’Blade Runner 2049’ bliver uden islandsk mesterkomponist

’Blade Runner 2049’ bliver uden islandsk mesterkomponist

Hvordan hamler du op med Vangelis score til ’Blade Runner, et af filmhistoriens mest monumentale lydflager? Det var måske med den tanke i baghovedet, at Islandske Jóhann Jóhannsson gik til jobbet som komponist på Denis Villeneuves kommende fortsættelse, ’Blade Runner 2049’.

I sidste måned kom det frem, at bombastiske Hans Zimmer sammen med kollegaen Benjamin Wallfisch var blevet hentet ind for at tilføje ting til filmens lydunivers.

»Det er svært at ramme Vangelis-vinklen. Vi har Jóhanns betagende, atmosfæriske lyde, men vi havde brug for andre ting, og det kan Hans hjælpe os med«, sagde Villeneuve ved den lejlighed.

Nu står det så klart, at Jóhann Jóhannsson er blevet skubbet helt ud af filmen. Det er det islandske filmsite Iceland Review, som har fået bekræftelsen af komponistens agent, efter Jóhanssons navn ikke var at finde på den seneste plakat for filmen.

Det kommer som noget af en overraskelse, eftersom den dobbelt Oscar-nominerede komponist har leveret lydbilledet til Denis Villeneuves tre største produktioner, ’Prisoner’, ’Sicario’ og ’Arrival’, som på forskellig vis har nydt godt af den islandske minimalists både massivt trykkende intensitet og æteriske syden.

Jóhann Jóhansson, som har kreeret musik til flere danske dokumentarfilm, gav sidste år en talk i Bremen Teater, hvor han blandt andet fortalte: »Denis giver mig næsten carte blanche, når jeg begynder at skabe musikken«.

Der er endnu ingen officiel forklaring på Jóhannssons exit, og agenten siger, at »han er nægtet muligheden for at sige noget grundet sin kontrakt«. Om det har noget at gøre med en ændring af filmens tone, står endnu i det uvisse, men man så et tilsvarende eksempel sidste år, da Alexandre Desplat blev udskibet til fordel for Michael Giacchino på ‘Rogue One: A Star Wars Story’.

Læs også: Årets bedste soundtracks til film og tv-serier – fra ‘Sing Street’ til ‘Stranger Things’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af