Dårlig mundaflæsning af ‘Narcos’ omdanner serien til den skæve feelgood-komedie ‘Soy Pablo’

Forestil dig en skuespiller, der må gå undercover som Pablo Escobar for at infiltrere verdens farligste kartel, men hen ad vejen falder pladask for narkobaronens kone og børn. Det lyder som plottet til en rigtig dårlig Wayans-brødrene-film fra 00’erne, men det er også, hvad man kan udlede, hvis man har set ‘Narcos’ uden lyd og er rigtig dårlig til mundaflæsning.

YouTube-kanalen Bad Lip Reading har flettet en fiktiv trailer til den skæve feelgood-komedie ‘Soy Pablo’ sammen af passager fra ‘Narcos’ af ting som Wagner Mouras Pablo Escobar-karakter i hvert fald ikke siger, såsom »Guys, I need more rubber spiders« og »A banana goes great in a salad, I work in the bank all day. I’m lucky.«

Hvor der ikke er meget stringens eller logisk sammenhæng i de fleste videoer fra Bad Lip Reading, så gør de her faktisk et hæderligt forsøg på at spoofe grundmaterialet med ret stor succes.

Læs også: Et nyt kartel overtager Escobars trone i trailer til ’Narcos’ sæson 3