Den niende udgave af CPH PIX byder på det muligvis stærkeste program i festivalens historie. Du kan opleve eksklusive verdenspremierer på stærke danske titler som thrilleren ‘Fantasten’, balletdramaet ‘Darling’ og noget så sjældent som en dansk science fiction film i form af ‘Qeda’.
Men også internationalt står festivalen særdeles stærkt med nogle af de mest spændende titler fra årets store festivaler, som Cannes-vinderne ‘The Beguiled’, ‘The Killing of a Sacred Deer’ og en af vores filmredaktørs absolutte topfilm fra det sydfranske, ‘The Florida Project’, der alle senere får en ordinær dansk premiere.
Programmet er overvældende, men hjælpen er nær! Vi giver her vores bud på 15 film, som du absolut ikke må misse på årets festival, og som efter alt at dømme skal fanges på festivalen, hvis man vil gøre sig håb om at se dem i en dansk biograf. Well, lige med undtagelse af den første her:
1. ‘Vinterbrødre’
Allerede fra den første trailer var vi helt oppe at køre over løfterne i Hlynur Pálmasons debutfilm ’Vinterbrødre’. Og efter verdenspremieren på Locarno-festivalen, hvor Elliott Crosset Hove vandt prisen for bedste skuespiller, er vi kun blevet endnu mere forventningsfulde.
Filmen udspiller sig på et kalkværk, hvor arbejderen og hjemmebryggeren Emil (Crosset Hove) bor sammen med sin storebror Johan (Simon Sears). De to brødre støder hovederne sammen, da Johan hugger Emils kæreste (Victoria Carmen Sonne) og sætter deres forhold på prøve. Variety kaldte filmen en »udfordrende, men dybt imponerende debut«, som den islandske instruktør, der er uddannet i Danmark, selv har beskrevet som en »lack of love-story«.
Pálmasons poetiske og visuelt overdådige debutfilm ser ud til at være noget helt andet, end det vi er vant til at se i dansk filmsammenhæng.
2. ‘A Ghost Story’
David Lowery er navnet, som langsomt, men sikkert er ved at positionere sig som en af de mest anerkendte instruktører i USA. Efter at have lavet en varm genindspilning af ’Peter og dragen’ for Disney er han vendt tilbage til sin ’Ain’t Them Bodies Saints’-duo Casey Affleck og Rooney Mara og til indie-territoriet med ’A Ghost Story’.
Resultatet skulle være et transcendentalt mesterværk med Afflecks spøgelse på sjælesøgende visit hos sin tilbageværende enke. Det kan lyde opsvulmet, men det skulle netop være den kompromisløse sigten efter noget større, der rammer så forbandet hårdt i ens eksistentielle grundvold.
»’A Ghost Story’ løfter nogle ret frygtindgydende metafysiske håndvægte: Når vi først er væk, hvad er der stå tilbage? Og betyder det overhovedet noget, at vi var her i første omgang? Det gør den med en lethed og klarhed, der gør, at du griber om dem med det samme. I det henseende har den noget tilfælles med Christopher Nolan’s ’Interstellar’.
Faktisk hjælper det, hvis man tænker på Lowerys film som ’Interstellar’ lavet på sandwich-budgettet for ’Interstellar’«, lyder det opfindsomt fra The Telegraphs Robbie Collin og giver filmen topkarakter.
Se ‘A Ghost Story’ lørdag 30. september med CPH PIX & Soundvenue – læs mere HER.
3. ‘Good Time’
Robert Pattinson vækker mindelser om Robert De Niro i ’Taxi Driver’ med sit stærke portræt af en godhjertet, men desperat bankrøver i Benny og Josh Safdies heist-film ’Good Time’, der også har Jennifer Jason Leigh og Barkhad Abdi (‘Captain Philips’) på rollelisten.
Da et røveri går galt, og Connies (Pattinson) mentalt tilbagestående bror (Benny Safdie selv) bliver fanget af politiet, kaster storebroren sig hovedkulds ud i en hæsblæsende redningsaktion.
Vores filmredaktør kaldte i Cannes ’Good Time’ en »hårdkogt og melankolsk genrefilm, som forlener progressiv æstetik og fremdriftigt plot, så man sidder med hjertet oppe i halsen«, mens han slog fast, at Pattinson for alvor træder ud af ’Twillight’s lange skygger med den slagkraftige hovedrolle.
