der er eksplosiv fart over feltet, og man slet, slet ikke kan følge med i det utal af detaljer og facetter, universet og dets syrede beboere udsætter ens øje for, at filmen står stærkest. Og man kan snildt se filmen igen, glemme alt om storyline, replikker og hovedkarakterer og blot lade øjet gå på opdagelse i Luc Bessons forunderlige verden.

Faktisk er filmen nok bedst, hvis det er sådan, man går til den.