4. ‘Tom of Finland’
Et følelsesladet biografisk drama med nynazister og læderbøsser i Finland er blevet landets Oscar-kandidat.
Dome Karukoskis (’Lapland Odyssey’) film om den historiske tegner Touko Laaksonen, også kaldet Tom of Finland, og hans ikoniske homoerotiske portrætter skulle være det hele og meget mere. Den behandler det pres, Touko oplever i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor han er nødsaget til at få kone og børn i et konformt og homofobisk Helsinki, mens lysten ligger et helt andet sted.
Åndehullet bliver de skelsættende overmaskuliniserede, læderklædte symboler, som giver ham idolstatus blandt homoseksuelle verden over og danner skoler for Robert Mapplethorpe og Freddie Mercurys stil. Flotte Jakob Oftebro har en af de større roller som elsker i filmen.
»Kaukoski forsøger at flytte sin film uden om konventionerne, meget lig den måde Laaksonen var i stand til at frigøre sig selv fra sin seksuelle angst gennem kunsten. Des mere de seksualiserede billeder af ’Tom’s mænd’ løfter sig på papiret og bliver en del af Laaksonens fysisk liv, des mere åbner Karukoski sin film til et mere ekspressivt register«, skriver Sam C. Mac fra Slant Magazine og giver filmen tre ud af fire stjerner.
5. ‘Beach Rats’
Eliza Hittmans ‘Beach Rats’ om den 19-årige skabshomoseksuelle Frankie (Harris Dickinson) kunne meget vel gå hen og blive den næste store LGBT-ledestjerne. Filmen vandt den prestigefulde pris for bedste instruktør på årets Sundance-festival, mens den også fik glimrende anmeldelser.
Frankie bor i udkanten af Brooklyn – den del af kvarteret, som næsten aldrig bliver portrætteret på film, men hvor white trash-familierne dominerer. Nervøst forsøger han at skjule sin seksuelle tilbøjelighed i et forhold til Simone (Madeline Weinstein), mens han om aftenen møder ældre mænd i smug på stranden ved Coney Island.
The Hollywood Reporter skriver, at ’Beach Rats’ »brygger en potent cocktail af strittende mandlig aggression og uartikuleret seksuel længsel blandet med frygt (…) i et råt observerende portræt, som efterlader et jagende indtryk«.
Se ‘Beach Rats’ med CPH PIX & Soundvenue fredag den 29. september – læs mere HER.
6. How to Talk to Girls at Parties
Stjernespiren Elle Fanning (’Neon Demon’, ’The Beguiled’) har den ene af hovedrollerne i John Cameron Mitchells filmatisering af en kultforfatteren Neil Gaimans novelle af samme navn, og indieinstruktøren bag ‘Hedwig and the Angry Inch’ og ‘Shortbus’ har ikke opgivet sit outrerede varemærke. Der er en god portion vanvid i historien om den punkelskende teenager Enn (Alex Sharp), som i 70’ernes London forelsker sig i Fannings rumvæsen Zan og havner midt i en intergalaktisk strid, der involverer Nicole Kidman som latexklædt punkdronning.
’How To Talk To Girls At Parties’ blev vist i Cannes uden for konkurrence, hvor specielt The Playlists anmelder priste filmens ubekymrede omfavnelse af en kitschet bananashistorie og spåede den et stort kultpotentiale.
»Denne rumrejse er skæbnebestemt til at havne i kultklassiker-sektionen i fremtiden på gangen for camp horror og sci-fi-b-film. Hvis ’Invasion of the Body Snatchers’ havde sex med ’This Is England’, ville deres ’Neon Demon’-afkom blive kaldt ’How to Talk to Girls at Parties’«, skrev Nikola Grozdanovich i sin B+-anmeldelse.
7. ‘Marlina the Murderer in Four Acts’
Western-genren er de seneste år blevet aktualiseret i forskellige aftapninger, og hverken Sergio Leone eller Ennio Morricone har levet forgæves i dette fandenivoldske feministiske bud fra Indonesiens åbne vidder.
Tonen anslås, da enken Marlina med sin mumificerede mands lig i huset opsøges af den lovløse Markus og dennes bande, der vil plyndre og voldtage hende uden at være klar over, at de messer med den forkerte kvinde- Markus’ hoved havner således i en plasticpose, som Marlina tager med sig på et blodigt og magisk road trip. Instruktør Mouly Suryas sortkomiske genrefornyer blev mødt med store ovationer ved sin premiere i Cannes.
»Ved at referere til western-genren gennem et kvindeligt perspektiv vender Mouly den mest maskuline genre på hovedet, samtidig med at hun tilbyder indonesisk film et alternativ til macho-action-fanboy-hits såsom ’The Raid’«, står der blandt andet i Varietys Cannes-anmeldelse.
8. ‘Custody’
Skilsmissedramaet ’Custody’ var den helt store prissluger ved årets filmfestival i Venedig. Xavier Legrand løb både med prisen for bedste instruktør og bedste debutfilm, og det er i sig selv et scoop, at PIX har fået den franske film til Danmark så kort tid efter verdenspremieren.
’Custody’ er en enormt velspillet skildring af hverdagen for 13-årige Julien, der bliver skilsmisseterroriseret af sine forældre, som tager ham som gidsel i deres indbyrdes magtkampe. Det smager både af Farhadi og Dardenne, men ’Custody’ adskiller sig fra forgængerne med sin rå intensitet, der både byder på rendyrket drama og intens spænding.
9. ‘Blade of the Immortal’
Japanske Takashi Miike er blevet kaldt en voldsfascist, hvilket er en forsimpling, men tager man hans første 99 film over en bred kam, er mange af dem småsadistiske blodsfester. Det, man glemmer, er Miikes enorme genrebevidst og frygtløse lyst at blande stilarter, så end ikke hans amerikanske fan Quentin Tarantino kan være med. Miikes film nr. 100 skulle ikke være nogen undtagelse: En live-action udgave af en manga om en samurai, der udødeliggøres af en forbandelse og sendes på morderisk hævntogt for en ung pige, hvis forældre er blevet voldtaget og myrdet.
»Hold op, hvor må ’Blade of the Immortal’ være en fest for dem, som er fascinerede af Wolverines helende evne. Hvis du kun skal se én langt ude og til tider svimlende blodbadssamurai-film i år, så er det den her«, fastlog Jordan Hoffmann i sin firstjernede anmeldelse i The Guardian.
10. ‘Western’
Rygtet vil vide, at den eneste grund til, at tyske Valeska Grisebachs ’Western’ ikke var i hovedkonkurrencen ved årets festival i Cannes, skyldtes, at filmens producer Maren Ade (’Min far, Toni Erdmann’) sad i juryen.
Og ’Western’ er på nogle punkter en indirekte åndsfælle til ’Toni Erdmann’. På samme måde som det tyske hit præsenterer filmen et dybt menneskeligt blik på personer, som er fremmedgjorte af verden omkring dem. Men ’Western’ er også markant anderledes, for den er ikke sjov på samme måde som sin landsmand. I stedet giver den et dybt rørende indblik i en helt almindelig betonarbejders liv, spillet forrygende af amatørskuespilleren Meinhard Neumann.
Filmen er en ’western’ i ganske utraditionel forstand, da den foregår i samtidens Bulgarien, hvor en gruppe tyske arbejdere konkurrerer om at vinde den nærliggende landsbys gunst – hen over sprogbarrierer og alt, hvad det indebærer. Filmen er rig på rørende øjeblikke, der viser, at vi, på tværs af nationaliteter, deler et dybere bånd, end man måske skulle tro.
11. ‘Sommeren 1993’
Tag kleenex med, når du ser det spanske drama ‘Sommeren 1993’, for det ligner en tåreperser af kaliber. Da seksårige Frida mister begge siden forældre, tager hendes empatiske tante og onkel niecen til sig. Men Frida bærer på en altovervældende sorg, som får et destruktivt udtryk og slider på hendes nye familie og deres lille datter.
Branchebladet Screen beskrev filmen som »lige så elskværdig i sit udseende som i håndteringen af de mest smertefulde følelser«, og instruktør Carla Simón har da også høstet stor anerkendelse på alverdens festivaler, efter hun vandt prisen for bedste debutfilm på årets filmfestival i Berlin.
12. ‘Brigsby Bear’
Det erfarne ‘Saturday Night Live’-medlem Kyle Mooney har skrevet og spiller hovedrollen i dette originale og absurde eventyr om den umodne mand James, der finder sit livs eneste mening i børneprogrammet ’Brigsby Bear Adventures’ uden at vide, at det er skabt direkte til ham af de kidnappere, som – med Mark ’Luke Skywalker’ Hamill i spidsen – huggede ham som spæd.
Da programmet løber tør for afsnit, beslutter James at stikke hovedet ud i den virkelige verden for at fuldende hans og bjørnen Brigsbys historie. Det er skævt og fantasifuldt, hvilket ikke er så mærkeligt med parringen af Mooneys manus og Dave McCarys instruktion (’Epic Rap Battles of History’).
»Mr. Mooney, der til daglig fjoller rundt i ‘Saturday Night Live’, evner twistene og de tonalske svingninger i ’Brigsby Bear’ smukt. Det er ingen overraskelse, at han kan fastholde og udfordre deadpan-stilen. Men det, der gør, at karakteren virker, er den betingelsesløst emotionelle seriøsitet, der former hans optræden og giver en dybde til hvert blik og bevægelse«, skrev New York Times rutinerede anmelder Manohla Dargis.
13. ‘Tragedy Girls’
‘Scream Queens’ og serierebootet af ‘Scream’ har gjort forsøget, men forekommer ideforladte til sammenligning med denne tongue-in-cheek SoMe-opdatering af 90’ernes postmoderne slasher-film. Blod- og tyggegummiæstetik blandes i fremstillingen af de to BFF’s Sadie og McKayla, der i lillebyen Rosedale går fra kriminalreportere til seriemordere. Som en moderne udgave af kultteenagefilmen ’Heathers’ begynder de at slagte populære highschool-kids i ønsket om at få en masse følgere på de sociale medier.
I de to hovedroller ses de to superheltinder Alexandra Shipp (Storm i ’X-Men: Apocalypse’) og Brianna Hildebrand (Negasonic Teenage Warhead i ’Deadpool’), mens ’The Hunger Games’-stjernen Josh Hutcherson er en af de teenagere, som bliver offer for pigernes dødelige sensationslyst.
’Tragedy Girls’ har været indhyllet i en del hype siden dens premiere i starten af året på Sundance Film Festival. »Når den er bedst, fungerer ‘Tragedy Girls’ som en sød historie om et troværdigt high school-venskab mellem to piger, som tilfældigvis også er sociopater«, skriver Andrew Barker fra Variety.
14. ‘The Mermaid’
Sådan her havde H.C. Andersen nok aldrig forestillet sig, at hans klassiske eventyr om den lille havfrue ville blive fortolket. I Stephen Chows special effects-basker er havfruen en snigmorder, der skal stoppe den onde forretningsmand Liu Xuan, som er godt i gang med at ødelægge havlivet i havfruens hjembugt. Mordforsøget mislykkes, og i stedet bliver Xuan – i bedste folkekomedieånd – forelsket i den skønne havfrue.
’The Mermaid’, der indtil for nylig var den bedst indbringende film i Kina nogensinde, ligner den type film, som vi stort set aldrig får mulighed for at se i biografen på dansk grund. Den actionspækkede havfruefilm, som i øvrigt vises i 3D, lover fjollet action, som den sjældent serveres i Vesten, og et uforligneligt effektbrag.
15. ‘Vazante’
Brasilianske Daniela Thomas’ slavedrama foregår i 1821 i mineregionen Vazante, hvor slavehandleren Antonio gifter sig med sin afdøde kones 12-årige niece, og slavekvinden Feliciana bliver hans sexlegetøj, indtil pigen er gammel nok. Samtidig begynder der at opstå rivaliseringer mellem forskellige af Antonios slaveracer.
Nogle af de mest poetiske billeder i de danske biografer sidste år kom fra den stemningsfulde sorthvide genskabelse af Amazonas i starten af 1900-tallet i ’Slangens favntag’, og Daniela Thomas har valgt at benytte samme monokrome udtryk til at lægge en hypnotisk ramme om sin præcise rekonstruktion af en brutal tid præget af race- og kvindeundertrykkelse.
»Der er nogle visuelle hentydninger til det løsrevne, verdensfjerne sorte og hvide univers hos Michael Haneke, men filmen har en medfølelse, som er helt dens egen«, skriver prestigefyldte Sight & Sound om ’Vazante’, som er Thomas’ første spillefilm uden at samarbejde med hendes kendte landsmand Walter Salles (’Motorcykeldagbog’).
Læs også: Soundvenue præsenterer serie med amerikanske indieperler under CPH PIX